Gripla - 20.12.2010, Síða 11

11EGILS SAGA SKALLAGRÍMSSONAR (1809)
muligvis fra det 17. årh. Teksten er en tro kopi af digtet som det står i
Ketilsbøger, AM 462 og 453 4to, men to rettelser stemmer overens med
Árni Magnússons tekst i AM 761 a-b 4to: (1) i str. 4, linje 6, kaugla for
þaugla og (2) i str. 17, linje 1, þekt for þokt. Guðmundur Magnússon har i
det første tilfælde fulgt biskoppens håndskrift, dog således at han uden
kommentar korrigerer strofens umulige sidste ord i forlæggene, ridr, til det
utvivlsomt rigtige nidr (“Af fletium nidr”, s. 613; Árni Magnússon har
derimod beholdt ridur [!]). I det andet tilfælde er Guðmundur Magnússon
halsstarrig og trykker “þockt”, og er tillige uagtsom nok til at påstå i en
fodnote: “Ita omnes Libri” (’således alle håndskrifter’; s. 633). I str. 7, linje
7–8, har han et betyd nings fuldt ord (tilføjet i den ene af Ketilsbøgerne,
AM 462 4to, s. 195, af en senere hånd på et oprindeligt blankt sted; stadig
blankt i AM 453 4to, bl. 81v): “Snaran þátt / Af siálfum mer”. Her har
Finnur Jónsson i Den norsk-islandske skjaldedigtning, A. Tekst efter hånd-
skrifterne (København og Kristiania 1908–15), bd. I, s. 41, et blankt sted i
strofen, men henviser i en anmærkning til udgaven af 1809. Hos Árni
Magnússon lyder den næst sidste verslinje: þvi mest om kom þat. Denne
meningsløse formulering stemmer med af skriften i ÍB 169 4to (og tilsva-
rende i Hrappsey-udgaven af 1782, hvilket Guðmundur Magn ússon note-
rer).
Det er kendt, at Skálholtsbiskoppen Hannes Finnsson (1739–1796) var
en af sin tids lær deste mænd. Medens han læste filosofi og teologi ved
Københavns universitet lod han trykke Borgarþings kristinréttr (1759–60),
og i 1772 rejste han til Stockholm for at studere islandske håndskrifter. En
overgang var han den Arnamagnæanske Kommissions sekretær. Det ville
føre alt for vidt at redegøre for hans mange skrifter, trykte og utrykte; der
henvises til Ehren cron-Müllers Forfatterlexikon, bd. III (København 1926),
53–56.
(c) Arinbjarnarkviða (“Arinbiarnar Drápa, edr Brot af henni”) begynder
s. 648. Her oplyses i en fodnote, at teksten er meget dårligt bevaret i
kodeksen. Ásgeir Jónssons afskrift i AM 146 fol. omtales, dog med den
præcisering, at digtet ingenlunde er afskrevet efter mem branen M, men
derimod “exscriptum est, teste Arna Magnæo, e schidio Epodis (Drápu-
slitri) sine dubio chartaceo, quod ille (Arnas) olim possedit” (’ifølge Arnas
Magnæus afskrevet efter en stump af Drápa’en, sikkert på papir, som den
nævnte Arnas tidligere havde ejet’). Dette er en hentydning til Árni