Sagnir - 01.06.2000, Blaðsíða 77

dystre og trykkende tavshed og forvandlede bekymring til
gápámod, for han mindede vores mænd om deres forfædres
bedrifter [veterum virtutes] og opmuntrede dem til at hævne
deres dræbte kammerater - og det med en sádan veltalenhed at
det ikke alene blæste deres dystre tanker bort, men ogsá fik mod
og styrke op i hver eneste mand, ja, det er helt utroligt at en
udlænding [alienigena homo] i den grad kunne styrke vores
landsmænds sind [in nostrorum animos] med sine ord."65 Her
understreges jo tillige det for Saxo mærkværdige, at en
udenforstáende kunne inspirere „vores".
Historisk legitimering
At historien bliver brugt til at inspirere og ságar til at begrunde
handlinger med, er altsá heller ikke noget nyt; et sádant syn pá
historien som værende vedkommende bygger pá visheden eller
forestillingen om, at den handler om ens forfædre og derfor om
een selv som del af det samme folk. Et klart eksempel herpá
findes hos Saxo i beskrivelsen af Thyra Danebod, der efter den
tyske kejser Ottos indfald i Jylland onskede „at sikre
fædrelandet bedre mod hemmelige indfald fra udenlandske
fjender [clandestinis exterorum], og hun tog fat pá at afgrænse det
med en vold og en grav hele vejen fra Slien til Vesterhavet, og
oven pá denne grundvold byggede hun et umádelig solidt
Thyra Danebod ved arbejdet pi Danevirke.
forsvarsværk af jord. Senere har kong Valdemar og Absalon, det
danske folks ærkebiskop [Danicæ gentis antistes], vist tilsvarende
hengivenhed over for fædrelandet ved oven pá denne vold at
anlægge en mur af teglsten. De foretrak at udbedre de steder
hvor den gamle vold var ved at falde sammen, med et helt nyt
og mere solidt anlæg, frem for at lade den forfalde stadig mere
i fremtiden. Den oprindelige vold brugte de derfor som
fundament da de med mandig kyndighed fuldforte hvad de
kvindelige evner havde iværksat, men ikke
fuldbragt. De var sig bevidst at de var en kvindes
indsats overlegne, og deres værk blev da ogsá sá
meget mere fremragende. Samme Thyra, der bag sit
kvindelige ydre besad en mands mod, befriede ogsá
Skáne fra byrdefulde skatteforpligtelser under
svensk herredemme. Ved sáledes at holde fjenden
borte, til den ene side med mure, til den anden side
med váben, skænkede hun fædrelandets forskellige
grænser lige god beskyttelse."'* Her sættes Valdemar
den Stores og ærkebiskop Absalons indstats direkte i
forlængelse af Thyras værk og det midt inde i
fortællingen om hende. Thyra roses hojlydt for at
have værnet fædrelandet til begge sider, og jo storre
ros hun fár, des bedre stár Valdemar og Absalon, for
de har naturligvis gjort det endnu bedre, eftersom de
jo er mænd. Men myten om dronning Thyras
bygning af Danevirke, der má have været udbredt,
idet den bl.a. tidligere er kendt af den danske
kronikeskriver Sven Aggesen, benyttes altsá til at
sætte Valdemars eget Danevirkebyggeri ind i en
historisk sammenhæng som en direkte forlængelse af
Thyras fædrelandsforsvar, og dermed forklares
Valdemars forsvar mod tyskerne ogsá historisk. Det
bor i ovrigt bemærkes, at Absalon i endnu tydeligere
vendinger end i fortalen kaldes danernes; her „det
danske folks ærkebiskop". Dette pá trods af at han jo
egentlig var hele Nordens ærkebiskop og til nod
kunne kaldes Danmarks - men her altsá det danske
folks. Da Saxo nok snarere ville fedte for sin
arbejdsgiver end fornærme ham, má det altsá være
ment som en hojst rosende benævnelse, og Saxo má
have regnet med, at Absalon ogsá ville have forstáet
det sádan.
Danernes frihed
Kampen for at holde danerne frie af tyskerne var et
aktuelt problem pá Saxos egen tid, og det er derfor
interessant at se hans beskrivelse af Valdemar den
Stores rejse til den tyske kejser. Absalons broder
Esbern Snare er bange for, at kejseren vil forsoge at
aftvinge kongen en lensed, og forseger at tale ham
fra at fortsætte rejsen, idet han bebrejder ham, at han
vil fortsætte, sá man næsten skulle tro „at han var
ude pá at lægge sit eget frie folk [libera gentis suæ], der
ikke var vant til at boje nakken for barbarer [barbari],
under tyskemes usle ág [miserabilis Theutonicorum
iugum] som solle, foragtede slaver."67 Esberns
fremstilling af en eventuel lensed gár altsá pá, at
danerne ikke skal underlægges tyskerne og ikke pá,
at kongen selv skulle blive afhængig af kejseren.
Hensynet er altsá til folket, og konsekvensen af en
lensed ser Esbern, som at folket trælbindes gennem
kongens binding. Kongen er altsá ikke bare
repræsentant for en egen slægt men er et med folket,
danerne. Valdemar fortsætter dog rejsen, men bliver
ifolge Saxo efterhánden klar over, at det virkelig
forholder sig, som Esbern frygtede: „Da det gik op
for kongen, fortrod han at han ikke havde lyttet til de
gode rád, men han erklærede at selv om han godt
kunne se at han havde fáet kniven for stmben, ville
han hellere selv miste livet end lade sit land [patria]
miste friheden."68 Valdemar má altsá senere hen
erklære sig enig med Esbern i hans betragtninger.
75