Gripla - 20.12.2014, Síða 9

9
standpunkt over for norsk kongemagt”. “Egill Skallagrímsson …. repræ-
senterer de islandske stormænds ideologi i kontrast til kongedømmets”, på
denne bakgrunnen: “Indledningen [til sagaen] viser, hvordan en gammel
samfundsorden spaltes i to nye, en hierarkisk norsk med en suveræn konge
og en islandsk med det for den islandske samfundsbygning karakteristi-
ske stormandsvælde i toppen. Både bogstaveligt og ideologisk er sagaens
udvandrede islandske slægt de frie norske storbønders arvtagere.” “Det
er det stridbare og uregerlige menneske, der repræsenterer den islandske
samfundsorden i denne saga, og det er dette menneskes begreb om per-
sonlig frihed og ære, der fremhæves som uforeneligt med kongedømmets
grundlag” – seier Meulengracht Sørensen om det generelle i soga.6 Dette
synet har brei støtte.
Det er likevel usemje om korleis soga skildrar Egil og ætta hans. Bjarni
Einarsson seier at “Egils sagas egentlige indhold og tendens … [er] for-
herligelsen af Egils slægt”. Vésteinn Ólason seier noko av det same: “the
ideology of Egils saga is clear; it valorises the free farmer-chieftain.”7 Men
dei fleste peikar på at akkurat egil er framstilt som svært samansett og
kontrastrik.8 I mange situasjonar er han svært sympatisk eller menneske-
leg, som når han bergar Fridgeir eller den sjuke jenta på eidskogen eller
blir sengeliggjande i sorg over tapet av sonen Bòdvar.9 I andre situasjonar
er han svært lite tiltalande. Alt som barn kløyver han skallen på ein gut som
har vunne over han i leik. Når broren torolv er drepen i teneste hos kong
ólason, Dialogues with the Viking Age. Narration and Representation in the Sagas of Icelanders,
oms. Andrew Wawn (reykjavík: Heimskringla, 1998), 194; theodore Andersson, The
Growth of the Medieval Icelandic Sagas (1180–1280) (Ithaca, n.Y.: Cornell university
Press, 2006), 108–109. For eit anna syn på den islandske opphavsmyten, sjå Bergsveinn
Birgisson, Den svarte vikingen (oslo: Spartacus, 2013), med referansar.
6 Preben Meulengracht Sørensen, “Starkaðr, Loki og Egill Skallagrímsson,” i Sjötíu ritgerðir
helgaðar Jakobi Benediktssyni 20. júlí 1977, red. Jónas Kristjánsson og Einar g. Pétursson
(reykjavík: Stofnun Árna Magnússonar á Íslandi, 1977), 767–768; Preben Meulengracht
Sørensen, Fortælling og ære. Studier i islændingesagaerne (oslo: universitetsforlaget, 1995),
129, 144.
7 Bjarni einarsson, Litterære forudsætninger for Egilssaga, rit Stofnunar Árna Magnússonar
á Íslandi, bd. 8 (reykjavík: Stofnun Árna Magnússonar, 1975), 87; Vésteinn Ólason,
Dialogues, 195.
8 Sjå t.d. Hallvard Lie, “Jorvikferden. Et vendepunkt i Egil Skallagrimsons liv,” Edda 46
(1947): 145–248, med referansar eller Hermann Pálsson og Paul Edwards, omsetjarar, Egil’s
Saga. Translated with an Introduction (Harmondsworth: Penguin Books, 1976), 7–13 eller
Vésteinn Ólason, Dialogues, 196.
9 Egils saga, kap. 64, 72, 78.
MøtE I DørA