Ritröð Guðfræðistofnunar - 01.01.1998, Síða 37

Tro og tradition
den kirkelige overlevering. Det bet0d, at forstáelsen af den kristne tro ikke
byggede pá arven fra fædrene, men konstrueredes ud fra tidens almene ideer om
fornuft og dyd. Man kan ogsá sige det pá denne máde: der var ikke længere tale
om en bestemt arv, som det gjaldt om at bringe til udtryk pá tidens betingelser,
men i stedet for var det tidens ideer, der - underbygget med Bibelen - skulle
diktere, hvad kristendom eventuelt kunne være.
Hvor stærkt denne tendens gjorde sig gældende, mærker man selv hos dem,
der om sig selv mente, at de gjorde alt for at bevare traditionen. Man kan f.eks.
tænke pá de nye bpger til menighedens brug, som Sjællands biskop, N.E.Balle,
præsenterede kort f0r ár 1800: “Lærebog i den evangelisk-christelige Religion”
og “Evangelisk-christelig Psalmebog”. Disse værker var ment som fors0g pá det,
som kirken altid har gjort og altid má g0re, nemlig at m0de tiden dér, hvor den
er. Den menneskelige historicitet betyder jo, at netop hvis man vil sige det
samme, som fædrene sagde, má man sige noget andet. Siger man uden nuancer
det samme, som fædrene sagde, er det helt sikkert, at man siger noget andet, end
de gjorde. Det er forgæves at bede tiden om at stá stille.
Det er en vandring pá en knivsæg: tale om den samme tro, som fædrene
havde, kan man ikke, med mindre man til en vis grad finder andre udtryk for det.
Pá den anden side: hvis det andet, man siger, ikke er det samme, som de gamle
sagde, ja, sá er det lige sá galt, som hvis man talte forbi sin egen tid ved blot at
gentage forrige generations ord. Der er altsá to afveje eller grpfter, som det
gælder om at undgá: enten at forblive i fortiden, sá det, man siger, forstenes eller
rammer ved siden af; eller at rive sig l0s fra selve troens grundlag i traditionen,
sá det ikke blot er det forældede sprog, man opgiver, men ogsá det, som det
gælder om at bringe til udtryk pá en tidssvarende máde.
I grunden er dette teologiens grundproblem til alle tider: at udtrykke troen pá
traditionens grund, men pá tidens betingelser. Man kunne ogsá sige: báde bog-
staveligt og metaforisk talt drejer det sig om at oversætte evangeliet. Hvad det
bogstavelige angár, kan det synes at være en trivialitet: det er jo indlysende, at
hvis man vil omvende en afrikansk stamme til kristendommen, má man tale et
sprog, den forstár. Men som alle, der har beskæftiget sig med oversættelse, ved,
er det ikke slet sá trivielt, som det kan lyde. Ethvert sprog er blevet til i en be-
stemt kultur, hvis forstáelseshorisont og referencerammer má indgá i de betin-
gelser, der skal tages i agt, hvis oversættelsen skal lykkes. Men det er pá den
anden side klart, at det er budskabet, der skal komme til orde i oversættelsen.
Forstáelseshorisont og referencerammer má blive bestemmende for oversættel-
sens udtryk, men har ingen ret til at omforme budskabets karakter.
Men det, der gælder geografisk og sprogligt om oversættelser, har i overfprt
forstand ogsá gyldighed i tidens kategori, dvs. inden for den samme kultur. Vi
35