Gripla - 2021, Blaðsíða 129

127
Hvorfor samle fire sagaer?
De fire sagaer er beviseligt samlet i AM 343 a 4to på trods af deres store
indbyrdes forskelle og uagtet at de langt fra altid er overleveret sammen i
de øvrige håndskrifter. De fire Hrafnistumenn er samlet først og fremmest
i kraft af deres slægtsforbindelse, men det står stadig tilbage at diskutere,
hvorfor man har været interesseret i at samle de fire sagaer som gruppe.
Forklaringen skal formentlig findes i den kontekst, sagaerne er skrevet i.
Clunies Ross (1993) beskriver, hvordan dette fokus på slægten har bag-
grund i historiske forhold på Island. Fordi Island forholdsvist sent konver-
terede til kristendommen og overtog den dertilhørende skriftkultur, var en
stor del af landets kulturarv bundet til det mundtlige og i øvrigt hedenske.
For at kunne skrive sig ind i den europæiske historie og bevise nationens
værd, måtte man påvise, hvordan islændinge stammede fra magtfulde slæg-
ter i Norden og Europa. Som i mange andre europæiske litterære værker
blev de hedenske fortidshelte gjort til ærværdige forfædre, og islændinge-
nes slægt blev ført tilbage til Troja (Clunies Ross 1993, 372–73). Det blev
herudover et særtegn for islændingene at være historiekyndige, som vi bl.a.
kan læse i fortalen til Saxos Gesta Danorum, og ikke kun i forbindelse med
Islands historie. Jo mere storslået historierne om fortidens skandinaver
var, desto fornemmere slægt kunne islændingene hævde at nedstamme
fra. Denne storslåede fortid og de imponerende forfædre kunne også
styrke islændingenes følelse af selvstændighed, hvilket var højaktuelt, da
landet kom under norsk herredømme i godt midten af 1200-tallet. Denne
situation var altså grundlaget for tilblivelsen og overleveringen af oldtidssa-
gaerne, der i mindst lige så høj grad som værende underholdende litteratur,
var at betragte som historieskrivning (ibid., 382).
I denne kontekst er det lettere at forestille sig, at en saga var mere
værdifuld, hvis den indgik som led i en opregning af islændinge-
nes magtfulde forfædre. Og det er da heller ikke enestående, at de fire
Hrafnistumannasögur er struktureret omkring slægten. Blandt oldtidssa-
gaerne er flere sagaer forbundet af slægtskabet mellem protagonisterne.
Dette ses f.eks. ved Völsunga saga og Ragnars saga loðbrókar, der endda
er skrevet i direkte forlængelse af hinanden og den ene som en tydelig
fortsættelse af den anden i det for gruppen vigtige håndskrift GKS 1824 b
4to (ca. 1400). Disse sagaer er i forskningen stort set aldrig behandlet som
EN FÆ DRENE FORBINDELSE?