Tímarit Máls og menningar - 01.05.1958, Side 18

TÍMARIT MÁLS OG MENNINGAR
Derude leger de Bölger smaa
— jeg kender selv dem, som jeg aldrig saa.
Jeg ved at de ligner alle hinanden,
jeg ved, at de brister alle mod Stranden.
Jeg er træt.
Der burde storme fra Dybet derude
et skummende Söbjerg ind imod Klippen.
Druknes skulde de rustbrune Orne,
drukne skulde de klolaadne Falke.
Der burde hæves paa Klippens Rand
et Öjebliks Slot af det sögrönne Vand,
saa mægtigt, at Falken, imedens den leved,
voved sig aldrig saa svimlende höjt,
og der — deroppe skulde det lyse,
det tusindtungede, skumhvide Spröjt,
som Taarne, der trodsigt mod Himlen higer
som blændende Marmorfantasier.
120