Milli mála - 01.06.2014, Síða 101

ANNEMETTE HEJLSTED

Milli mála 6/2014

106
Selv om plottet i Marie fra en umiddelbar betragtning fore-
kommer veldrejet i kraft af indskrivningen af biografiens og udvik-
lingsromanens livshistoriske matricer, så peger romanens øvrige
spor, de historiske fragmenter, de livshistoriske fragmenter fra an-
dre historiske personer, spådommen, tableauerne, erindringsglimte-
ne og drømmene i en anden retning. Sammen danner de nok roma-
nens plotmønster, men der er tale om et perforeret mønster bestå-
ende af en række brikker, der ikke kan falde på plads i et entydigt
meningsfuldt mønster. Når Marie i romanens slutning kan skue ud-
over sit vokskabinet, så ser hun ikke en sammenhæng, hun ser ud
”som om hun ser en sammenhæng i sine billeder”.33 Den sammen-
hæng, Marie ser gestaltet i sit selvportræt, er kun tilsyneladende og
kun et af flere fortolkningsforslag. Hun leverer i romanens sidste
kapitler en række sideordnede tolkninger af sit liv, der hver især ak-
tualiserer en række begivenheder og lader dem danne et menings-
fuldt mønster, men der kan til hvert mønster etableres et konkurre-
rende.
Resultatet af den modernistisk organiserede sammenskrivning
af den historiske roman og den melodramatiske modus er, at Marie
i samme åndedrag overskrider kløften mellem høj- og lavkultur og
etablerer en appelstruktur, der både påtvinger læseren den veldreje-
de livshistorie med det melodramatiske register som orienterings-
redskab og tvangsindvier ham i livstolkningens usikkerhedsprincip
og livshistoriens kompleksitet. Af sin læser kræver Marie således
samtidig en betingelsesløs hengivelse til melodramaets forførelse og
en aktiv fortolkningsindsats. Et af svarene på, hvorfor Marie på en
gang besidder en bred folkelig appel og udgør en udfordring for lit-
terater, skal findes her i dette dobbeltspundne romangarn.
Den melodramatiske modernisme, som jeg har lokaliseret i Ma-
rie, er Dorrit Willumsen ikke ene om. Hos danske forfattere som
Klaus Rifbjerg, Cecil Bødker, Benny Andersen, Hans-Jørgen Niel-
sen og Benny Andersen snor det melodramatiske sig ind i de mo-
dernistiske værkers distancerede subjektivistiske eksperimenterende
renhed. Hvor det melodramatiske i sin uspolerede form i melodra-
maet genererede entydighed i fortællingen og synliggjorde en moral,

33 Willumsen, Marie, p. 235.