Eimreiðin - 01.05.1914, Blaðsíða 62

13«
som dolger Bjergets Skat.
Du ved, at naar den hænger
sit Slor for Dværgens Hjem,
da er det just sig trænger
en Hær af Tanker frem1 2)
Men Ak, de hænge dorske
i »Hjallen« fra ifjor,
de skonne Tanketorske,
mit gode Sjælefoer.
Jeg fanged dem i Dalen
og hojt paa Bjergets Top8),
saa bandt jeg dem ved Halen
og hængte dem saadan op.
»0, hvis vi kunde tuske«,
(som Kobmand Peder sang),
Du kan vel sagtens huske
vor Handel mangengang.
Du vandt vel ikke meget,
var billig vel som Faa.
Nu har jeg kun mit Eget
— min Torsk — at tygge paa.
Ja, seer Du vel, jeg trængte
ret til at see Dig nær,
der er vel Faa, der hængte
sig ikke, som Jeg er.
Mit Hav og Fjeld, de lytte,
thi Sangen, den er sand.
Nu tænkte jeg paa Schytte,
bestemt en dygtig Mand3)
Ser Du! det endte noget prosaisk; ikke for det jeg jo gerne
vilde digte videre, men saa fik jeg dette Besog (af Schytte), som
jeg ikke kan afvise. Nu skal du slet ikke tro, at jeg egentlig
skriver for at ville more Dig, men jeg er i Humeur, eller hvad
de kalde det. Til Lyklce med Soro! Vor uforglemmelige Eirik-
sen4 *) tilbragte der, som Du véd, sine bedste Aar. Desuden har
Island haft flere gode Venner i Soro. Hvis det kan glæde Dig —
som det sikkert gor, saa maa jeg forst og fremmest forsikre Dig
om, at unge og gamle i Island, hvem der kendte Dig eller have
hort Dig omtale, mindes Dig med Kærlighed. Heller ikke Dit —
opofrende Venskab i min kedelige Sygdom er ubelonnet. Det
orntales nu som Beviset for Din Godhed saa meget mere, som
jeg nu ikke heller er ligegyldig for flere af mine Landsmænd.«
x) Se f. Eks. den Aften paa Stranden i Aðalvík.
2) Det er da heller ikke saa underligt; saaledes har jeg hort af paalidelige
Mænd, at et Par tyske Rejsendc i indeværende Sommer troede at maatte bemærke
i Dagbogerne som noget mærkværdigt, at de havde set Flyndere hojt op til Fjelds
i Borgarfjorden. Vel var det kun Faar, men paa den stejle Bjergskrænt maa de
have set ud som flade Tingester, der var lagte der op for at torres.
3) Hér og næst á efter er átt við ferðasögu, sem samferðamaður Steenstrúps,
náttúrufræðingurinn J. C. Schythe, hafði sent Jónasi, og sem hann í bréfinu fer
nokkrum gletnisorðum um, af því honum hefir þótt hún nokkuð þurpumpuleg.
4) Hér er átt við Jón Eiríksson konferensráð, ættjarðarvininn mikla, sem einu
sinni var kennari í Sórey.