Gripla - 01.01.1993, Qupperneq 105

DRONNING ASLAUG I ISLAND
105
kommere i Islandr4 Nár det gælder den islandske Aslaugskikkelse og
hendes status som fdrægteskabeligt barn af eddadigtningens berdmte
kærlighedspar, samt ægtefællens og spnnernes magt og vælde i Vest-
europa, er der næppe anledning til at henfpre dette sagnkompleks til
Oddi fremfor andre hpvdingesæder i Island, ikke mindst sádanne pá
hvilke man vitterlig ansá Aslaug, Ragnar og disses spnner for at være
ens direkte forfædre.
4.
Inden for sublitteraturen har Ragnar lodbrog, hans spnner og disses
moder afgivet et tilsyneladende uudtpmmeligt stof til fortællinger. Og
nár vi er náet ind i 14. árh., er det som om Ragnar-Aslaug familien er
kommet til at indgá i noget i retning af en legende gennem islændinge-
nes fælles opfattelse af overleveringen om Ragnar lodbrog. Disse for-
tællinger synes at komme nærmest til at være islændingenes national-
historie i tiden fpr udvandringen.
Den tidligste kendte omtale af Ragnars familie hos en islandsk hi-
storiker finder vi i Islendingabók, hvor Ari fastsætter sin nations fpdsel
til áret 870, da Ivar Ragnarsson lod en pstengelsk konge dræbe, som si-
denhen blev ophpjet til helgenkonge af en af Ragnars egne efter-
kommere, Knud den store.25 Ari slutter sit værk med sin egen stamtav-
le i hele fyrre slægtled, idet han stedse anfprer sekvensen fader-spn;
kun ét sted indfprer han et spindeled for at fremvise, at en af hans for-
mpdre var en s0nnedatter af Ragnar lodbrog. Aris ældre, nutabte ís-
lendingabók - den som indeholdt afsnittet om kongernes liv - omtales
'4 Brennu-Njáls saga (íslenzk fornrit XII), 1954, udg. v. Einar Ól. Sveinsson, s. 68 f.
og 285. Hvor levende og aktuel denne slægtsforbindelse var for islændingene, ses af en
samtale pá Altinget, hvor nogle af Ragnar lodbrogs efterkommere omtales som værende
stolte og slægtsbevidste (Brennu-Njáls saga, s. 367).
25 <
Se Olafía Einarsdóttir, Studier i kronologisk metode, a. a., s. 56-71 og deri anfprt
litteratur; se ogsá F. Liebermann, Die Gesetze der Angelsachsen I-IV, 1898-1916. - Af
Abbos saga fremgár, at Eadmund af East Anglia var en temmelig middelmádig konge,
som blev kritiseret for sin valenhed i kampen mod Ragnarspnnernes invasionshær.
Umiddelbart efter sin dpd blev han dyrket af lokale munke. Wessexkongerne gjorde
brug af Eadmund som nationalt symbol under de fortsatte vikengeinvasioner. Eadmund
var af Wuffingeslægten, der ligesom Skjoldungerne nedstammede fra Odin. Knud den
store gjorde brug af denne spinkle genealogiske forbindelse; han satte kulten af St. Ead-
mund i system og stpttede den med rige gaver. Denne angelsaksiske helgen blev nu
skytshelgen for herskerslægten - Knytlingerne - og fik derved en politisk rolle at spille.