Atuagagdliutit - 01.01.1961, Blaðsíða 46

tomme imiaicflaske overbord, solen
blinkede i den, da den kom ind i køl-
vandet og blev vippet voldsomt rundt.
Selvfølgelig var dette her bare end-
nu en illusion, tænkte Sørensen. En
illusion fremkaldt af spiritus, træthed
og stemning. Det varme venskab mel-
lem dem, det høje humør, alt det som
gjorde morgenen strålende.
Men hvad gjorde det. Lad det være
en illusion, tænkte han, i øjeblikket er
det dog reelt nok, vore følelser er æg-
te nok. Fanden så med, hvad der har
fremkaldt dem. Kan vi ikke for en-
gangs skyld leve i nuet uden at spræn-
ge hovedet med spekulationer over
fortid og fremtid, årsag og virkning.
Og Sørensen satte flasken for mun-
den og gav sig til at leve i nuet. Den
brændende glød løb ned gennem ham
og lagde sig mildt og godt til rette i
maven. Han blev større og lettere -g
følte trang til at råbe og le.
Fjeldenes lave forland var vokset
op foran dem og blevet til stort, bak-
ket, kløftet terræn. I spidsen af sin
kile skød båden ind mod land, mindre
og mindre jo nærmere den kom det
fjeldland, der på afstand havde set ud
som papkulisser. Nu fik de voldsomme
skygger nuancer, en tredie dimension
blev til for øjnene af dem.
Langsomt blev vejen ind til bredden
kortere. Fjeldtoppene, der ovre fra
byen havde set ud, som om man kunne
række hånden ud og fatte om dem,
blev ved at trække sig tilbage. Båden
på den stille, træge overflade synede
ikke mere end en bille på en bade-
strand.
Endelig kunne motoren slås fra. Bil-
len kravlede det sidste stykke, og Hol-
ger og Sørensen sprang ind på ste-
nene.
Olson og den nye mand ville ligge
og sejle langs kysten og senere lægge
til nedenfor vandfaldet.
De to andre kravlede afsted. Benene
bevægede sig under dem med en ejen-
dommelig lethed, som de fandt beha-
gelig. De gik, som om de kendte ter-
rænet ud og ind, skridtede ud og kom
hurtigt fremad. De tog det ikke så
nøje med, hvor de satte fødderne.
Whiskyflasken var næsten tom, da
de gik fra borde.
„Det er et godt land at gå i,“ sagde
Sørensen.
Holger nikkede. Gnisterne fløj fra
den store krumpibe, der dinglede un-
der hans ansigt.
Sørensen tænkte på noget, han hav-
de læst engang. Engang, da han var
purung. Noget om en indianer med det
mærkelige sind, der driver mænd ud
på lange års veje. „Den røde vandrer"
blev han kaldt i bogen. Det var før,
der var kommet hvide mænd til de
dele af landet, men af beretningerne
kunne de kortlægge hans vandringer
gennem endeløst skovland, hans kano-
færd ad ukendte floder. Fantastiske
afstande havde det været.
Hvor gammel havde han været den-
gang? Kun en stor dreng vel. Det var
dengang, verden endnu var stor, og
han med en rolig sikkerhed, som ingen
kunne tage fra ham, havde følt, at han
ville få alt at se. En vandrer ville han
være, opdagelsesrejsende, eventyrer.
Livet havde ligget som een stor glæde
foran ham, en åben vej ud i den ufat-
teligt store og mangfoldige verden. Så
snart han blev voksen, ville alle mu-
ligheder være hans.
Det havde været hans sidste drenge-
års hemmelighed, dette syn af jordens
øer, lande og have, blinkende i solen,
denne følelse af, at det hele var hans,
at han skulle få lov at opleve alt.
Lidt af fornemmelsen kom tilbage,
når han gik her. Han spurgte Holger,
om han kendte den historie og india-
neren og de lange rejser.
„Kender du den om Rudolf?" spurg-
te Holger.
Men Sørensen var ligeglad. Han be-
gyndte at tale. Og mens han talte,
tænkte han på, hvor selvfølgeligt og
rigtigt landskabet var, her kunne man
også gå og gå. Ingen veje, ingen stier,
ingen mennesker. Bare gå for at se,
hvad der var bag det næste fjeld, bag
den næste krumning af elven.
Sørensen blev ved at tale. Nu og da
snublede han over ordene. Landet, det
store land, rejste sig for ham i mæg-
tige visioner. Holger gik og grinede
rundt om piben, den andens iver rev
ham lidt med. Elve og flade fjeldsøer
blinkede og glimtede i solen, store gra-
nitflader i en fjeldside luede rødt.
Snespurve fløjtede alle vegne. Blom-
sterne var rene og kølige i farverne,
rypelyngen lugtede varmt af sommer.
De gik hurtigt og let på den bløde,
fjedrende grund mellem stenene, tid
og afstand betød intet.
De satte sig på en sten ved vand-
faldet. Det var ikke højt, men store
mængder vand pressedes gennem åb-
ningen mellem stenblokkene, grønt og
glinsende kom det glidende frem i en
hurtig, lydløs strøm og faldt ned i den
larmende fos. Alt maledes hvidt der-
nede, siden blev det roligt og hurtigt
glidende igen.
Landet gyngede ganske sagte op og
ned foran Sørensen. Han sad stille.
Helt stille, trak næsten ikke vejret. I

