Sagnir - 01.06.2000, Side 76

Kong Itigjald.
Fremmede skikke
Her má siges at være et eksempel pá en klar skelnen
mellem, hvad der er dansk, og hvad der er tysk; de
gode, gamle, hjemlige skikke arvet fra forfædrene
over for de nye, odsle, fordærvende, kvindagtige
tyske skikke, der kommer til landet p.g.a. kongens
sachsiske hustru og tyske venner. Starkad gár jo oven
i kobet sá vidt, at han siger, at „vores omráde" har
opelsket mádeholdet som en medfadt egenskab.
Starkad vender sig sáledes kraftigt imod tysk
indflydelse repræsenteret ved tyskerne selv. At
sagnfiguren Starkad i virkeligheden taler pá Saxos
vegne, kan der nok ikke være tvivl om, og det er
bemærkelsesværdigt, hvor meget plads Saxo lader
denne episode optage; det má have ligget ham pá
sinde. C. Stephen Jaeger har i sin bog om hovisk
hofkultur60 sat Saxo ind i en tradition af klerikalsk
opror mod hoviskhed udbredt i Vesteuropa; Saxo er
dog sen i denne sammenhæng, hvilket naturligvis
skyldes denne hofkulturs senere ankomst til
Danmark. Ja, Jaeger nævner endog, at det ikke ville
være overdrevet at sige, at Saxos etiske hovedformál
med sit værk var at tugte de forfinede sachsiske
skikkes indtog i Danmark.61 Med Saxo sat ind i en
sádan tradition er der til dels en forklaring pá selve
udfaldene mod de nye, kvindagtige skikke og
bevarelsen af de gamle, mandige dyder. Men det
forklarer ikke alt: Det er jo ikke blot det nye, Saxo
gennem Starkad skælder ud pá; det er de nye
fremmede skikke som oven i kobet er ti/ske
introduceret af tyskerel Sáledes er ondets rod udpeget
(„Tysklands slampol") medsamt ondets budbringere:
De tyske venner og den tyske dronning. Jaeger er da
heller ikke blind for denne side af sagen. Han undrer
sig over, at Saxo sá ensidigt skyder skylden pá
tyskeme, nár nu han, lærd som han var, má have
vidst, at den ovrige litteratur sá pá Frankrig som
hoviskhedens arnested. Det er dog ikke Jaegers ærinde at fá
svar pá den slags sporgsmál, sá han siger blot, at der kan have
ligget personlige, lokale eller nationale folelser af nag eller
rivaliseren bag.62 Bl.a. med tanke pá Saxos hele komposition af
sit værk med Danmark som parallel og konkurrent til Rom og
det Tysk-romerske Rige og med hans ovrige understregning af
det nationale, kan man nok roligt udelukke de personlige eller
lokale folelser.
Nordisk ensartethed
At tyskerne blev regnet for kvindagtige, fremgár yderligere af
Saxos fortælling om Brávallaslaget, som i ovrigt ogsá er et
eksempel pá skelnen mellem troppers folkelige tilhorsforhold
og deraf folgende forskelligheder. Saxo lader den svenske kong
Ring holde tale for sine tropper inden slaget, og her siger han
bl.a., at Harald Hildetand pá sine gamle dage er blevet besat af
grádighed efter andres riger. Derfor, refererer Saxo Ring, „var
svenskerne tvunget til at kæmpe for deres frihed, for deres
fædreland og for deres born [pro Hbertate, pro patria ac liberis
dimicandi], i modsætning til fjenden, der var gáet i felten af ren
og skær dumdristighed og frækhed. I ovrigt var der kun ganske
fá danskere [perpauci Dani] derovre mens der stod en hel del
sachsere [Saxones complures] og andre kvindagtige folkeslag
[effeminatae gentes] i rækkerne. Derfor skulle svenskerne og
nordmændene [Sueni & Norici] tænke pá at nordiske styrker
[turba Septentrionalis] altid havde været meget stærkere end
tyskere og vendere [Germani & Sclavi]. En hærder snarere var et
tilfældigt sammenrend af mennesker end en stabil militær
enhed, behovede man ikke tage alvorligt. Med den tale fik han
for alvor sine mænds mod til at flamme."63 At disse ord ikke er
kong Rings, kan der vel ikke være megen tvivl om; de má
derimod af Saxo være regnet for ædruelige ord udtalt af en
hærforer til sine krigere for et slag. Saxo má selv have fundet
dem rimelige og regnet med, at hans læsere ogsá ville det. I
talen skelnes mellem daner, nordmænd og sveer pá den ene side
og sachsere og andre kvindagtige folkeslag pá den anden. At
der blandt disse andre var vendere, fremgár af Rings trastende
ord til sine krigere: De behover ikke frygte, thi der er ikke
mange daner med i Haralds hær, sá de „nordiske styrker" er i
flertal pá hans egen side, hvortil kommer, at sveer og
nordmænd altsá udgor en „stabil militær enhed", mens de
andre mere forskellige folkeslag altsá er et „tilfældigt
sammenrend af mennesker". Det er ogsá bemærkelsesværdigt,
at Ring i sin tale kæder begreberne frihed, fædreland og
bornenes fremtid sammen. Mere interessant er det dog, at Saxo
anser det for sandsynligt, at de ord, han har lagt Ring i munden,
ville kunne fá krigeres mod til at flamme. Har Saxo med sin
egen baggrund i en krigerfamilie,61 og hans egen mulige
deltagelse i togter hort sádanne taler til krigerne og kendt deres
effekt? Det er en tanke, man ikke kan se bort fra. I sá fald er det
nærliggende at antage, at sádanne fædrelandskærlige taler, der
fremhæver eget (egne) folkeslag overfor fjendens, har været
anvendt pá Saxos tid med onsket effekt. Et andet eksempel pá
en sádan opmuntring af krigerne findes i fortællingen om et
dansk togt mod baltiske sorovere; et togt fra Saxos egen tid, som
han sagtens kunne have været med pá. I hvert fald er Saxos
brug af ordet „vore" om krigerne og hæren hyppigere end
andre steder, hvilket ville være naturligt, hvis han selv havde
deltaget. Under alle omstændigheder fortælles det, at danerne
er blevet mismodige heriblandt en af lederne, Christoffer, der
dog havde en sekretær: Da denne, „en brite [natio Brittanica] ved
navn Lukas, der ikke havde den store boglige dannelse, men var
særdeles vidende om historiske emner, sá hvor modfaldne
mændene i vores hær var, brad han med hoj og klar stemme den
74