Atuagagdliutit - 01.01.1961, Blaðsíða 35

I denne artikel til A/G's jubi-
læumsnummer skriver den
navnkundige Miki, kaptajn
Ejnar Mikkelsen, om sif før-
ste møde med Østgrønland
år 1900. Det blev et møde
først med de døde og senere
med de levende. I mange år
troede man i Østgrønland, at
Ejnar Mikkelsen havde om-
bragt ureskimoerne.
Karmaissut enfreprenøriidlo
suliait
A. JESPERSEN & SØN A/S
Telegramadresse:
Jespson-København
Mit første møde med
Østgrønlands eskimoer
I AUGUST MÅNED netop for tres
år siden sad jeg i teltdøren og så
ud over den vældige Kangerdlug-
ssuaK, som ikke før havde været
set af nogen hvid mand, og som vi
havde nået efter halvanden måneds
rotur langs en ishærget og hidtil
ukendt kyst, som hævede sig højt mod
himlens blå, en mægtig barriere, der
holder indlandsisen i ave — omend
den når havet igennem alle de små-
fjorde, som bryder den lange fjeld-
kyst i stumper og stykker.
Vor lille syttenfods jolle lå nede på
stranden, og jeg tænkte på alle de
vanskeligheder, vi havde haft for at
nå så langt, vi tre rosmænd og så vor
skipper, løjtnant Amdrup, hvis sikre
instinkt havde bragt os frelst frem
mellem is og land fra Scoresbysund og
hid.
På den fem hundrede kilometer lan-
ge kyststrækning, som vi hidtil havde
befaret, var hver fodsbred stenet for-
strand blevet nøje undersøgt for mu-
ligvis at finde spor af de eskimoer, vi
havde håbet at træffe på kysten. Men
forgæves var vor søgen, intet spor af
menneskelige væsener havde vi set —
før nu i KangerdlugssuaK, hvor vi
havde rejst vort telt mellem nogle
husruiner, som en gang må have af-
givet bosted for en hel del eskimoer,
der alle var uddøde forlængst: den
vistnok sidstlevende fangstmands ske-
let og fangstgrejer fandtes i en hytte-
ruins husgang, hvor den ensomme
mand må have tilbragt kvalfulde ti-
mer, måske uger og måneder, indtil
sultedøden slog ham ned.
Det var trist for os at se alle de
mange døde spor af de eskimoer, som
vi havde glædet os så meget til at
træffe et eller andet sted på den skøn-
ne men vilde og øde kyst, hvor de
åbenbart måtte have levet i flere ge-
nerationer. På ekspedition langs
ukendt land har man dog ikke tid at
dvæle ved hændelser, man ikke kan
ændre: vi skulle videre, havde endnu
fem hundrede kilometer til Angmag-
ssalik og fortsatte vor rejse gennem
uvejsom is, der lagde flere hindringer
i vejen for os og vor skrøbelige båd,
end jeg har lyst til at tænke på.
Men en dag syntes heldet at smile
til os: sensommervejret blev fint, isen
var farbar, solen skinnede, og det var
næsten varmt i vejret, livet var her-
ligt for unge mænd på eventyr.
Vi nåede frem til KialineK øgruppe,
og midt i virvaret af blanke sunde,
drivende isstumper, et isfjeld nu og da,
lå en lille græsklædt ø med en sam-
mensunken hytteruin på det højeste
punkt: Nualik, målet for nogle dri-
stige fangstmænd, der i deres lette
kajakker ekskorterede tunge kone-
både med kvinder og børn ombord,
med telte til sommerbo og grejer, som
var nødvendige for at kunne få et lunt
vinterhi.
Vi vidste fra beretninger, som Gu-
stav Holm havde hjembragt fra sin
overvintring i Angmagssalik i 1884—
85, at mange eskimoer et par år i for-
vejen havde forladt det sulthærgede
hjemland og var rejst mod nord i håb
om at finde bedre leveforhold i det
sagnomspundne fangstområde i Kiali-
neK.
Det var disse menneskers hytte, vi
nu havde nået, men skæbnen havde
været dem ond: uden for hytten fand-
tes skeletrester af mennesker, i hus-
gangen lå andre og på briksen lå man-
ge skeletter af voksne og børn imel-
lem hinanden.
