Gripla - 20.12.2010, Page 8

GRIPLA8
forfattet, eller i det mindste færdigredigeret, forordet. Det oplyses i dette,
at den Arnamagnæanske stipendiat Guðmundur Magnússon eller, som han
her kaldes, Gudmundus Magnæus (1741–1798), tidligere udgiver af kom-
missionens Edda Sæmundar hinns fróda, Pars I, med latinsk oversættelse og
kommentarer (København 1787), har udført arbejdet med den nu forelig-
gende, old islandske tekst af Egils saga foruden den latinske oversættelse og
versforklaringerne; sidst nævnte dog med støtte af pastor Gunnarus Pauli
til Hjarðarholt i Island (dvs. sr. Gunnar Pálsson, 1714–1791). Fra 1774 og til
sin død modtog Gunnar Pálsson et årligt stipendium fra kommissionen for
sit arbejde med at skrive for klaringer til norrøn digtning, og Guðmundur
Magnússon har også mange lovord om den højlærde pastor, selv om han
tillader sig at være uenig med ham i enkelte tilfælde. Faktisk er pastorens
forklaringer mange steder underlødige, men enkelte af hans rettelsesforslag
har ikke desto mindre overlevet i senere udgaver af Egils saga, f.eks. læse-
måden “Ládvardadar” i 2. linje af sagaens str. 11 (s. 223 med fodnote).
Forordets redegørelse for udgavens håndskriftsgrundlag er ufuldstæn-
dig og delvis mis visende. Sagaens tekst er i hovedsagen baseret på kodeks-
en Möðruvallabók, AM 132 fol. (M) af A-redaktionen, dog med Egills tre
store digte indsat på de tilbørlige steder (M indeholder som bekendt kun
indledningsstrofen til Sonatorrek samt Arinbjarnarkviða, sidstnævnte til-
føjet på versosiden af bl. 69 efter sagaens slutning). Udgaven er imidlertid
højst upålidelig, idet M-teksten i utallige tilfælde erstattes uden anmærk-
ning med ord og udtryk fra de andre redaktioner.2 Der anføres en mængde
varianter fra forskellige hånd skrifter af redaktionerne B (Wolfenbüttel) og
C (Ketilsbøger), og desuden fra nogle af de bevarede afskrifter—både de
ældre og de helt unge—nedstam mende fra M, med latinsk oversættelse i
hvert tilfælde; dertil kommer versforklaringer og mange slags kommenta-
rer, som ofte fylder den nederste halvdel af siden, af og til noget mindre,
men i nogle tilfælde det meste af siden.3 Som erstatning for bl. 69v i M,
som fra gammelt af har været ulæseligt, benyttes AM 146 fol., en afskrift
ved Ásgeir Jónsson (1657–1707), som i hovedsagen synes at følge
A-håndskriftet AM 460 4to suppleret med B-tekst fra AM 463 4to.
2 [Om sagaens redaktioner se forordene ved de respektive udgivere i Editiones Arna-
magnæanæ A 19 og 21.]
3 Det er denne overvældende fylde, som fik Guðbrandur Vigfússon til med rette at karak-
terisere udgaven som “too ponderous and scholastic” (Sturlunga saga, bd. I [Oxford 1878],
xlviii).