Gripla - 2021, Blaðsíða 105

103
fra er tilfældet. De fire Hrafnistumannasögur optræder kun som gruppe
og i den forventede rækkefølge i seks tilfælde, dvs. 4% af de overleverede
håndskrifter. Disse håndskrifter er: AM 343 a 4to (1450–75), AM 340 4to
(1600–99), AM 173 fol. (1686–1707), Lbs 1971 4to (1700–99), Lbs 1626
4to (1883), BibStGen MS 3724 (1916).6 Det ældste af disse, AM 343 a 4to,
er ikke alene det tidligste overleverede håndskrift, hvor gruppens sagaer
optræder i ubrudt sammenhæng, men er også det ældste vidne til Ketils saga
hængs, Gríms saga loðinkinna og Áns saga bogsveigis. En interessant observa-
tion er, at håndskrifterne fordeler sig nogenlunde ligeligt i overleverings-
perioden, og det er dermed ikke, som man måske kunne forvente, i en be-
stemt periode, at der er tradition for at skrive de fire Hrafnistumannasögur
samlet, ligesom der ikke ses en udvikling, hvor dette bliver gradvist mere
eller mindre udbredt. Mest bemærkelsesværdigt er det dog, hvor sjældent
gruppen forekommer samlet i kilderne.
Hvor de fire sagaer i ubrudt sammenhæng ses sjældent, er en anden
kombination mere frekvent. De tre første Hrafnistumannasögur, dvs. Ketils
saga hængs, Gríms saga loðinkinna og Örvar-Odds saga, ses samlet og i for-
ventet rækkefølge (ikke medregnet de seks håndskrifter ovenfor med alle
fire sagaer samlet) i 28 tilfælde, dvs. 19% af det samlede antal håndskrif-
ter. Disse 28 håndskrifter fordeler sig over stort set hele perioden, med
undtagelse af 1300-tallet, idet det ældste håndskrift er AM 471 4to fra ca.
1450–1500 og det yngste er Lbs 4460 8vo fra ca. 1900–50. Denne sam-
mensætning, hvor Áns saga bogsveigis er udeladt, er altså væsentligt mere
hyppig end at se alle fire Hrafnistumannasögur samlet. Det er da også netop
Ketill, Grímr og Oddr, der er henholdsvis farfar, far og søn, og selvom det
måske er uventet, at Áns saga bogsveigis så sjældent er en del af gruppen, er
der en vis logik i at det – hvis nogen – skulle være den fjerne slægtning
Áns saga, der er udeladt. Men dette forudsætter naturligvis at der er tale
om et bevidst fravalg. Nogle dateringer foreslår, at Áns saga bogsveigis er
den yngste af gruppens sagaer og først er opstået kort inden tilblivelsen af
considering the obvious links between the sagas, as well as the fact that they are often
preserved together, I find it unproblematic to approach these sagas as one unity” (s. 60).
6 Disse seks håndskrifter er, med undtagelse af AM 343 a 4to og AM 340 4to, ikke stem-
matisk forbundne (jf. Anderson 1990). Sammenfaldet i indhold skyldes derfor ikke, at
alle håndskrifter er skrevet af efter samme forlæg. Dog er de to yngste håndskrifter yngre
end den første trykte udgave af sagaerne, Rafn 1829, og kan derfor ikke udelukkes at være
påvirket af denne.
EN FÆ DRENE FORBINDELSE?