Atuagagdliutit - 01.01.1961, Blaðsíða 34

Det grønlandsk-danske samarbejde -
parallelle linjer,
der ikke mødes?
NÅR VI SKAL SE tingene som
de er — og det er vel menin-
gen også ved et jubilæum, hvor
ganske vist de pæne, men no-
get indholdsløse ord ligger os meget
nær — mener jeg, at vi må erkende,
at en del af det grønlandsk-danske
samarbejde har mindet lidt for meget
om de rent matematisk parallelle lin-
jer, der går i samme retning, men ikke
mødes. Med andre ord: Der er udret-
tet en del af grønlændere og danske
hver for sig, men hvor meget blev til
egentligt sam-arbejde?
Og så alligevel — der er også en del
at glæde sig over med hensyn til det
grønlandsk-danske samarbejde. Der er
samarbejde, der ikke indskrænker sig
til, at grønlændere og danske arbejder
i samme retning efter de parallelle lin-
jers princip, men hvor der har været
et reelt samvirke, hvor de to befolk-
ningsgrupper blev en enhed i arbejdet
for fælles opgaver, hvor personlige og
nationale særegenheder og særheder
underordnedes under det, som opgaven
krævede, og hvor forskellene i tempe-
rament, skikke og reaktionsmåde ikke
blev til det, som en mand, der ikke var
særlig stiv i fremmedordene, kaldte
for et „stadigt irritationsmonument",
men hvor forskellene, trods alle van-
skeligheder, kom til at betyde, at man
gensidig lærte af hinanden og støttede
og supplerede hinanden. Der er tilfæl-
de, hvor samarbejdet mellem grønlæn-
dere og danske ikke kan sammenlig-
nes med de parallelle linjer, der nok i
en vis forstand løber i samme retning,
men aldrig mødes — men hvor samar-
bejdet kan sammenlignes med en snor,
som er snoet af to strenge og bliver så
meget stærkere derved, hvor altså de
to nationaliteters foretagender virkelig
griber ind i hinanden og påvirker hin-
anden, så at det samlede resultat af
arbejdet bliver et andet — og bedre —
end hvis den ene gruppe skulle have
udført det alene.
Et samarbejde af den karakter me-
ner jeg at have sporet flere steder. Jeg
nævner som eksempel, at samarbejdet
mellem præst og kateket kan være af
denne art — ikke mindst samarbejdet
mellem den mindre uddannede, men
ældre og mere erfarne grønlandske
overkateket, og den bedre uddannede,
men unge og uerfarne danske præst —
eller samarbejdet mellem grønlandske
og danske lærere på seminariet eller
ved børneskolerne, for nu at holde mig
i første omgang til arbejdsområder,
som jeg har et vist førstehåndskend-
skab til.
Et andet område, som jeg ikke har
det samme kendskab til, men hvor jeg
alligevel mener at kunne skønne, at
der i det store og hele vokser et stadig
mere intensivt samarbejde frem, er
landsrådet og kommunalbestyrelserne.
Også der har i mange tilfælde været
et samarbejde, der ikke blot kunne
sammenlignes med det yderst proble-
matiske samarbejde mellem en egoi-
stisk stjernespiller på et fodboldhold
og de andre spillere, men som kunne
sammenlignes med samspillet på et
fodboldhold, der virkelig er et hold —
som altså er noget ganske andet end
så og så mange enkeltpersoner, men er
en organisk enhed, hvor hver enkelt
indordner sig i helheden og finder sin
plads i samspillet, og lader sine evner
komme de fælles opgaver til gode i
stedet for at bruge dem til selv at bril-
lere.
En mangel ved det grønlandsk-dan-
af provst Holger Balle
Skal det være sådan
ske samarbejde har det ofte været, ut
det for ensidigt har været danske, der
har haft de mest ansvarlige stillinger.
