Sagnir - 01.06.2000, Qupperneq 72

folkeslags moder og klædningsskikke i en sádan
grad, at man kunne se forskel - en forskel man ogsá
var opmærksom pá. Dette er der i ovrigt ogsá et
barsk eksempel pá fra middelalderens Irland: Det
irske parlament (af englændere) medtes i Dublin i
1297 for at samle kræfterne i den págáende krig mod
gælerne. Det blev bl.a. forbudt englændere fremover
at bære irske klæder eller lægge sig efter irsk mode,
da det kunne medfore, at de blev regnet for irere og
derfor helt unodvendigt blev sláet ihjel!21
Konge for folket
Som det máske er bekendt, náede Knud den Hellige
aldrig til England, forend han blev dræbt af en
rasende folkeskare i Skt. Albani kirke i Odense.
Ælnoth filosoferer over grunden til dette utidige
drab. Nár nu det ville have været sádan en god ting
at befri englænderne, var det naturligvis mærkeligt,
at Gud ikke havde ladet det ske. Ælnoth overvejede,
om „enten det nu var for at udskyde dette folks [gens]
afstraffelse [dvs. normannernes], eller det var for at
bevare den ypperlige fyrstes martyrglorie for hans
eget folk [propria gens] i stedet for at give den til
fremmede [extranei]. For Gud vilde af danernes fyrste
skænke folket en værnehelgen og forstemartyr, vi har
nemlig ikke af nogen beretning fra de gamle erfaret,
at nogen mand i deres folk [ex eorum gente] var blevet
udmærket ved martyrium".22 Ælnoth opererer ogsá
her tydeligt med forskellige folkeslag. Ved at Knud
dor i Danmark fár danerne deres egen martyr, hvilket
jo ikke ville være sket, hvis han var blevet konge for
de for danerne fremmede (i.e. englænderne). At
Ælnoth omtaler danerne som „deres folk", er
naturligvis blot en understregning af, at det ikke er
Ælnoths eget. I ovrigt má det tilfojes, at extraneus
dárligt kan oversættes med andet end „udlænding"
eller evt. „en fremmed".
Selvom Gud ifolge Ælnoth havde indflydelse pá
Knuds dod, var det naturligvis foragteligt, nár folket
slog kongen ihjel: „Hvem vil ikke vise foragt, nár en
konge bliver dræbt af sit eget folk [a gente propria]? ...
Men det stejle Danmark [Dacia] vilde ikke finde sig i,
at dets fromme fyrste, ... viste folket vejen frem til
trivsel og frihed, ivrig efter at lede folket [vulgus] bort
fra de gerninger, der forte til trældom."23 Det er klart
at vulgus henviser til folket forstáet som den brede
masse, mens gens derimod henviser til danerne. I
ovrigt er folket, som det ses, lig Danmark; nár folket
dræber sin konge, er det „det stejle Danmark", der
ikke vil finde sig i fyrsten.
Den sammenhæng, der ideelt set var mellem
konge og folk, ses i ovrigt ogsá af Ælnoths omtale af
valget af Harald Hen (1074-80) til konge: „sá fik
Harald ... ved folkets [gens] enige valg tildelt
kongemagten".24 Her ses en opfattelse af, at det er
folket, der vælger kongen. Hvordan en god konge
skulle være, ses ogsá af eksemplet Harald Hen, idet
han efter befolkningens onske udformede love og
sorgede for deres overholdelse. „Derfor har ogsá
danerne lige til i dag af de valgte eller udpegede
konger forlangt de af kong Harald stadfæstede love
efterlevet".25 Ælnoth giver et eksempel pá, at Knud
den Hellige ikke fulgte danernes onske og derfor
blev upopulær: „For fremmede [advenae26] og
Knud den Hellige (1080-86) blev efter sin ded helgenkdret, og
hans jordiske rester kan idag beses i Skt. Knuds Kirke i Odense.
udlændinge [advenientes27], ligegyldigt hvorfra de kom,
bestemte han, at de, hvis de da ikke havde pádraget sig skyld,
skulde nyde samme ret som landets indbyggere. Dette vakte
stor uvilje hos danerne, men jeg tror ikke, det pá nogen máde
var Gud imod."28 Naturligvis kan Ælnoth ikke mene, at det var
Gud imod, nár det drejer sig om en af Knud den Helliges
bestemmelser; i ovrigt har han jo selv som udlænding interesse
i en sádan ordning. Hvad der er mere interessant, er naturligvis
det, at landets indbyggere er lig danerne, og at disse selv har
skelnet kraftigt mellem sig og de tilrejsende.
En anden konge, der af Ælnoth fár rosende ord med pá vejen,
er Svend Estridsen (1047-74). Han lagde „hánd om
herredommet i sit fædreland [nativum solum] og styrede landet i
resten af sin levetid med den storste ære."29 At fædrelandet her
hedder nativum solum, der vel direkte bor oversættes med
„fodejord", og ikke patria, understreger i hojere grad den
konkrete tilknytning til landet. Betegnelsen bruges i ovrigt her
om hele Danmark. Svend Estridsen gjorde andre gode ting, bl.a.
„beskærmede han ... beslutsomt sit folk [gens sua] mod
fremmedes angreb [extranearum gentium incursio]".30
Dette er altsá bl.a., hvad en god konge skal: Beskærme sit
folk, som har indsat ham, mod fremmedes angreb. For at kunne
det má man naturligvis vide, hvem der er ens folk, og hvem der
er fremmede. At ikke alle, der boede og virkede i Danmark, blev
betragtet som en del af folket, danerne, fremgár det, som vist i
det foregáende, ogsá af Ælnoths Kronike. Ælnoth skelner skarpt
mellem forskellige folkeslag, der kendes pá sprog, klædedragt
og afstamning.
Saxos Danmarkshistorie
Saxos imponerende Danmarkshistorie er blevet færdiggjort
engang efter 1208. Værket var bestilt af ærkebiskop Absalon
(ærkebiskop 1177-1201) og overrasker derfor ikke med sin
meget konge- og kirketro indstilling. Værket er i hojere grad
end andre kroniker gennemarbejdet efter bestemte motiver. Et
70