Eimreiðin - 01.05.1960, Qupperneq 103

EIMREIÐIN
191
I.
Sornmeren svinder. Sommeren svinder.
Det stunder mod storme og höst.
tiölgcrne bruser derude
og bryder ved nöst.
Fra grenene fyger lövet.
Vinden er kold og vád.
Fuglene rejser. I kettingen rykker
den fredlöse bád . ..
Jeg lyder de store lirœfter.
Mig leder en uset hánd,
°g havet — og havet kalder.
~ Mig holder ingen bánd.
Jeg er fuglen, som flyver,
skibet, som bölgen bœr.
mine digte som hilsner.
Hjem og ud gár min fœrd.
II.
Stornien ligger fra landet.
Brœnding bryder ved nöst.
fydfra kom jeg i sommer
og sejler i höst.
1‘önncr standser mig ikke,
Jeg hugger i hellige bánd, —
rePer fra venner og egne,
som nœred min unge ánd.
^ag synsranden synker mit hjem ...
Fader, forbliv mig ncer.
Tag mine digte som hilsner.
Hjem og ud gár min fœrd.
III.
Jeg misunder alt, der mcegter
at trodse dig, fejende storm:
solen, som luer og lyser,
og land, der stár i sin form,
tinden, der luner og pryder,
tavs idag som igár
sfinksen, som nu har sovet
i seks tusind ár ...
IV.
Jeg föres af bölger og storme
til havs og til lands.
Jeg ber ikke folket om lön
eller laurbærkrans.
Jeg længes at være blandt venner —
en ensotn dog overalt,
alle vegne en fremmed
og en, som det fjerne har kaldt.
Tag mine digte som hilsner.
Brænding bryder ved nöst.
Sydfra kom jeg i sommer
og sejler i höst.
Hér virðast íslenzk ljóðskáld geta
vænzt, þess að eiga sér hauk í horni.
I. K.
Leiðrétting
Tvaer meinlegar prentvillur urðu undir myndum í janúar-apríl hefti Eim-
^iðarinnar 1960. Bls. 25: Katrin. Les: Kristin Þórðardóttir Thoroddsen.
^s' 53: Valdimar. Les: Vilhjálmur Briem.