Følgende fire ting mener jeg, der kan
være grund til at understrege i denne
sammenhæng: 1) det er af betydning,
at flere og flere af landets egne børn
får lederstillinger, som jo allerede i
dag nogle har det, og NB at de får den
uddannelse eller optræning, som er
forudsætningen for, at de kan løse op-
gaverne, og at de unge selv benytter
sig af de chancer, der faktisk forelig-
ger for at tage en større uddannelse,
selv om man måske kan tjene lige så
meget eller mere ved at tage en ud-
dannelse, som ikke kræver så meget
arbejde. 2) Grønlænderne behøver ikke
at skamme sig over selve den kends-
gerning, at de på nogle områder har
mindre erfaring med hensyn til de op-
gaver, som et moderne samfund stiller
os overfor. Det må ikke overses, at
man i Europa har haft århundreder til
at samle erfaringer og opbygge tradi-
tioner, som i Grønland ma samles og
opbygges på årtier. Man kvier sig ger-
ne ved at tale om „tilbagestående lan-
de", og føler det ofte som udtryk for
ringeagt. Men der er ingen skam ved
at være et par kilometer bagud i et 10
km-løb, hvis man selv først kom med
i løbet på et tidspunkt, da de andre
havde løbet over halvdelen af distan-
cen. Der vil ske en stor fremgang, ef-
terhånden som den grønlandske be-
folkning uden at få mindreværdskom-
plekser kan se roligt og sagligt: „Vi er
bagud på nogle områder, og det er
ikke noget, vi behøver at skamme os
over. Vi behøver f. eks. ikke at skam-
me os over, at vi endnu ikke har så
mange erfaringer og traditioner i mo-
derne havfiskeri som nordmænd og
færinger, for det arbejde, vi nu har,
er et helt andet end det, som vi måske
var verdens dygtigste til, nemlig at
være sælfangere. Det er ingen skam,
at vi er bagud med hensyn til erfaring
i fiskeri på bankerne, ligeså lidt som
det ville være en skam for en dansk
fisker, at han ville være bagud og fal-
de igennem som fanger i Grønland. —
Det er ikke en skam at „være bagud .
Men det er en skam at blive ved med
at være lige meget bagud, at stå stille,
at holde op med at gøre fremgang, at
holde op med at dygtiggøre sig". 3)
Det må understreges — og det gør
ikke mindst indtryk, når det er lan-
dets egne børn, der understreger det
— at ligestilling betyder ikke blot at
få de samme rettigheder, men også at
påtage sig det samme ansvar, de sam-
me pligter og de samme byrder 4) Det
må slås fast, at selv om en af landets
egne børn engang fik f. eks. en så ud-
præget topstilling som landshøvdmge-
embedet, og det ikke lige med det
samme lykkedes ham at bestride den
lige så godt som forgængeren, ville det
ikke være ensbetydende med, at lan-
dets egne børn skulle være uegnede til
sådanne stillinger. Det behøvede ikke
at betyde, at hans evner var utilstræk-
kelige, men årsagen kunne være, at
han havde for lidt erfaring i den slags
arbejde.
Af væsentlig betydning for det
grønlandsk-danske samarbejde er det
også, at begge parter kommer til at
forstå hinandens særpræg bedre.
Redaktør Felbo skrev engang i en
leder i A/G, at man burde ikke speku-
lere så meget over, om en mand var
grønlænder eller dansker, men man
skulle simpelthen se på, hvordan han
Eller sådan?
arbejdede og hvordan han var egnet
til arbejdet. Jeg sympatiserer med
princippet, men mener, at det let kan
misforstås eller misbruges. Når det
gælder, hvem der skal have et bestemt
arbejde eller en bestemt stiling, kan
man ikke nøjes med at sige: Hvem er
i dag bedst egnet til det arbejde? Men
man må spørge: Hvem vil i løbet af en
rimelig tid blive den bedst egnede, når
han har fået tid til at gøre de nødven-
dige erfaringer. Det er tænkeligt, at
Petersen (for nu at tage et tilfældigt
„dansk" navn) i dag er bedst egnet,
men at Geisler (for at nævne et lige så
tilfældigt „grønlandsk" navn) om et
par år, når han har gjort de nødven-
dige erfaringer, vil kunne gøre arbej-
det bedre, eller at han i kraft af bedre
kendskab til grønlandsk skik og tan-
kegang og sprog vil have mulighed for
et mere indgående samarbejde med
sine medarbejdere.
