Gripla - 01.01.1993, Síða 85

THORGRIM - THORKEL - HVAD MÁ GISLI TRO?
85
Gisli. Der vil sá blive rejst sag imod ham, og han vil blive d0mt ‘fjör-
baugsmaðr’. Det er klart at man kan lægge en plausibel forklaring i
Thorgrim nefs forbandelse pá Thorkels manglende hjælp, men hoved-
ársagen ligger i Thorkels begærlighed og fplelsen af at stá med en
ufuldbyrdet hævn for endnu en god ven, selv om han er bundet af lpf-
tet til Gisli om at finde sig i det.
Men han holder sit lpfte om at advare Gisli, og fplgende samtale ud-
spiller sig mellem brpdrene:
‘En þat vil ek nú vita, bróðir, hvat ek skal þar eiga, sem þú ert,
slíkt sem nú hefi ek at gprt.’ ‘At gera þik varan við, ef menn vilja
drepa þik, en bjargir veiti ek þér engar, þær er mér megi sakar á
gefa. Þykki mér mikit af gQrt við mik, at drepinn er Þorgrímr,
mágr minn ok félagi ok virkðavinr.’ Gísli svarar: ’Var eigi þess
ván um slíkan mann sem Vésteinn var, at eigi myndi mann-
hefndalaust vera, ok mynda ek eigi þér svá svara sem þú svarar
mér nú ok eigi heldr gera.’ Nú skilja þeir.3
Dette er en særdeles interessant passage, for hvad siges? Thorkel sppr-
ger: Hvorfor er min ven, min fælle og svoger blevet dræbt?
Ville han have spurgt sádan hvis det havde været Thorgrim der var
gerningsmanden . . .?
Sá ville det jo have været en simpel gengældelse. Det kan kun være
sádan at det er Thorkel, der er den skyldige, og han finder at Gisli har
‘hugget for nær’.
Og Gisli svarer, bittert og beskt, at Vestein var sá meget en mand, at
han mátte hævnes: og ikke ville han have svaret Thorkel pá samme
máde, d.v.s. Gisli ville have svaret anderledes og handlet anderledes
over for Thorkel i en lignende situation med modsat fortegn.
Sá falder dommen, og Gislis flugt fprer frem til den sidste afsked
mellem brpdrene.
Gislis bitterhed mod Thorkel vedvarer, hans afskedsord til Thorkel
er tunge:
Þá mælti Gísli: ‘Nú þykkisk þú pllum fótum í etu standa ok vera
vinr margra hQfðingja ok uggir nú ekki at þér, en ek em sekr, ok
hefi ek mikinn fjándskap margra manna. En þat kann ek þér at
segja, at þú munt þó fyrr drepinn en ek. Ok munu vit nú skilja
ísl. fornr. VI, s. 62-63.
3