Ritröð Guðfræðistofnunar - 01.01.1998, Side 40

Leif Grane
slægt siden apostlenes dage. Den hprer hjemme pá vejen fra dáben til nadveren.
Nu er jeg godt klar over, at dette kan misforstás ren traditionalisme. Sádan er
det máske ogsá undertiden blevet opfattet og spgt anvendt. Men det ville være
lige sá uretfærdigt mod Grundtvig, som nár man undertiden har beskyldt ham for
bare at skifte Bibelen ud med trosbekendelsen. Begge dele er en grov misfor-
stáelse. Grundtvigs stærke fastholden af sammenhængen mellem tro og tradition
er sá langt fra at være et tegn pá forstening, at den netop vil insistere pá, at kristen
tro kun er tro, hvis den er levende og nutidig. Det kan den kun være, hvor ordet
og troen mpdes, og det sker kun, hvor Herrens ord levendegpres af Helligánden,
mens enhver form for menneskelig aktualisering af kristendommen til erstatning
for gudsfolkets mpde med dets Herre blot er luftkasteller.
Det er imidlertid langt fra, at Grundtvig vil holde alting fastlást. Overleverin-
gen fra Vor Herre er uforanderlig, men vi mennesker báde kan og skal bevæge
os. Grundtvig bruger ganske vist ikke mit billede fra fpr med knivsæggen, som
vi hele tiden befinder os pá - med fare for at falde i afgrunden ved enten at op-
give det, som skal fastholdes, eller ved at holde os sá krampagtigt til dele af tra-
ditionen, der nu er forældede, at vi bliver uforstáelige. Men han kender udmær-
ket problemet, som han berprer mange steder, især kommer han ikke sjældent
ind pá det, nár han omtaler sit forhold til Luther og reformationen.
Grundtvig skal lige sá lidt som Luther eller nogen anden teolog - og dér kan
vi efter min mening godt tage de nytestamentlige, f.eks. Paulus, med - gentages
uden oversættelse. Jeg har her brugt Grundtvig som eksempel, fordi han som fá
andre har bestræbt sig pá at fá sagt, hvordan forholdet er mellem troen og tradi-
tionen, det sidste ord i betydningen: den kristne overlevering, som det er vor op-
gave at videregive, uden af den grund at leve i fortiden. Hans lpsning kan sá lidt
som nogen andens bruges uformidlet. Sammenhængen mellem tro og tradition
mister sin gyldighed, hvis det overleverede ukritisk og ureflekteret fastholdes i
den form, hvori det er overleveret til os. Det gælder uden undtagelse alt det, der
indgár i traditionen, Bibelen sá vel som andre tekster. Vil man blot gentage det
overleverede, betyder det, at man ignorerer menneskets historicitet, hvilket vil
sige, at man isolerer, hvad man forstár ved Guds Ord, fra det menneske, som i tro
skal modtage dette ord og leve af det. Man kan udmærket forestille sig en forstá-
else af den kirkelige autoritet, f.eks. i skikkelse af Den hellige Skrift, der i sin
forstenethed minder om det, der i det pavelige sprog kaldes depositum fidei, dvs,
et trosindhold, der simpelthen stár til rádighed nársomhelst, uden at spprgsmálet
om dets forstáelse overhovedet rejses. Opfattet pá den máde er “troen” i forhol-
det mellem tro og tradition ikke til at skelne fra traditionen selv; fortiden er trádt
ind pá nutidens plads.
Den gamle protestantiske bestemmelse af forholdet mellem skrift og tradition,