Dette giver et udpræget skønsmo-
ment i afgørelsen ved besættelsen af
stillinger — et skønsmoment som kan
sammenlignes med det, der foreligger,
når man har prøvet to efterskoleaspi-
ranter, Lars fra bopladsen og Niels fra
byen. Der er ingen tvivl om, at Niels
fra byen er dygtigst, for han har fået
en bedre undervisning. Men her er
igen spørgsmålet ikke: „Hvem er dyg-
tigst i dag?“, men „Hvem vil være
dygtigst om et par år?" Det er et
skønsspørgsmål, og et vanskeligt
skønsspørgsmål, men man slipper ikke
uden om at skønne; man kan ikke
nøjes med at tage hensyn til det, der
kan fastslås ganske eksakt, nemlig
hvem der i dag er dygtigst.
Kendskab til grønlandsk tankegang
nævnte jeg før. På det punkt er man
efter min mening ved at gå over ge-
vind i de senere år ved altid at tale
om, at grønlændere „jo simpelthen er
danske". Ja, de er borgere i det dan-
ske rige, men det er urealistisk at
overse ,at det grønlandske folk natio-
nalt og kulturelt er et selvstændigt
folk med eget særpræg og egne tradi-
tioner. Nationalt og kulturelt er grøn-
lænderne hverken eskimoer eller dan-
skere, men netop — grønlændere.
Over for den misforståelige tale om
at „grønlændere er danskere", mener
jeg det må siges, at grønlænderne ikke
er danskere, lige så lidt som danskerne
er tyskere eller englændere. Det kan
diskuteres, om det grønlandske sær-
præg i sprog, traditioner, skikke, mi-
lieu og tænke- og reaktionsmåde bør
udslettes hurtigst muligt, og hvor hur-
tigt det simpelthen vil blive udslettet,
hvad enten vi ønsker det eller ej; men
så længe dette særpræg eksisterer,
gavner det ikke det grønlandsk-dan-
ske samarbejde at ignorere det.
Nogle eksempler på forskelle i skik-
ke og tænkemåde, som danske cg
grønlændere, der arbejder sammen,
bør vide noget om:
En grønlænder var taget til en af de
større byer i Grønland for at hilse på
sin overordnede, som kom fra Dan-
mark og ikke havde set ham før. Men
de to fik ikke hilst på hinanden ved
den lejlighed. Den nyankomne vidste
ikke, at hans vordende medarbejder
var til stede, og grønlænderen ville
ikke trænge sig på.
„Jamen, det forstår jeg ikke," vil
danske læsere sige. „Der ville da ikke
være noget påtrængende ved at han
hilste på den nyankomne." Nej, det
synes De ikke, men det er netop det,
der viser, at man her kan tale om en
national ejendommelighed; for ikke
alene vedkommende grønlænder, men
mange andre ville føle det påtrængen-
de at tage initiativet i den situation.
Et andet eksempel: I sammenhæng
med de levevilkår, grønlændere har le-
vet under som fangere, vil de ofte
være mere tilbøjelige til at lade tinge-
ne gå deres gang, mindre tilbøjelige til
at gribe ind, ordne, arrangere, organi-
sere, planlægge på langt sigt. Tiden
betyder ikke det samme for en grøn-
lænder som for en dansker, og heller
ikke det samme for en bopladsgrøn-
lænder som for en bygrønlænder. Det
er vanskeligt for en tidligere boplads-
grønlænder at indse, at det betyder så
meget, om han møder til sit arbejde 5
minutter før eller senere, eller for en
grønlandsk kivfak at overskue, hvor
meget det slår i stykker for den dan-
ske husmoder, at kivfakken pludselig
går fra sin plads uden opsigelse. Det
er vanskeligt for hende at forstå, at
husmoderen kan tage det så højtide-
ligt, at der går en thepotte i stykker,
eller at maden ikke kan blive færdig
til kl. 12. Det er svært at forstå, at
danskerne i det hele taget tager man-
ge ting så frygtelig højtideligt og altid
er så fortravlede.
At der er denne forskel i skikke og
tænke- og arbejdsmåde bør man for-
stå, så man ikke bliver alt for forbav-
set, når denne forskel viser sig i det
daglige arbejde, og så at man ikke
kommer til at tillægge dem, man ar-
bejder sammen med, en bevidst ond-
skabsfuldhed, som faktisk ikke er til-
stede. Det er praktisk at forstå, at der
er forskelle, og at prøve at sætte sig
ind i, hvordan de forskelle måtte op-
stå, fordi grønlænderne har levet un-
der helt andre levevilkår end dan-
skerne — og ikke alene under andre
levevilkår end danskerne, men også
under andre levevilkår end bygrøn-
lænderen lever under i dag. Det bør
man prøve at sætte sig ind i og forstå.
