Ritröð Guðfræðistofnunar - 01.01.1998, Side 41

Tro og tradition
som opretholdtes fra reformationens begyndelse til og med oplysningsteologien
er pá den anden side ikke længere holdbar. Det er der i hvert fald to stærke
grunde til. Den ene er en konsekvens af den historiske læsning af Bibelen. Vil
man fastholde skriftprincippet, som om intet var sket, og samtidig drive historisk
kritik af Bibelen, ender man med, hvad Grundtvig beskyldte Clausen for: det ek-
segetiske pavedpmme. Den anden grund er af mere almen karakter. Bevidsthe-
den om menneskets historiske virkelighed, som den formedes i lpbet af det 18.
og begyndelsen af det 19. árhundrede, indebærer i sig selv en erkendelse af, at vi
lever i en bestemt tradition, som vi kun kan forholde os til, hvis vi skaffer os et
kendskab til den. Eftersom kristendommen kun eksisterer konkret, dvs. som den
manifesterer sig i historien, má det betyde, at ogsá den er uoplpseligt forbundet
med traditionen.
Anskuer man reformationen pá denne baggrund, bliver det klart, at reforma-
tionen trods det skarpe skel mellem skrift og tradition ingenlunde fornægtede
traditionen, men bevidst viderefprte den i forbindelse med en traditionskritik,
som det vil være hver generations opgave at fortsætte pá bestandigt nye histo-
riske betingelser. I fortalen til en prædikensamling taler Grundtvig om at skelne
mellem det uforanderlige og det fremskridende i kirken. Vil man holde fast ved
den gammeldags kristendom, dvs. ved den ægte tradition, má man stptte sig til
den ældre lærebygning og tankegang, men má ikke lade sig mure inde i den. For
at det skal lykkes, má man have indset, siger han, at foreningen af lys og liv, af
fasthed og fremskridt, var iværksat fra begyndelsen af Herren og Ánden. Kris-
tustroen er fasthed, men Ánden er frihed. “Sá er det da”, tilfpjer Grundtvig, “ikke
vort individuelle, men hele den udpdelige menigheds vidnesbyrd, báde om
troens ægthed og om livet, der skænkes os, som bprnene i Kristus lever af’.
(Tale efter promotionen)
Rector magnifice, hpjtærede dekan, hpjlærde professorer og doktorer, mine da-
mer og herrer!
Det er mig en glæde at udtrykke min varme tak for den ære, der i dag er blevet
mig til del. Jeg takker ogsá for de ord, hvormed dekanen motiverede min promo-
tion til doctor theologiae honoris causa ved Islands universitets teologiske fakul-
tet. Nár man har brugt en meget stor del af sit liv til lærde studier, er det en stor
opmuntring, hvis andre i den akademiske verden mener, at det ikke har været helt
forgæves. Nár det er en særlig glæde, at mine islandske kolleger har villet give
mig en sádan opmuntring, har det sine grunde, som jeg gerne kort vil gpre rede
for.
Island har meget tidligt i mit liv haft en særlig betydning for mig. Jeg tilhprer
39