Gripla - 2021, Blaðsíða 126

GRIPLA124
bueskytte med navnet Ano (Gesta Danorum 6.4.9). Visse elementer fra
Saxos beskrivelse går igen i Áns saga bogsveigis, herunder selvfølgelig navnet,
men også en episode, hvor Án viser, hvor dygtig en bueskytte han er ved at
skyde på modstanderens våben eller ejendele i stedet for på modstanderen
selv. Hvis denne fortælling i en eller anden form har været kendt for redak-
tøren af AM 343 a 4to, og man samtidig har kendt til Landnámabók, hvor
Án er beslægtet med Grímr, bliver det pludselig mere oplagt at inddrage
Áns saga bogsveigis i gruppen af Hrafnistumannasögur. Og selvom visse dele
af beskrivelsen fra Landnámabók, som f.eks. at Án skulle have en datter
ved navn Helga, ikke nævnes i sagaen, kunne denne slægtsviden, sammen
med traditionen for pilene, meget vel have været grundlaget for koblingen
mellem Áns saga bogsveigis og de tre øvrige Hrafnistumannasögur.
Fire sagaer samles
Ovenstående analyse har vist, at de fire Hrafnistumannasögur kun i be-
grænset omfang er blevet betragtet og behandlet som en gruppe gennem
overleveringen. En række aspekter af sagaerne har en samlende effekt i
gruppen, herunder slægtsforbindelsen mellem protagonisterne, den geo-
grafiske tilknytning til øen Hrafnista, de magiske pile og sammensætnin-
gen i håndskriftet AM 343 a 4to. Der er dog også væsentlige faktorer, som
taler imod en oprindelig samhørighed mellem sagaerne, som f.eks. hånd-
skriftoverleveringen, sagaernes datering og adskillige litterære stil- og gen-
retræk. Sammenhængen i gruppen er betinget af sagaernes kronologi, idet
gruppens sagaer dateres forskelligt. De tidligste versioner af den ældste
saga kan selvsagt ikke være påvirket af de yngre sagaer i gruppen, selvom
traditioner, som er ældre end sagaerne selv, kan have spillet en rolle. De
yngste sagaer kan derimod være affattet under stor indflydelse af de ældre
sagaer, men analysen viste, at dette formentlig ikke er tilfældet. Således
er gruppens yngste sagaer sandsynligvis ikke skrevet som supplement til
de ældre, og de fire antageligt selvstændige sagaer er senest samlet som
gruppe på et tidspunkt omkring midten eller slutningen af 1400-tallet,
hvor håndskriftet AM 343 a 4to er skrevet. Om sagaerne har været samlet
i andre konstellationer forinden, kan ikke siges med sikkerhed ud fra de
overleverede håndskrifter, men det analyserede materiale giver anledning
til nogle overvejelser om sammensætningsprocessen.