Skírnir - 01.04.2006, Side 153
SKÍRNIR
AUÐMÝKT
151
Skírlífi, föstur, kárínur, meinlæti, sjálfsafneitun, auðmýkt, þögn, einvera
og allar munkadygðir, hví er þeim alls staðar hafnað af skynsömum
mönnum? Er það ekki vegna þess að þær eru fánýtar og auka hvorki
gengi manns né gagnsemi hans fyrir samfélagið; gjöra hann hvorki færari
um að geðjast öðrum né hæfari til að njóta lífsins? Við okkur blasir þvert
á móti að þær ganga gegn öllum þessum eftirsóknarverðu markmiðum;
gjöra skilninginn sljóan, hjartað kalt, ímyndunaraflið dauft og skapið
súrt.6
Hvað ætli sé satt og rétt um þetta efni? Getur verið að þótt erfitt
sé að draga skýr mörk milli auðmýktar og undirlægjuháttar sé eigi
að síður svipaður munur á þessu tvennu eins og á sjálfsvirðingu og
steigurlæti, að annað sé dygð en hitt sé löstur?
Mér virðist auðmýkt vera aðalsmerki bestu manna — að hún
sé styrkur en ekki veikleiki og stuðli að réttsýni fremur en sjálfs-
blekkingu. Gegn þessu standa orð nokkurra helstu frumkvöðla
veraldlegrar og heimspekilegrar siðfræði á seinni öldum. í því sem
hér fer á eftir ætla ég að rekja í stuttu máli söguna af því hvernig
auðmýktin varð olnbogabarn siðfræðinnar og leggja um leið mitt
af mörkum til að hún fái uppreisn æru.
Jesús frá Nasaret, Benedikt frá Núrsíu og
Bernharður frá Clairvaux
Hugmyndir kristinna manna um gildi auðmýktar, hógværðar og
lítillætis byggjast einkum á ummælum Jesú þar sem hann segir:
„Takið á yður mitt ok og lærið af mér, því að ég er hógvær og af
hjarta lítillátur, og þá munuð þér finna hvíld sálum yðar.“7 Fleiri
ummæli um þetta efni má finna í guðspjöllunum8 og í bréfum
postulanna.9 Þar er gildi þessara eiginleika hampað en lítið um
skýringar eða útlistanir á því hvað í þeim felst. Þó má finna tvo
kafla í Lúkasarguðspjalli þar sem ráða má af samhenginu í hverju
6 Hume 1983, bls. 73-74. (Tilvitnanir í Hume eru þýddar af greinarhöfundi.)
7 Matt. 11:29.
8 Sjá Matt. 5:5, 18:1-5, 21:1-5, 23:1-12; Lúk. 14:7-11, 18:9-14.
9 Sjá bréf Páls til Galatamanna 5:19-23, til Efesusmanna 4:1-2, til Kólossumanna
3:12-14, til Tímóteusar 6:10-11 og Fyrra almenna bréf Péturs 3:3—4.