Milli mála - 01.06.2014, Side 84

GÍSLI MAGNÚSSON

Milli mála 6/2014

88
tradition for beskrivelse af både selve musikken og dens performa-
tive virkeliggørelse.70 I Perlmanns beskrivelser af det kunstskønne i
den klassiske musik møder vi begge dele.71 En lægmand ville lytte
uden at være i stand til at knytte mange refleksioner til den musikal-
ske oplevelse, men fagmanden Perlmann, der har gået på konserva-
toriet og har stor erfaring både som udøver og tilhører, er i besid-
delse af et stort æstetisk vokabularium. Glenn Gloulds klang be-
skrives som ”glasagtig klarhed kantet med fløjl”,72 og Perlmanns beskri-
velse af rivalen Brian Millars opførelse af Johann Sebastian Bach 2.
og 3. Engelske suite demonstrerer hans evne til æstetisk erfaring. (”Også
den aften blev Bachs præludier og fugaer under Millars hænder til
usynlige konstruktioner af krystallinsk arkitektur – fine hvide linjer bag
natten.”73) Da konferencen nærmer sig sin afslutning, opfører Perl-
mann selv et omfattende Chopin-program,74 der bliver ledsaget af
en blanding af ekfrase, erindring og introspektion. Det kunstskøn-
nes nærvær er dog til stadighed truet af Perlmanns trang til at hæv-
de sig over for Millar, der i Nietzsches terminologi repræsenterer en
apollinsk og strukturel tilgang, mens Perlmann trodsigt søger mod
den dionysiske pol (”Den melodiske struktur blev svagere, tonerne

70 To kendte eksempler i det 20. århundredes litteratur er beskrivelserne af den fiktive kompo-
nist Vinteuils værker i Marcel Prousts På sporet af den tabte tid og den fiktive komponist Adrian
Leverkühns værker i Thomas Manns Doktor Faustus. Theodor W. Adorno fungerede – under
deres amerikanske eksil – som Thomas Manns ’musikvejleder’, hvilket førte til ekfrase på et
højt niveau, men også til en kontrovers mellem Mann og Schönberg, fordi Adorno påvirkede
Leverkühns kompositioner mere i retning af Schönbergs tolvtonemusik, end Mann var klar
over. Se Jan Maegaard, ”Zu Th. W. Adornos Rolle im Mann/Schönberg-Streit“, i: Rolf
Wiecker (ed.), Gedenkschrift für Thomas Mann 1875–1975. København, 1975, pp. 215–222.
71 Den romantiske sakralisering af den klassiske musik kommer særlig tydeligt til udtryk i Pascal
Merciers seneste såkaldte novelle Lea (der snarere bør betegnes som en kort roman). Ho-
vedpersonen van Vliets datter Lea er violinist, og han sammenligner hende med en ung non-
ne (’novice’), der har ladt alt bag sig for at forpligte sig helt og holdent til ’tonernes hellige
messe’ (”sich ganz der heiligen Messe der Töne verschrieben hatte”). Van Vliet benytter or-
det ’sakral’ om musikken. Datteren spiller en sonate af Bach, og van Vliet opfatter det, som
om hun ’med hver tone bygger på en helligdom’ (”als baute sie mit jedem einzelnen Ton an
einem Heiligtum”). Helt i romantikkens ånd definerer han opførelsen som en overvældende
skønhedserfaring. Se Mercier, Lea, p. 123.
72 Her kan man iagttage, at Perlmann benytter sig af poetisk synæstesi til at beskrive Glenn
Goulds særlige klanglige udtryk. Det, der beskrives, er akustisk, men det beskrives med me-
taforer, som vedrører synssansen (glasagtig klarhed) og følesansen (fløjl).
73Mercier, Perlmanns fortielser, p. 149
74 Frédéric Chopin: Nocturne i f-dur, op. 15, nr. 1, Nocturne i g-mol, op. 15, nr. 3, Vals i as-
dur, op. 34, Polonæse i as-dur, op. 53 (”Den heroiske”) og Etude i f-mol, op. 25.