Ritröð Guðfræðistofnunar - 01.01.1998, Qupperneq 31

LeifGrane
Tro og tradition
Forelœsning ved det teologiske fakultet,
Islands Universitet, Reykjavik
Fredag den 24. oktober 1997
Kristendommen er fra sin f0rste begyndelse overlevering. Det ser vi allerede hos
Paulus, hvis breve som bekendt er de ældste vidnesbyrd om kristendommen, vi
overhovedet har. Han forkynder det evangelium, han har modtaget, og giver det
derved videre til andre. Nok henviste han og de 0vrige tidlige kristne forfattere
til de hellige skrifter, altsá til det, vi kalder Det gamle Testamene, men det faldt
ingen af dem ind, at det evangelium, det var dem betroet at forkynde, skulle
kunne udledes direkte af skrifteme. Uden overleveringen om Herrens Ord og
apostlenes lære gik det ikke. I Polykars brev finder vi en formulering, der for-
mentlig er ret dækkende for, hvordan man tænkte i det 2. árhundrede: “Sá vil vi
med frygt og enhver omhu tjene Kristus, sádan som han selv har befalet, og
apostlene, der har forkyndt os evangeliet, og profeterne, som fomd havde for-
kyndt vor Herres ankomst”. Herren, apostlene og profeteme (dvs. Det gamle
Testamente), det var grundlaget for kirkens lære.
Som vi ved, blev efterhánden ogsá “Herrens Ord” og “apostlene” skriftligt
fikseret, men det varede længe, f0r man kom pá den idé, at disse skriftlige vid-
nesbyrd skulle have en særlig status i forhold til den overlevering, som levede i
menighedeme. Irenæus hen mod ár 200 var den fprste, som bevidst og i stprre
omfang henviste til sável evangelie- som brevlitteraturen. Det gjorde han ikke,
fordi han mente, det var principielt bedre end at henvise til menighedstradi-
tionen, men fordi opgpret med gnostikeme lagde det nær. Eftersom ikke mindst
de gnostikere, som Irenæus i særlig grad 0nskede at bekæmpe, i vid udstrækning
brugte og fortolkede de skrifter, der kom til at indgá i Ny Testamente, var han
npdt til at pávise, at de misbrugte skrifterne. Men der er ikke tale om, at Irenæus
gav skriftbeviset nogen særstilling. Mindst lige sá væsentlige var “Sandhedens
Regel” og den ubrudte overlevering i bispeembedet. Man kan derfor godt, som
det er sket, kalde Irenæus “den fprste skriftteolog”, men sá má man præcisere,
hvad man mener, og hindre enhver mulighed for mindelser i retning af luthersk
skoleteologi. For Irenæus var det ingen fristelse at g0re kirken til et selskab af
29
L