Milli mála - 01.06.2014, Síða 99

ANNEMETTE HEJLSTED

Milli mála 6/2014

104
hun ankommer til England i 1802 og resten af hendes liv, danner
den sidste gruppe.
Begivenhederne og refleksionerne i de enkelte kapitler og i ro-
manen som helhed følger uden undtagelser kronologisk efter hin-
anden. Sammenbindingen af dem til plot er kun i meget ringe grad
af kausal art. Plottet konstrueres snarere af en lang række spor, der
strækker sig ud over hele romanen. Mest åbenbart er det, at Marie
aktiverer de plotmatricer, der bærer de genrer, romanen deltager i.
Det drejer sig først og fremmest om livshistorien i den biografiske
roman og udviklingsromanen. Mere specifikt trækker den på Ma-
dame Tussauds mindre kendte livshistorie og tillægger heltinden de
velkendte personlige fordringer, der kendetegner udviklingsroma-
nen.
Ved siden af disse meget åbenbare spor bygger romanens for-
løb på Frankrigs historie i Madame Tussauds levetid. Ved at gestalte
en række begivenheder fra historien og henvise til andre aktualiseres
Frankrigs historie som et fremadrettet forløb. Dette spor understøt-
tes af de livshistorier, der aktualiseres i kraft af historisk velkendte
personer, som glimtvis optræder på romanens scene, f.eks. Robes-
pierre og Marat. Som næsten umærkelige spor møder læseren de
skiftende moder og fremkomsten af nye fænomener som fotografi-
et.
Udover de præfabrikerede spor udvikler Willumsen sine egne.
Det mest iøjnefaldende er den spådom, Marie får som barn, da hun
sammen med moderen rejser fra Bern til Paris. På et gæstgiveri spår
en mystisk og eksotisk gammel kvinde Marie: ”Du kommer til at
rejse – Over vand” …”Jeg ser sorger og berømmelse” …”Du har
en mærkelig hånd, skat - Der er et hul i din livslinie”.30 I romanen
fungerer spådommen som gåde og forventningshorisont. Senere da
Marie i romanens sidste halvdel gang på gang vender tilbage til spå-
dommen, fungerer den som bindeled mellem begyndelse og slut-
ning. Men der bliver ikke tale etableringen af en entydig mening.
Hullet i livslinjen får skiftende fortolkninger, hvor ingen får priori-
tet over de andre. Da Marie sidder i fængsel under revolutionen, re-
præsenterer det døden i guillotinen, senere det idylliske og stillestå-
ende familieliv på landstedet i Ivry-sur-Saine. Sidst i romanen anty-

30 Willumsen, Marie, p. 21.