Derimod skal man naturligvis ikke
være „forstående" i den sentimentale
betydning, at man synes det er i sin
orden, at ens medarbejdere ikke kom-
mer til tiden.
For det er jo en kendsgerning, at
mange af de særpræget grønlandske
skikke og traditioner ikke passer til
det samfund, som grønlænderne lever
i nu i 1960, men til det helt anderledes
samfund, som de levede i, inden de
kom i berøring med europæerne.
I det lille bopladssamfund med
fangst som eneste erhverv kunne man
ikke lave langtidsplaner. Man måtte
indrette sig efter vejr og vind, man
måtte sige „imaKa". Man levede i små
bitte samfund, hvor der kun var brug
for meget lidt organisation, og hvor
der ikke kunne blive tale om særlig
vidtspændende samarbejde.
I den situation var det ofte en væl-
dig styrke, at man kunne tage tin-
gene, som de var, uden at lade sig slå
ud, at man kunne finde sig i sin skæb-
ne, hvadenten der var overflod eller
der var hungersnød på grund af dår-
lige vejrforhold. Og i det lille samfund
nåede man også i opdragelsen gode re-
sultater ved at gribe forholdsvis lidt
ind i, hvad børnene foretog sig.
Evnen til at skikke sig i sin skæbne
og slå rod i de livsforhold, som forelå,
i stedet for at drømme om noget bed-
re, som dog aldrig kunne blive virke-
lighed, var eh styrke i det lille fan-
gersamfund. Men en tilsvarende ind-
stilling kan blive en meget farlig ind-
stilling for en fisker i en moderne fi-
skerby. Han kan være tilbøjelig til at
„finde sig i sin skæbne", at han har et
dårligt hus. Men der er det at sige til
det, at i nogle tilfælde er det ikke no-
gen uafvendelig skæbne, for han tje-
ner nok til at få sig et bedre hus, hvis
han anvender sine penge til det, i ste-
det for til mindre varige goder.
Andre eksempler på forskelle i tan-
kegang eller arbejdsvaner: Grønlæn-
dere tænker som regel mere konkret
og lever mere i nuet, mindre i abstrak-
te tankegange eller langtidsplaner. Når
man kommer i tanker om en ting, der
skal ordnes, foretrækker man ofte at
gå det ærinde med det samme, frem-
for at organisere arbejdet og samle de
ærinder sammen, som man i det hele
taget får den dag eller den uge, og så
ordne det hele på én gang. Hellere få
det enkelte ærinde til side, og så ikke
mere have det at huske på, fremfor at
samle forskellige ærinder sammen og
så skulle gå og huske på dem eller
skrive dem op. (Der er et næsten
uoversætteligt grønlandsk udtryk („i-
sumangnaerpå") som betegner, at man
„får et eller andet arbejde ud af sit
sind ved at gøre det med det samme,
så man ikke mere har det at tænke
på".
Alle disse forskelle i skikke og tan-
kegang kan ofte volde vanskeligheder
i samarbejdet. Men det kan hjælpe at
være klar over følgende: 1) at forskel-
lene er der, 2) at de sikkert med tiden
vil udviskes mere og mere efterhånden
som forholdene i Grønland mere og
mere nærmer sig forholdene i Dan-
mark, 3) at netop et samarbejde mel-
lem folk med forskellige traditioner på
én gang er vanskeligere og kan blive
mere udbytterigt end samarbejdet
mellem folk med mere ensartede skik-
ke og tankegang, når samarbejdet ikke
bliver som de to parallelle linjer, der
aldrig mødes, men som snoren, der
tvindes af to strenge, så resultatet bli-
ver én snor, stærkere end nogen af de
to strenge hver for sig.
Macs
- man ser det straks
Macs aitsdt tdssa kigutinut
KdKortingnartoK
Vælg den bedste tandpasta De kan
få — vælg MACS. Den renser effek-
tivt, desinficerer, beskytter mod
dårlig ånde og smager vidunderligt.
kigutinut saxorsåumik plt-
saunerussumik pigssasångi-
latlt, Macs plsiarlssarniaruk,
sallvdluarsinaoE, tunltdlang-
nartuiaissartoK, tlpiglgsoK,
suna Kamgup, tiplgsså.
BBECHAM-
D EN MARK A/S
35