Ritröð Guðfræðistofnunar - 01.01.1998, Qupperneq 38

LeifGrane
tænker i mange henseender anderledes end vore fædre og deres fædre f0r dem.
Derfor má vi netop, hvis vi vil sige det samme, som de sagde, tage hensyn til
forstáelseshorisontens og referencerammernes historiske omskiftelighed.
Det var netop dette spprgsmál, som optog N.F.S. Grundtvig, da han i 1825 gik
til angreb pá den teologiske professor H.N. Clausen. Forinden havde Grundtvig
været igennem en rationalistisk og en romantisk periode, men efter at han
gennemgik en religips krise i 1810-11 og blev præst, spgte han de f0lgende
mange ár at hævde Bibelens ufejlbarhed. Han var imidlertid selv et bevis pá,
hvad han siden opdagede, nemlig at al Bibelfortolkning, ogsá med den mest
ortodokse teori som grundlag, beror pá læseren. “Man læser, som man har for-
stand til”. Det er da ogsá klart, at da Grundtvig, stærkt inspireret af romantisk
filosofi og digtning, atter ville bygge pá Bibelen og Luther, var det ikke, som han
nok selv troede, den konservative teologi i biskop Balles form, han vendte til-
bage til. Dertil var den nye forstáelse af historien, han havde vundet i de mellem-
liggende ár, altfor indflydelsesrig. Det var derfor heller ikke underligt, at da han
i 1821 efter i otte ár at have været uden embede atter blev præst, begyndte han
hurtigt at interessere sig meget for traditionsstrpmmen gennem kirkehistorien og
for kirkens historiske karakter. I hans prædikener bliver mere og mere den
forsamlede menighed og Helligándens gerning i gudsfolket af betydning.
Det var ogsá pá denne tid, han stpdte pá Irenæus. Báde kirkefaderens tale om
“Sandhedens Regel” og hans henvisning til den levende tradition gennem biskop-
peme fik betydning for ham. Samtidig blev det ham klart, at teologemes hæv-
delse af Skriftens enegyldige autoritet gjorde menigheden rádvild og bragte den
i dyb afhængighed af præstens mere eller mindre tilfældige tro, fordi det var
umuligt at ná til enighed om Bibelens autenti og om dens fortolkning. Med den
historiske Bibelkritik var det at sige “Skriften alene” blevet det samme som at
sige: efter den enkelte teologs forgodtbefindende alene. Under foregivende af
skriftautoriteten, mente Gmndtvig, kunne alt muligt skjule sig. Det ville svare til
en nutidig holdning, der f.eks. kunne se sádan ud: alt det gamle i kirken kan vi
ikke bmge til noget, men vi kan bmge Bibelteksten som springbrædt til at fá
sagt, hvad vi selv sádan synes. Vi kan bmge den som associationsfremkalder og
uddele lidt livsvisdom, hentet fra litteraturen eller andet kulturgods, som vi selv
kan lide, og garneret med nogle gode salmer.
Hvis vi vender tilbage til Grundtvig, sá fandt han ud af, at den fra den
kirkelige sammenhæng lpsrevne Bibel, fortolket af præsten, betpd, at menighe-
den blev prisgivet til den rene vilkárlighed. Dette vildrede var man endt i, fordi
den historisk-kritiske læsning af Bibelen havde bragt den protestantiske teologi
ud i et tilsyneladende uoplpseligt dilemma. Man kan máske udtrykke problemet,
som Grandtvig sá klarere end de fleste i sin tid - og sámænd ogsá klarere end de
36