Ritröð Guðfræðistofnunar - 01.01.1998, Síða 32

Leif Grane
Bibellæsere, da de fleste kxistne i hans omráde var analfabeter, i0vrigt en erfa-
ring, han deler med de fleste kirkelige embedsmænd i det meste af kirkens his-
torie.
Historiens vidnesbyrd om, at oldkirken overvejende levede af og i menig-
hedstraditionen, er sá overvældende, at det má forurolige alle, der vil g0re Ny
Testamente til kirkens grundlag. F0rst i det 4.-5. árhundrede kan man tale om, at
den samlede Bibel, Gammel og Ny Testamente, for teologerne generelt blev den
afg0rende autoritet. Det er sáledes klart hos Augustin, som uforbeholdent kun
bdjede sig for Skriften, mens alle andre skrifter mátte pr0ves pá den. Hverken han
eller andre senere teologer kom dog pá den tanke, at man skulle studere Bibelen
for at finde ud af, hvad kristendom og kristen tro er. De læste Bibelen og brugte
den som kriterium for sund lære, men det gjorde de som dem, der - ikke fra
Bibelen, men fra kirken - i forvejen vidste, hvad troen drejer sig om.
Den tanke, at forstá den bibelske autoritet som den sande kilde til viden om
kristendom, isoleret fra den allerede eksisterende kirkelige sammenhæng, blev
ikke tænkt i oldtid og middelalder, men fprst med Bibelhumanismen i slutningen
af det 15. og begyndelsen af det 16. árhundrede. Det kan ikke udelukkes, at denne
besynderlige, antikvarisk orienterede idé har medvirket til at skabe den form for
biblicisme, som kom til at præge den lutherske ortodoksi. Nu h0rer jeg ikke til
dem, der vil være med til at nedvurdere ortdoksien, der var adskilligt bedre end
sit rygte. Det er da heller ikke svært at se de grunde, man dengang havde til at
m0de den pavelige autoritet med den modvægt, man fandt i den ufejlbare Bibel.
Men det kan næppe nægtes, at den apologetiske npdvendighed havde fplger, der
skulle vise sig skæbnessvangre.
Inden vi underspger det nærmere, vil jeg sige et par ord om Luther. Han tog
ved lære af humanismens hermeneutiske og sproglige kundskaber, men for ham
var Bibelen ikke en kilde, der skulle oplyse ham om, hvad det vil sige at være en
kristen. Han læste den som kirkens bog - som den, der allerede i kraft af sin dáb
var i kirken. Det sted, hvor Bibelen var af afgprende betydning, var i den teolo-
giske argumentation. At den som kirkens bog var en kilde til trpst og formaning
for enhver, der var i stand til at læse, sagde sig selv, men skpnt Luther henviser
til Bibelsteder, nár han taler om, hvordan man lever som kristen, faldt det ham
aldrig ind, at det skulle være de anf0rte Bibelsteder, der bevirkede troen. Nár han
taler om Ordet og troen, der ved Helligándens kraft m0des og skaber ny virke-
lighed, er det ikke Bibelordet og dets læser, han tænker pá, men Guds levende
ord i forkyndelse og sakramenter, der hpres og ved Helligánden modtages i tro.
Fides ex auditu - troen kommer af det, der hpres. Hertil svarer det, nár han i ind-
ledningen til Wartburgpostillen understreger, at evangeliet egentlig ikke er skrift,
men et mundtligt ord. Kirken er ikke “ein Pfederhaus”, men “ein Mundhaus”.
30