Ritröð Guðfræðistofnunar - 01.01.1998, Qupperneq 35

Tro og tradition
tyrkeme, der aldrig havde h0rt om paven. For sá vidt som Apostolicum og dáben
repræsenterer den kirkelige tradition bagom reformationen, som vi holder fast
ved, har vi ingen grund til ikke at være pkumeniske og katolske i den betydning,
at vi fomdsætter, at der findes mange kristne i andre kirkesamfund ligesom i vort
eget. Det er efter min mening rigtigt, at Den augsburgske Bekendelse er blottet
for konfessionalisme og altsá i den betydning er katolsk. En anden sag er det, at
enheden i dag ikke har det synlige, ydre udtryk, som pkumenikere báde i luther-
dommen og i Romerkirken kunne 0nske sig.
Her gælder det dog nok om at skelne mellem den kristne tro, som fastholder
den ene, almindelige kirke pá trods af de konfessionelle skel, og bestræbelsen pá
gennem teologiske forhandlinger at komme hinanden nærmere. Det sidste er en
virksomhed, der ikke kan finde sted uden kirkepolitiske undertoner, som efter
min mening ikke direkte har med den kristne tro at g0re.
For mange ár siden deltog jeg efter indbydelse i et symposium i Salamanca i
Spanien, det fprste m0de mellem lutherske og spanske teologer, uden at de
sidstnævnte var medlemmer af en inkvisitionsdomstol. Vi havde nogle gode
dage og lærte meget om hinanden. Natten f0r den sidste dag havde sá de profes-
sionelle pkumenikere, et par stykker fra hver side, arbejdet pá en konklusion pá
mpdet. Vi fik resolutionen læst h0jt. Allerede den f0rste sætning snublede jeg
over. En medarbejder ved Det lutherske Verdensforbund havde holdt foredrag
om de sákaldte Malta-samtaler mellem katolikker og lutheranere. I resolutionen,
der var udformet pá fransk, hed det, at det var “fondamental” for vore menig-
heder at h0re om disse samtaler. Jeg protesterede mod denne misbrug af sproget
og sagde, at fundamentalt for vore menigheder som for os selv var alene “Guds
ord og sakrament”. Det nikkede spanierne til. Sá blev det rettet til “trés impor-
tant” - meget vigtigt. Der er sá meget, der er vigtigt, sá det lod jeg passere.
Jeg har nævnt denne oplevelse for at illustrere min bemærkning om de poli-
tiske undertoner i pkumenikken. Det hprer netop med til den tradition, vi har
modtaget fra vore fædre, at Guds ord og sakrament er det eneste, vi kan leve af
og d0 pá, og sá nytter det ikke at pástá, at det er fundamentalt for os at kende til,
hvad nogle teologer har diskuteret med hinanden. Det kan gerne være meget
interessant, men livsvigtigt er det ikke. Troen pá den ene kirke er et led i den
sammenhæng mellem tro og tradition, som for mig at se er uopgivelig, men
teologiske samtaler kan aldrig være andet end teologi, og den kan vi hverken
leve af eller d0 pá. Der kan ikke indvendes noget mod, at teologer bruger tid og
kræfter pá at tale med kolleger fra andre kirkesamfund. Mener vi det alvorligt
med at gá ud fra, at vi er fælles om trosbekendelse og dáb, er det rigtigt at tale
med de andre, og om fornpdent: at strides med dem, uden af den grund at
frakende dem kristennavnet. Men dermed er det ikke givet, at man kan tilslutte
33