Sagnir - 01.06.2000, Blaðsíða 79

Fælles tro: At danerne i den tidlige middelalder havde en fælles
tro er kendt, og objektivt set kan dette altsá bruges til at beskrive
danernes kultur som ensartet. Men den subjektive side af sagen,
danernes egen opmærksomhed pá dette, er i denne tekst mindre
belyst, end den kunne have været. Saxos beskrivelser af
vendertogene er her nemlig ikke blevet undersogt, og dette má
gores for at fá fyldigere indblik i troens betydning for
selvopfattelsen. Ælnoth talte dog livligt om Knud den Hellige
som en danernes væmehelgen og martyr, som de ikke havde
haft for. Ogsá Saxos omtale af oprettelsen af det nordiske
ærkebispesæde viser med al tydelighed en binding mellem
kirke, folk og rige. Her skulle den danske kirke losrives fra
sachsisk overhojhed, sá biskoppen, riget og dets kirke ikke
skulle lyde fremmede. Endvidere benævnte Saxo gerne Absalon
som danemes eller det danske folks ærkebiskop. Kirken har
altsá været opfattet som dansk og ikke en universel eller
europæisk institution.
Fælles skikke: Ælnoth viser tydeligt ved omtalen af Vilhelms
ordre til englændeme om at klæde og klippe sig som
normannerne, at man i samtiden har opfatte fælles skikke som
karakteristisk for et folk. Dog omtaler Ælnoth ingen skikke som
specifikt danske. Saxo leverer derimod til overflod eksempler
herpá. Her tænkes naturligvis pá hans mange udfald mod tyske
skikke og forherligelsen af de danske.
Tilknytning til et fælles historisk omráde, hjemland eller
fædreland: Her er begge kroniker enige om, at danernes
fædreland er Danmark; Danmark defineres af danerne. Ælnoth
nævner jo fx, at danemes opror er Danmark, der gor opror. Saxo
viser i sin Fortale, at Danmark er et velafgrænset areal, som ikke
defineres af kongens magtomráde. Forbindelsen mellem land
og folk er total og er et gennemgáende træk i begge kroniker.
Fællesskabsfolelse eller nationalbevidsthed hos afgorende
dele af befolkningen: Hos Ælnoth sá vi, hvordan kongens virke
ideelt set skal være folkets vel. Hos Saxo har vi set utallige
eksempler pá, at Saxo selv har forbundet sig med Danmark og
danerne, men ogsá eksempler pá, at han má have gáet ud fra, at
hans læsere i lige hoj grad har gjort det. Saxo viser os i ovrigt, at
Absalon selv i hoj grad har forbundet sig med danerne og
Danmark ved bl.a. at lade sig kalde „det danske folks
ærkebiskop". Endvidere lader Saxo flere steder skinne igennem,
at en sádan forbinden sig med det danske har været mere
udbredt. Helt konkret det foromtale vendertogs deltagere; men
krigere i det hele taget, lader Saxo forstá, kan opildnes af
fædrelandskærlige ord.
Begge forfattere har pá en eller anden máde været tilknyttet
kirken; Saxo er tillige ud af en krigerslægt og har i ovrigt
gennem Absalon i en eller anden grad været tæt pá magtens
folk. Dette giver yderligere et fingerpeg om i hvilke kredse, der
under alle omstændigheder var en opfattelse af Danmark og
danerne, og hvor stærke folelser der har været forbundet
hermed. At der sáledes i kirkelige kredse ogsá pá de lavere
niveauer har været en klar opfattelse af folket og fædrelandet,
virker bestemt rimeligt at antage, mens man ogsá med samme
sikkerhed kan antage, at stormænd og krigere har haft en sádan
klar opfattelse af disse fænomener og endog har forbundet sig
stærkere hermed. Endelig har der pá Saxos tid i selve magtens
centrum været en markant nationalbevidsthed.
Dette kan opsummeres ud fra det gennemgáede. Det bor her
bemærkes, at langt fra alle brugbare eksempler fra Saxo er
anvendt og endvidere, at onsket om bredde i kilderne samt den
begrænsede plads har udelukket anvendelsen af fx Lejrekmiiken
og Sven Aggesens danmarkshistorie, der ellers ville
have forstærket det nationale indtryk.
Det kan konkluderes, at de gennemgáede
kronikers forfattere har haft en helt klar opfattelse af
Danmark og danerne som forbundne storrelser.
Danerne og Danmark udgor en sammenhorende
enhed. Kongemagten og kirken har pá
Valdemarernes tid (1157-1241) ligeledes haft en klar
nationalbevidsthed, hvilket ogsá stormænd har haft
og noget peger ságar pá en nationalbevidsthed
blandt almuen.
Pá baggrund af gennemgangen af Ælnoths
Kronike og Saxos Danmarkshistorie kan det sáledes
konkluderes, at man kan tale om et dansk folk i tidlig
middelalder og dermed ogsá om en dansk
nationalbevidsthed, idet man má konstatere
folgende: At danerne helt klart var en navngiven
gruppe med en opfattelse af fælles byrd og herkomst.
En gruppe der endvidere havde en fælles historie,
havde fælles sprog og tildels var opmærksom herpá,
havde en fælles tro, som bevidst blev afskáret fra
udenlandsk indflydelse, og fælles skikke, der blev
tildelt en del opmærksomhed og i ovrigt opfattet som
værende væsensforskellige fra især de tyske, samt en
stærk tilknytning til et fælles fædreland. Desuden má
der siges at have været en fællesskabsfolelse eller
nationalbevidsthed hos afgorende dele af
befolkningen.
77