Sagnir - 01.06.2000, Blaðsíða 75

Valdemar den Slore (1154-82).
Ingjalds sachsiske dronning prover atformiide Slarkad.
den foregáende krig og havde fáet lov til at kobe sig fri, var
vendt tilbage som fjender."51 Hadet til sachserne (som der
egentlig stár) er her en ligeberettiget del af begrundelsen for at
slá alle de flygtende fjender ihjel.
Dansk-tyske modsætninger
I det hele taget dukker det dansk-tyske modsætningsforhold op
i Saxos værk gang pá gang. Det ser ud til at være et
gennemgáende tema hos Saxo, og hans egen holdning er klart
antitysk.
Da Valdemar den Store er i Tyskland pá besog hos kejseren,
beretter Saxo sáledes om en hændelse, der understreger
opfattelsen af forskelle pá dansk og tysk. Valdemar fár brug for
foder til sine heste og vil kobe noget men fár af kejseren at vide,
at han ikke behover at kobe, da hele omrádet er kejserens kones
arvegods - han kan bare tage. „Hertil svarede Valdemar at han
var konge, ikke landevejsrover! Han nægtede at plyndre og
stjæle for at skaffe sig forsyninger, og hvad han fandt
utilladeligt hjemme [domus], havde han ikke tænkt sig at
acceptere i udlandet [apud exteros52]. Selv om den slags
voldshandlinger kunne siges at være undskyldelige i en
nodsituation som den han stod i, kunne han ikke fá sig selv til
at gore brug af tilladelsen, for han ville ikke odelægge sit
hjemlands mildhed og retsindighed [domesticæ æquitatis
mansuetudo] med udenlandsk ufolsomhed [peregrina
austeritasj."53 Her ses en dansk selvopfattelse som mild og
retsindig overfor udenlandsk, tysk ufolsomhed. Saxo viser ogsá
en klar forskel pá dansk og tysk opfattelse af fyrstemagten: Den
tyske betragter, i modsætning til den danske,
myndighedsomráder som personligt arvegods.
Saxos antityskhed kommer ogsá kraftigt til udtryk gennem
hans store sagnhelt Starkad, der er kommet til den danske kong
Ingjalds gárd, hvor han beværtes. Han máler frádseriet med
ojnene, men „den slags udenlandske skikke [externus ritus] ville
han under ingen omstændigheder forfalde til", sá han gor sig
hárd over for alle delikatesserne.54 Starkad ser hvordan ædle,
gamle skikke gár til i nymodens odselhed og vender
sig bort i væmmelse og beder om simpel bondekost,
„for han ville ikke lade sig inficere af de udenlandske
lækkerier [externae deliciae] med deres kunstige
velsmag, han ville ikke slække pá den sande moral
eller opgive det gammeldags mádehold til fordel for
en nymodens forgudelse af ganen."55 Omvendt, siger
Saxo, var det med Ingjald, thi han „kastede sig over
det nye kokken med en lossluppenhed der overgik
alt hvad forfædrenes traditioner [mos patrius] kunne
tillade. For sá snart han én gang havde lagt sig efter
tyske vaner [Theutoniæ mores], skammede han sig
ikke over at forfalde fuldkommen til tyskernes
kvindagtige ekstravagance [effeminata eius lascivia].
Det var ikke sá fá overdádige madvarer der
strommede fra Tysklands slampol [ex cuius sentina]
ned i halsen pá vores fædreland [patria nostra]. ...
Derfra kom den losslupne opforsel der ligger sá langt
fra vores forfædres skikke [ritus patrius]. Sádan har
vores omráde [regio nostra], der har opelsket
mádeholdet som en medfodt egenskab, hentet det
sode liv hos sine naboer [a finitimis]."56 Starkad
forklarer Ingjald sin vrede og siger, at det er kongens
tyske venner med deres overdrevne vaner, der var
skyld i frádseriet.57 Starkad skælder kongen ud for at
sidde og ræbe afskyeligt, mens han „lod sig forlokke
af tyskernes fristelser [Saxonica illecebra]" og var
blevet „fuldkommen blottet for mandighed".58
Dronningen var af sachsisk herkomst, og hun bliver
pá det groveste afvist, da hun prover at formilde
Starkad. Bl.a kvæder Starkad: „Ingjalds uanstændige,
káde hustru / vil sá geme folge de tyske skikke: / alt
er pragt og fráds, og hun koger ækle, / kunstige
retter [Uxor Ingelli levis ac petulca / Theutonum ritus
celebrare gestit / instruit luxus et adulterinas / præparat
escfls]."5’
73