Ritröð Guðfræðistofnunar - 01.01.1998, Side 34

LeifGrane
Hverken Luther eller hans medabejdere havde noget imod overleveringer
som sádan. Det viser sig f.eks. tydeligt i Luthers forskellige gudstjenesteordninger.
Der er ikke tale om, at han forsdger at omkalfatre gudstjenesten i den tro at kende
den rette bibelske ordning, sádan som det f.eks. skete i Calvins Genéve. Han
fjemer, hvad han anser for ukristeligt, men beh0ver ikke noget skriftsted for at
fastholde, hvad han bevarer. Sádan som vi bruger ordet, kan man derfor roligt
sige, at han videref0rer traditionen. Nár han erstatter en række af de faste led i
liturgien med menighedssalmer pá tysk, har det báde æstetiske og pædagogiske
gmnde, men ingen teologiske. Der er, kan man sige, tale om en tilpasning af
traditionen, ikke om en ophævelse af den.
Nár Luther kunne bære sig sádan ad, ja, nár han slet ikke tænkte pá at g0re
andet, hænger det sammen med, at han jo ikke ville andet end at belære det
kristne folk om det, der fra begyndelsen havde været kristendom. Han bmgte
Bibelen til at fjerne nytilkommen, falsk tradition med for at kunne bevare og
videref0re den sande tradition.
Omstændighederne f0rte med sig, at selve begrebet “tradition” blev belastet,
hvorfor det udgik af den reformatoriske sprogbrug, men sagen var til stede
overalt. Det viser sig stærkt og overbevisende i Den lille Katekisme, der jo uden
betænkeligheder viderefprer senmiddelalderens kateketiske bestræbelser. Det er
overordentligt vigtigt, for det siger sig selv, at det, som forældre b0r lære deres
b0rn, og det er jo, hvad katekismen tilsigter, má være det, som ingen kristen kan
undvære at kende til. Dertil regnede Luther ábenbart Den apostolske
Trosbekendelse, det gamle dábssymbol, der ikke stár i Bibelen, men klart er et
stykke tradition. Nár han báde i den kateketiske belæring og i gudstjenesten blev
i tradtionen - med de ændringer, som netop havde gjort reformationen n0d-
vendig - var det, fordi han trods al sondring mellem Skriften og de menneskelige
traditioner 0nskede at videref0re, ikke at nyskabe.
Man kunne ogsá sige det pá den máde: det var en forudsætning for hele
Luthers værk, at der kun er én kirke, og at den trods alle misligheder undervejs
har eksisteret ubmdt siden apostlenes dage. Man kan derfor gerne sige, at Luther
var pkumenisk, ja, at det ligger klart og tydeligt i den kirkelige traditon, han
videref0rte, at fastholde kirkens enhed. Ordene “0kumenisk” og “katolsk” er det
i vore dage moderne at bruge. Begge dele, synes det, er noget, man gerne vil
være. Det er ogsá fuldt berettiget. Apostolicum bekræfter det. Jeg tror kun, man
skal være varsom med at identificere disse ord, som ret forstáet godt kan bruges
i forbindelse med Luther, med den anvendelse af dem, vi finder i de kirkelige
organisationer pá verdensplan. Det var en af Luthers indvendinger mod pave-
dpmmets fordring pá at være indstiftet af Kristus, at den græske kirke dermed
blev udelukket af fællesskabet. Han pegede ogsá pá, at der fandtes kristne under
32