Gripla - 2021, Blaðsíða 120

GRIPLA118
skal besejre. Trolden som figur er ikke alene mere kompleks i Ketils saga
hængs, men også en del af helten selv. I Gríms saga loðinkinna er trolden den
diametrale modsætning af hovedpersonerne, hvilket billedliggøres ved, at
Lopthæna kan kaste troldehammen af sig og vende upåvirket tilbage til sit
gamle jeg, da forhekselsen ophæves.
Endnu en grundlæggende forskel mellem de to sagaer er deres narrative
struktur. I Ketils saga hængs følger vi Ketils liv fra barndommen og frem
til hans storhedstid. Fortællingen drives først frem af Ketils ønske om at
overgå sin far, hvilket fører ham til blandt andet dragedrabet, opgøret med
bøllen Björn og drabet på farens menneskekødsspisende ven Surtr. Senere
bliver det Ketils løfte om ikke at lade sin datter gifte mod hendes vilje, der
driver ham til holmgang mod en række uønskede bejlere. De forskellige
kampe bindes ikke sammen, og rækkefølgen af begivenhederne forekom-
mer i de fleste tilfælde underordnet. Noget egentligt højdepunkt har sa-
gaen ikke, men Ketill overgår sig selv, da han til allersidst i sagaen dræber
den hedenske Framarr, som har friet til datteren Hrafnhildr. Hvor Ketils
saga hængs på typisk oldtidssagamaner er episodisk i opbygning, er Gríms
saga loðinkinna i højere grad struktureret omkring et enkelt handlingsfor-
løb. Sagaen begynder først, da Grímr er voksen og skal fri til Lopthæna, og
slutter, kort efter at han har fået sin brud. I sagaen udfoldes historien om
Gríms frierfærd, og det eneste, der afbryder forløbet, er den hungersnød,
der bringer Grímr på rejse kort efter Lopthænas forsvinden. Det er dog på
netop denne rejse, at han møder trolden Geirríðr, som senere skal vise sig
at være den forheksede Lopthæna. Derfor bliver sagaens forløb et afrundet
narrativ, der dog slutter med en beretning om uønskede bejlere til Gríms
datter og en for sagagenren typisk opregning af Gríms slægt.
Det bør dog også bemærkes, at der er visse ligheder mellem opbygnin-
gen af de to sagaer. Både Ketils saga hængs og Gríms saga loðinkinna er pro-
simetriske, og kvadene udgør dialog mellem helten og henholdsvis trolde
eller modstandere i kamp. Omkring kvadene ses også det fælles mønster,
at pilene, Gusisnautar, kommer i spil. Pilene, der er magiske, giver helten
en fordel i kampsituationer, hvor han kæmper mod magiske væsener eller
hedninge. Måden, kvadene bruges på, er ikke unik for disse sagaer, men
ses i mange oldtidssager (Clunies Ross 2012, 127–28). Dog er det interes-
sant, at sagaerne deler dette træk, der også er til stede i Örvar-Odds saga,
hvor der i tillæg er et retrospektivt levnedskvad i slutningen af sagaen.