En pludselig katastrofe må have
ramt de dristige folk, der stolede på
fangstmændenes snilde, kraftige arm
og held, havde forladt den nogenlunde
tryghed i stammefrænders flok for at
finde et sted, hvor den karrige natur
vilde unde dem det nødvendigste til
livets opretholdelse.
Det havde de fundet her, hvor man-
ge og store omliggende kødgrave,
endnu med indhold af rådnet kød og
spæk — vidnede om overflod på mad.
Men dødsårsagen da?
Formodentlig kødforgiftning ved at
spise den østgrønlandske delikatesse;
halvrådden sæl, en farlig spise, der
smager godt, men lugter forbandet og
fremkalder en ganske svag rus, dog
nok til at sætte stemningen i hytten en
del grader i vejret.
Det er den eneste tænkelige årsag
til at ca. fyrretyve velnærede menne-
sker pludselig kunne være blevet ramt
af knokkelmandens le. Og pludselig
må de være døde: alt hvad de dristige
folk havde haft med sig af fangst-
grejer, værktøj, husgeråd, og børne-
nes legetøj var at finde i den sammen-
sunkne hytte og udenfor.
Det var uhyggeligt at finde alt dette
i det døde hus — i stedet for de men-
nesker og deres efterkommere som vi
havde glædet os til at træffe og bringe
meddelelse om, at de nu trygt kunne
rejse tilbage til Angmagssalik, hvor
der for fem år siden var blevet opret-
tet en koloni, så sultedøden ikke læn-
gere kunne true de derboende eski-
moer.
Vi samlede deres mange efterladen-
skaber sammen og tog dem med os, da
vi drog videre — også nogle kranier
for at videnskabsmænd i Danmark
kunne studere dem. Men denne uhyg-
gelige last skabte et uventet problem,
Tuxhamimik motoreKaråine erngu- atautsimik, mardlungnik pingasu-
makasigpoK nåme nigdlo cylinderilik. 12—390 HK-lik
lux HAM
motftritsialagssuaK silarssuarme tamarme tus&manillk
Kvalitetsmotoren med verdensry
>ill||Mll|iiilHl||||||llllullllllUmillllt|||||llll||||||llllllllfl|lltllll>l|IUIIII>
!llllllllllllllMllllllllllll||||||||||||||||||||||||||||||||j||||||llllllllllllll||||
tuxham A/s . København valby • c. 8816 |||l
liiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiijl
da Angmagssaliks eskimoer ikke kun-
ne tænke sig anden dødsårsag — end
at vi havde skudt de værgeløse folk.
Det rygte blev ved med at holde sig
på Østgrønlands kyst, og mange år
senere, da jeg blev inspektør for Øst-
grønland og overvintrede i Angmag-
ssalik, spurgte jeg en ven af mig, en
storartet fanger og klog mand, om han
virkelig stadig troede, at jeg havde
været med til at skyde hans lands-
mænd og måske endda slægtninge ved
Nualik.
Spørgsmålet huede åbenbart ikke
min ven, der tænkte længe, inden han
svarede: Nej, Miki, du har altid været
noget, eskimoerne kunne forstå, bjørn
og sæl var jo noget spiseligt, og vi nød
at se alle de forbavsede og blanke
øjne, der var rettede imod os, at se i
tranlampernes gyldne skær de oplyste
brune ansigter og de nøgne kroppe,
som fortonede sig indover mod hyt-
tens bagvæg og forsvandt i mørket.
Med lange tynde pinde fiskede flit-
tige kvinder store lunser kogt sælkød
op af stengryderne og langede dem til
os, til mænd og børn, der fyldte mun-
den med det saftige kød og som med
en kniv, forarbejdet af flint eller skif-
fer, skar det af, som ikke kunne prop-
pes i munden. Og de dyppede fingrene

En storfangers kone og børn år 1900.
god mod os, og jeg kan ikke tænke
mig, at du har gjort det. Men de gamle
siger, du har skudt dem, og vi må jo
også tro, hvad de gamle siger!
