Milli mála - 01.06.2014, Qupperneq 100

MELODRAMATISK MODERNISME

Milli mála 6/2014

105
des hullet i livslinjen at være datteren, der ikke kunne leve, eller alt
det, Marie måtte bekæmpe i sig selv for at realisere sine drømme.31
Til Willumsens selvkonstruerede spor hører også tableauernes
historier. For en del af tableauernes og deres figurers vedkommen-
de gestaltes deres historie brikvis fra idé over skitse til maske og
konstruktion og videre til opstilling, flytning eller nedtagning. Det
gælder, f.eks. tableauerne: den kongelige familie, den sovende skøn-
hed og Joséphines kroning. Selv om disse spor tjener til at skabe
tidslighed ved at mime progression, så afbryder de brikker, de be-
står af, også fremdriften. Ved direkte eller indirekte at referere til
den kunstneriske skabelsesproces etableres et selvreferentielt møn-
ster i romanen. Noget lignende gør sig gældende for den høje fre-
kvens af både erindringsbilleder og drømme. Erindringsbillederne
markerer først og fremmest en senere tolkning af en tidligere frem-
stillet begivenhed eller forestilling og pointerer tidsafstanden og de
mellemliggende oplevelser som fortolkningsformidlere. Samtidig
synes de at etablere et netværk af fortolkninger af det levede liv, der
i kraft af fortolkningernes forskellighed og indbyrdes modsigelser
fremstiller meningen med det levede liv som momentan og situati-
onsbundet. I kraft af sin heterogenitet tematiserer erindringssporet
i romanen livsfortolkningens destabilitet. Drømmebillederne, der
optræder med en langt lavere frekvens end erindringsbillederne,
sammenknytter oplevelsesfragmenter fra forskellige faser i Maries
liv i de perioder i hendes liv, hvor hun oplever de største omvælt-
ninger. Som sådanne peger de på hendes aktuelle følelsestilstand
som beslægtet med tidligere, samtidig med at de udgør dunkle tolk-
ninger af hendes livssituation og -oplevelse.
Plotorganiseringen i Marie synes at rumme elementer af en
modernistisk skrivemåde. Douwe W. Fokkema, der i Literary History,
Modernism and Postmodernism opstiller en række teser om modernis-
men som æstetisk norm, hævder blandt andet, at det modernistiske
værk er ubestemt og signalerer uafsluttethed; at det ikke er muligt at
lukke og værket modarbejder velstrukturerede plot.32

31 Ibid, p. 131, 164, 176, 182, 224.
32 Douwe W. Fokkema, Literary History, Modernism, and Postmodernism, Amsterdam: John Benja-
mins Publishing Company, 1984.