Ritröð Guðfræðistofnunar - 01.01.1998, Qupperneq 33

Tro og tradition
Grundlaget for troen kan ikke hos Luther uden videre identificeres med Skriften.
Ja, men hvad sá med sola scriptura, som vi alle lærer at sige til eksamen?
Betyder det da ikke, at Bibelen alene er autoritet i kirken? Jo, det betyder, at intet
i kirken má være i strid med den hellige Skrift. Men det betyder ikke, at bogen
som sádan er livskilden. Den er ikke viva vox. Kirken er ikke et læseselskab, men
en menighed, forsamlet om det levende ord. Et meget stærkt udtryk for det har
Luther givet, da han i 1520 takkede Gud for, at han har bevaret dáben uskadt
ogsá under paveddmmet, sá vi kan være sikre pá, at kirken er til, om den sá ogsá
kun bestár af smábprn i vuggen. Luther mente som bekendt, at smá bprn kunne
tro, men han har aldrig pástáet, at de kunne læse. Men han tænker sig altsá, at
kirken kunne være til uden Bibellæsere. Det er her ikke afgprende, at en sádan
kirke pá længere sigt ville være absurd. Alle indvendinger, som f.eks. at bprnene
ville blive voksne og lære at læse, er ligegyldige. Kan kirken - bare en enkelt dag
- bestá udelukkende af pattebprn, er det nok til at sige, at kirken ikke bygger pá
Bibelen, hvor npdvendig den ipvrigt er.
Nu er det jo velkendt, at reformationen forkastede “menneskelige overleve-
ringer” og ville holde sig til Skriften alene. Vi har ogsá lært, hvordan Romerkir-
ken pá Tridentinerkonciliet stillede skrift og tradition lige, i udtrykkelig modsæt-
ning til reformationen. Ved tradition forstár Tridentinum fprst og fremmest de over-
leveringer vedrprende tro og sæder, som under Helligándens diktat er bevaret i
kirken. Konflikten synes her uimodsigelig. Luther havde, under pres af sine mod-
standere, som bekendt bestridt det almindelige konciliums ufejlbarhed. Dermed
havde han peget pá npdvendigheden af at skelne mellem sand og falsk tradition
i kirken. Han var dog ikke bange for at henvise til traditionen, nár sagen talte for
det. Sáledes erkender han i polemik med dpberne, at det ikke ud fra Ny Testa-
mente kan bevises, at bprn skal dpbes, og henviser i stedet for til, at denne skik gár
meget langt tilbage i kirkens historie, og det er nok for ham - i forbindelse med
en teologisk forstáelse af dábens indhold, som kan udledes af Det nye Testamente.
Konflikten om skrift og tradition er imidlertid reel nok. Romerkirken stiller
det almindelige konciliums vedtagelser pá linie med Den hellige Skrift ud fra
den overbevisning, at Helligánden har dikteret dem. Den lutherske kirke afviser
en sádan ligestilling pá forhánd. Begrebet “tradition” har for Romerkirken en
klart defíneret betydning. Reformatorerne bruger som regel begrebet i flertal:
traditioner, overleveringer, og mener hermed alle overbevisninger, der var
gængse i kirken, men som efter reformatorernes mening var i strid med Den
hellige Skrift. Dette begreb, ‘traditiones humanae’, har sáledes ogsá en ganske
bestemt betydning, som vel har været med til at gpre ordet tradition suspekt pá
luthersk grund. Efter min mening - som det máske allerede er fremgáet, og som
det vil blive endnu tydeligere - med urette.
31