Ritröð Guðfræðistofnunar - 01.01.1998, Síða 42

LeifGrane
den endnu delvis overlevende generation, som voksede op under rigsfællesska-
bet gennem den kongelige personalunion. Island var for os ikke bare et af de nor-
diske lande, men noget ganske særligt. Symbolsk udtrykt: vi lærte mere om
Hekla end om Vesuv eller Etna. I vore læsebpger var der udpluk af sagaerne.
Med stor deltagelse læste jeg i Njals saga om Gunnars endeligt. Jeg var ked af,
at en af modbrænderne hed Grane, men jeg kan forsikre, at vi ikke er beslægtet!
Da jeg var fra 12 til 17 ár gammel havde jeg lejlighed til at hpre meget mere
om Island, fordi Fridrik Fridriksson, der var indefrosset i Kpbenhavn pá grund af
den tyske besættelse, var en gammel ven af min Far og en hyppig gæst i mit
hjem. Fridriksson stimulerede ipvrigt min tidligt vakte interesse for den klas-
siske, danske litteratur, som han kendte og elskede som fá. Kærligheden til Is-
land blev altsá tidligt brændt ind i mit sind.
Da jeg - takket være Islands universitets storsláede gave til Kpbenhavns uni-
versitet i anledning af 500 árs jubilæet - for godt 17 ár siden for fprste gang fik
mulighed for sammen med min kone at komme hertil, var jeg derfor fuld af
forventning, som ikke blev skuffet. Senere havde vi den glæde at være her igen,
og nu - den tredje gang - sker dette. Det er som et eventyr. Men paradoksalt nok
ogsá en pámindelse om, at akademisk hæder - sá ærefuld den er - dog kun er se-
kundær i forhold til den uforbeholdne godhed, vi har mpdt hver gang, vi har
været her. Jeg er stolt af min islandske doktorgrad, men lykkelig over den
varmhjertede selvfplgelighed, hvormed min kone og jeg er blevet mpdt i Island.
Jeg vil slutte med et Augustin-ord, som jeg holder meget af: nemo cognoscitur
sine amicitia - eller pá dansk med Grundtvigs ord:
Den har aldrig levet
som klog pá det er blevet
hanfprst ei havde kœr.
Hjertelig tak!
40