Vi fortsatte sydover mod Angmag-
ssalik, og det strålende efterårsvejr
hjalp os til at glemme uhyggen og
rædslen fra Nualik. Vi trak hårdt på
årerne. Efteråret med dets storm og
kulde kunne falde over os når det
skulle være, så vi måtte skynde os, og
en tidlig septemberdag traf vi endelig
de eskimoer, som vi på den godt to
måneders lange rejse stadig havde
ventet at finde. Tre kajakmænd kom
frem bag en isskosse og standsede brat:
hvad er det dog for et besynderligt
fartøj, der kommer til os fra nord?
Under efter under, en båd af træ, ikke
roet af kvinder, som var eskimoisk
skik i Østgrønland ,men af mænd, lys-
hudede og rødhårede, med skæg i hele
ansigtet og underlige grå øjne, så ulige
Inuits brune øjne som vel tænkes kun-
ne: K’avdlunaK’s, afkom efter kvinde
og hund!
Nå, så galt var det ikke, et par af
mændene havde været i Angmagssa-
lik og kendte Amdrup og mine to kam-
merater fra deres overvintring et par
år i forvejen, og méd høje råb kaldte
de alle mand af hus på stranden der-
inde, hvor kvinder og børn myldrede
frem som skudt op af jorden.
Vi landede og blev modtaget med
frygtblandet glæde: nogle få havde
været ved den nye koloni og vidste,
at vi ikke var onde ånder, der kom
fra nord for at gøre Inuits fortræd,
men kvinder og børn var stadig for-
færdede over synet af os, da vi bæn-
kede os i hytten på gæstebriksen,
hvorunder den store urinballe havde
sin reglementerede plads, ildelugtende,.
med sælskind til garvning flydende i
væden.
Eventyret var så sandt kommet til
den store hytte på SermiligaKS kyst:
Væsner der lignede de onde ånder
som Angakut så ofte havde fortalt dem
om, dog alligevel rigtige mennesker,
mænd som deres egne, omend så for-
skellige. Og ordets magt ejede de ikke,
for de kunne jo ikke tale som rigtige
Inuits!
Det varede nogen tid, inden alle de
mange eskimoer i hytten havde affun-
det sig med virkeligheden og akcepte-
ret os som rigtige mennesker, der ved
vor eneste nogenlunde sprogkyndige
kammerat kunne fortælle dem de utro-
ligste eventyr, vi havde oplevet, blandt
andet om de ca. tresindstyve bjørne vi
havde mødt på vor lange bådrejse, og
de mange sæler vi havde set overalt
derude langs det for dem så fremmede
og frygtelige land mod nord, hvortil
frænder var draget ud, men aldrig kom
tilbage. Men det om fangstdyrene var
piniartorssup nulia Kitornailo ukioic
1900.
i et trækrus med tran, slikkede dem
rene og ræbede højt af velvære og
mæthed.
Vi gav, hvad vi havde tilovers af
spiseligt i vor jolle, herlig spise for de
kødmætte eskimoer. Mætheden satte
sig, men der var feststemning i hyt-
ten, hvor ingen tænkte på at sove.
Trommerne kom frem, og vendt mod
os sang mændene deres vilde sange,
som de havde taget i arv fra slægter,
svundne forlængst. På briksene sad
næsten nøgne mænd og kvinder og
brummede med på omkvædet, og i
hver eneste bitte åbning mellem de
voksne stak et barnehoved frem for
med spillevende øjne at følge tromme-
dansernes vilde fakter og ord.
Den dansende svedte, så det randt
nedover hans nøgne krop, og når han
stakåndet opgav sang og dans, lagde
trommen på stengulvet, blev den
i ro, var kroppen det såsandt ikke: de
vred og drejede sig i vellystige, æg-
gende vridninger, og deres dæmpede
sang må have svaret dertil — at døm-
me efter mændenes hæse latter og
tindrende øjne.
Der var varmt derinde i hytten.
Sveden haglede af os som af eskimoer-
ne, der ligefrem dampede af varme og
velvære. De sad og rokkede på brikse-
kanten, svajede i takt til trommens
summen og sangens kåde ord, vilde og
voldsomme, æggende, alt eftersom
mand eller kvinde var på gulvet med
tromme og dans og gebærder.
