Ritröð Guðfræðistofnunar - 01.01.1998, Síða 39

Tro og tradition
fleste teologer sidenhen - sáledes: Siden ortodoksiens undergang er Bibelfor-
tolkningen ikke bare i detailler, men grundlæggende diskutabel. Men kristen-
dommen mister sin troværdighed, hvis den g0res diskutabel. Troen kan ikke
vente, til diskussionen er slut - hvad den for0vrigt aldrig bliver!
I sit stridsskrift, “Kirkens Gienmæle mod Professor theologiæ Dr. H.N.
Clausen”, markerede Grundtvig sin hævdelse af kristendommens historiske ka-
rakter, idet han over for pástanden om, at man i den protestantiske kirke
forholder sig direkte og umiddelbart til Den hellige Skrift, stillede dette spprgs-
mál: Hvordan kommer man da til Kristus og til Skriften, hvis man springer hele
den mellemliggende historie over, som er den eneste vej gennem tiden? Dermed
siger han, sá det ikke kan misforstás, at uden traditionen svæver det hele i luften.
Det er i sig selv galt nok, men endnu værre er det, at nár man fornægter traditio-
nen, fornægter man ogsá kirken som en nærværende virkelighed. Men ignorerer
man kirken som en historisk given kirke, mister troen sin grund. Hvis ikke troen
pá Kristus som Guds ábenbaring udgár fra den eksisterende kirke, smuldrer dens
grundlag og antagelsen af Skriftautoriteten bliver rent vilkárlig. Da, men kun da,
bliver kirkens troværdighed afhængig af teologernes historiske resultater - med
de svingninger, det indebærer. Grundtvig bestrider ikke retten til frit at studere
Bibelen kritisk med historisk metode, men han bestrider en sádan teologis ret til
at tilegne sig reformatorernes skriftprincip og dermed til at g0re sig selv til auto-
ritet over for det kristne folk.
Det er da en f0lge heraf, at alle overvejelser om den kristne tros indhold, dvs.
det, som angár enhver kristen, má begynde dér, hvor kirken er at finde. Det er
baggrunden for Grundtvigs henvisning til trosordet ved dáben, til det kristne
hábs genuine udtryk i Fader vor, og til nadverordet som kærlighedens virkelig-
gdrelse. Der er pá ingen máde tale om at stille Bibelen i skyggen, men dens plads
er pá alteret i kirken, ikke som en platform under fpdderne. Anderledes sagt:
uanset, hvad den frie forskning mátte ná frem til, er kirkens Bibel den bog, som
læses i sammenhæng med Herrens Ord i og til menigheden.
Med dette s0ger Grundtvig at svare pá det spprgsmál, som mátte melde sig,
da man ikke længere ansá Bibelen for en himmelfalden bog: hvordan kommer vi
fra Jesus af Nazareth, som han er beskrevet i evangelierne, til Kristus, den op-
standne Herre? Grundtvigs eget svar lyder: ham mpder vi i menighedens for-
samling, i det levende ord, han taler til os i dáb og nadver. Man kan sp0rge, hvor
da prædikenens plads er? Ja, den má h0re hjemme i den sammenhæng, som er
skabt af sakramenterne. For Grundtvig var prædikenen ikke en lejlighed for
præsten til at demonstrere sin opfindsomhed og sine originale tanker, men en
mulighed for at knytte det sammen, som Gudsordet skænker os. Med andre ord:
prædikenen har sin plads i modtagelsen af det, der er overleveret os fra slægt til
37