Gripla - 2021, Blaðsíða 123

121
Áns saga bogsveigis
Gruppens sidste saga, Áns saga bogsveigis, er den saga, som ved første
øjekast mest åbenlyst adskiller sig fra de øvrige. For det første er Án ikke
direkte efterkommer af de tre foregående Hrafnistumenn, og for det andet
viser håndskriftmaterialet, at Áns saga bogsveigis særdeles ofte er overleveret
uafhængigt af de øvrige sagaer. Der er altså ikke umiddelbart grund til
at tro, at sagaen skal have være betragtet som en del af en gruppe. Det er
ikke desto mindre en mulighed, at sagaen, der også menes at være grup-
pens yngste, kan være skrevet som tilføjelse til en allerede formet gruppe
af sagaer i begyndelsen af 1400-tallet. For at undersøge denne mulighed,
vil sagaens forhold til de øvrige Hrafnistumannasögur betragtes, og det
vil diskuteres, hvorfor Áns saga bogsveigis er blevet en del af gruppen af
Hrafnistumannasögur i AM 343 a 4to.
I Áns saga bogsveigis er der en række temaer og handlingselementer,
som findes i andre sagaer.17 I denne forbindelse er det særligt interessant
at betragte, at nogle af elementerne går igen i andre Hrafnistumannasögur,
navnlig Ketils saga hængs. Begyndelsen af Áns saga bogsveigis udviser slående
ligheder med Ketils saga hængs i beskrivelsen af protagonisternes barndom.
Det fortælles for eksempel om Án, at: “lítit ástríki hafði hann af feðr
sínum, en móðir hans unni honum mikit” (s. 326). Samme situation er
gældende for Ketill, hvis forhold til faren, som uddybet tidligere, er an-
spændt. Ketill beskrives som en kulbider, og selvom det bemærkes, at Án
ikke lægger sig ved ildstedet, er også han en kulbider af sind, som ingen
regner for noget. Da begge helte bryder med kulbiderrollen, som motivet
foreskriver, tager de hjemmefra for at vise deres værd. Denne rejse varer
for både Ketill og Án tre dage, og de vender begge tilbage med en stol på
ryggen, som de forærer deres mor. I Áns saga bogsveigis fortælles det, at:
“Án gaf móður sinni stólinn, ok kveðst henni eiga bezt at launa” (s. 327).
Denne formulering er påfaldende lig beskrivelsen i Ketils saga hængs: “hann
gaf hann móður sinni, ok kveðst henni meiri ást eiga at launa enn föður
sínum” (s. 109). Det er i det hele taget bemærkelsesværdigt, hvor ens epi-
soden er i de to sagaer. Hvor kulbidermotivet er forholdsvist almindeligt
17 Se f.eks. Heide (2018) og Leslie-Jacobsen (2010) for undersøgelser af de lånte elementer i
sagaen. Brugen af disse lånte handlingselementer vidner ifølge Viðar Hreinsson (1990) om,
at Áns saga bogsveigis i vid udstrækning skal tolkes som en parodi på selve oldtidssagagenren
foretaget af en særdeles stilbevidst sagaskriver.
EN FÆ DRENE FORBINDELSE?