Hyttens beboere, der alle var blevet
ophidsede af sangen og stemningen i
den lavloftede hytte, sad uroligt på
briksekanten, ventede noget, ventede
— — og så smed den dansende trom-
men fra sig og satte sig på briksen
uden en lyd.
Man havde åbenbart fået nok af
trommedrønen og sang, og der blev
så tyst i hytten, man hørte kun hvis-
kende stemmer. Men så sprang en
mand op fra briksen og indledte en ny
form for forlystelse til glæde for dem
selv og deres gæster: groteske sel-
skabslege, hvor vi ikke gik ram forbi,
omend vi ikke anede, hvad legen be-
tød. De var ikke sarte, de lege, så me-
get forstod vi da, og stemningen i hyt-
ten steg til højder, der end ikke var
blevet nået i den vildeste danseekstase.
Så rejste den ældste af år sig fra
sin plads midt på briksen, og alle fik
travlt med at komme til deres plad-
ser bag den hjemlige tranlampe. Der
gik et sus af spændt forventning gen-
nem hytten, og eskimoerne nikkede
bejaende, da den gamle mand slukke-
de sin lampe, en anden fulgte hans
eksempel, og der blev halvmørkt i den
før så oplyste hytte. Endnu en lampe
blev slukket, een til, den sidste, og
gravens mørke fyldte hytten, da den
sidste gnist i spæklampens mosvæge
døde bort med et lille smæld.
I nogle minutter hørtes ikke en lyd,
knap nok åndedræt fra de mange
mennesker gemt i mørket. Men så
mærkede vi, at vore værtsfolk rejste
sig fra briksen, hørte søgende glidende
fjed af nøgne fødder henover sten-
gulvet, sagte fnisen, nemmede men-
nesker meget nær og følte en forsigtig,
glidende berøring af hede hænder —
der hvor vi sad på briksen over urin-
ballen og krøb sammen med ryggen
mod den kolde og klamme husmur.
Der faldt efterhånden ro over hyt-
tens beboere, de listende, glidende
skridt hørtes ikke mere, men briksen
knagede under tunge legemers vægt,
og der lød sukken og stønnen i mørket,
så stilhed — en stilhed så total som
mørket i hytten.
Det var en lettelse for os, da der
igen hørtes en lyd og knirken fra det
sted i hytten, hvor briksen måtte væ-
re. De nøgne, glidende fødder lod sig
på ny høre på det ujævne stengulv,
hvor mange voksne skyndsomst fam-
lede sig frem til deres pladser, fandt
deres egen tranlampe, men helt hygge-
ligt blev der dog først, da der blev
slået ild på et fyrtøj, og det tørre lyng
blæstes op til klar flamme, hvormed
tranlamperne blev tændt på ny.
Og der sad de da igen i fuld belys-
ning. Mænd og kvinder ved siden af
Træbåden, med hvilken man foretog
den 1000 kilometer lange rejse fra Sco-
resbysund til Angmagssalik.
straks grebet af en anden, der dansede
og sang til også han sank udmattet
sammen.
Kvinderne var blevet dristigere,
havde måske glemt de fremmede —
eller var det mon netop for at vise sig
for dem? De greb trommen, når der
var en chance, men i modsætning til
mændenes voldsomme bevægelser
med krop, arme og hovede var de ro-
lige og tilsyneladende beherskede. De
stod på samme sted, mens de trom-
mede og sang, trippede kun lidt med
benene i takt til sangen og trommesla-
gene. Men var benene så nogenlunde
umiatsiaK kissussou Scoresbysundimit
Angmagssalingmut angalanerme sivi-
sume 1000 kilometerinik isorartussusi-
lingme atorneKartoK.
hinanden, men tavse, kiggede kun lidt
søgende til højre og venstre, byttede
nu og da plads med en anden uden
større ståhej.
Vi fire sad også pænt på vor briks-
kant med benene hængende ned foran
urinballen — og da der igen var ble-
vet lyst i hytten, og alle spæklamperne
brændte klart, slog Amdrup mig på
skulderen: Nå, Miki, der oplevede du
også det!
Det gjorde jeg, og det var i septem-
ber 1900!
36