Ritröð Guðfræðistofnunar - 01.01.1998, Blaðsíða 36

LeifGrane
sig et hvilketsomhelst fors0g pá at skabe institutionelle tilnærmelser. Man kan
tænke pá Porvoo-Erklæringen eller pá den fælles erklæring om retfærdiggprel-
sen. For mig at se er begge dokumenter kirkepolitiske forspg, der ikke har noget
synderligt at gpre med den kristne tro eller med den tradition, vi er forpligtet pá.
Efter denne lille pkumeniske digression vil jeg vende tilbage til kirkehistoren,
sádan som man altid er npdt til at gpre, nár man vil beskæftige sig med, hvad
kristendom og hvad kristen tro vil sige. Hvorfor er det npdvendigt? Det er det,
fordi kristendom og kristen tro nu engang kun findes konkret - i en bestemt,
given skikkelse. Som det gjaldt i det 3. eller det 11. árhundrede, gælder det
stadigvæk: kristendom findes kun som overlevering i historisk form, dvs. som en
nærmere angivet tradition. Sádan kan der tales om den uden noget personligt
engagement. Men man kan jo ogsá tale om kristendom - det skulle vel vi, der er
her til stede, gerne vide - som det, man selv lever med, og hvis fordring pá at
være sandhed man vil g0re gældende. Ogsá i det sidste tilfælde er der tale om en
bestemt historisk tradition, men nu udtrykkeligt om en overlevering, der skal
videregives. Anden kristendom end den historisk givne findes ikke. Netop derfor
er det npdvendigt at gribe til kirkehistorien, for uden den er der ingensomhelst
garanti for, at det, man taler om, er kristendom. A1 tale om kristendom, der ikke
hviler pá den overlevering, vi har modtaget, er en ren konstruktion, et ab-
stractum, som intet har med kristen tro at g0re.
Jeg bliver nu n0dt til et djeblik at tale om den teologiske udvikling efter den
lutherske ortodoksi. Det er vist ikke ukendt, at der gár flere linier fra ortodoksien
til oplysningsteologien. Allerede ortodksien havde ved genindfprelsen af det
aristoteliske system bidraget til at skabe en naturlig teologi, der dannede ligesom
underetagen under den bibelteologiske overbygning. Derfor bet0d oplysnings-
teologien ikke noget egentligt brud med ortodoksien, men snarere en langsom
omformning. Det kristne folk holdtes i Danmark mere eller mindre i live med
Luthers lille katekismus, Kingos salmer og kirkeritualet, og det fortsatte ind i
oplysningstiden. Pá ét punkt holdt oplysningsteologerne fast ved ortodoksiens
opbygning: de bevarede Bibelen som grundlag for deres teologi. Men med den
historiske behandling af Bibelen var alligevel alt blevet anderledes. Vi ved alle,
hvad det betpd: i stedet for den tradition, som hidtil havde rádet, trádte en natur-
lig teologi og en Bibelfortolkning, der var tilpasset tidens rádende forestillinger.
Det vil realiteten sige, at fastholdelsen af Skriftens autoritet som eneste grundlag
for kristendommen sá langt fra at betyde en fortsættelse af traditionen netop
medfprte et brud med den. I virkeligheden gjaldt det ikke blot den radikale op-
lysningsteologi, men ogsá den moderate, den sákaldte supranaturalisme. Forstáet
pá denne máde blev skriftautoriteten en afgprende hindring for at fastholde den
overleverede kristendom. Kriterierne for Bibelfortolkning hentedes nu uden for
34