Specialfabrikation af dampkedler
og oliefyringsanlæg
til skibs- og industribrug
Dokning af skibe op til 675 fod
Byggebeddinger for skibe
op til 450 fod og 10.000 t. dw.
-c

*‘'4
. ••• V*

magga oan
AALBORG VÆRFT A/S
sanassarpai dampkedler kissarssutitdlo oliatortut umiarssuarnut sulivfigssuarnutdlo atugagssat. umiarssuit
675 fodit tikitdlugit tinutisinauvai. umiarssuarnut 450 fodit tikitdlugit 10.000 tonsinigdlo usitussusilingnut så-
naviliorsinauvoK
et langt, bankende øjeblik følte han
landet i sig, var eet med det, kendte
det og fyldtes af en lykke så ren, at
han ikke turde røre sig. Tiden stod
stille. Hans sanser opfattede alt på een
gang, fossens sang, det næsten umær-
kelige pust på huden af vandstøv,
snespurvenes uophørlige kvidren over
og igennem fossens lyd, vandets farve
lige før det brød ned gennem åbnin-
gen, lugten af tobakken fra Holgers
pibe, den varme stenflade under dem.
Blomsterne, som stod overalt i en kort
sommers hektiske og heftige sødme,
fluerne og bierne, som summede mel-
lem dem. En myg, som sugede blod af
hans ankel. Landets lange bølgen frem
mod himlen, som stod ren og tindren-
de over den fjerneste af alle fjeld-
rygge.
Næsten samtidig kom, smerten som
en viden om, at det ville være forbi
om lidt, og uddybede følelsen, gav den
dobbeltbund.
Og så var det ovre, som om nogen
havde knipset sekunderne bort. Lyde,
syn, lugte faldt ned i det tilvante leje,
hans sanser fungerede igen normalt ■—
på den dagligdags afstumpede måde.
Sørensens øjne blev tomme som et
skuffet barns. Han rettede sig op og så
hen på Holger, som sad og så ind i det
strømmende vand med den ene hånd
om piben og nu og da slap et blop røg
ud af mundvigen.
Sørensen skulle lige til at sige noget,
men tog sig i det. Holger kunne ikke
nås nu, han var langt, langt borte.
Hans kone og børn var rejst hjem sid-
ste sommer.
Længe efter — forekom det Søren-
sen •— nåede en fjern motorknalden
dem nedefra. Ganske sagte, men alli-
gevel påtrængende og fremmed i møn-
stret af sommerlige lyde omkring dem,
kaldte den dem tilbage.
„Du, Holger," sagde Sørensen, „hvor
lang tid ville det tage at gå hjem?"
„Gå? Udenom hele fjorden? Er du
tosset, det vil tage en dag eller to."
„Hvad så?"
Holger så på ham. „Hør, hvad er du
ude på?"
„Ikke noget." Sørensen fortrød halv-
vejs, at han ikke havde beholdt det for
sig selv. Så kunne han måske have
gjort det. Nu var det for sent. „Jeg
mener bare, hvis nu man fo’r vild, så
var man jo nødt til det, ikke?"
Holger grinede. „Du er sgu ikke rig-
tig klog." Han blev ved at se på Sø-
rensen, lidt efter lidt kom der et dren-
geagtigt glimt i hans øjne. „Ja, ærlig
talt du, skal vi?"
„Går du med? Den er fin!" Søren-
sen sprang begejstret op.
Holger rejste sig langsomt. Langt
nedenfor dem lå fjorden, som skar sig
dybt ind i landet, og langt, langt bor-
te, ovre på den anden side, lå byen,
som de ikke kunne se det fjerneste
glimt af herfra. Solen stod højt nu.
De kunne stadig høre motorbåden
men ikke se den, fordi den gik ganske
nær bredden.
„Der er fandens langt, du," sagde
Holger.
„Hvad så? Det er kun godt," sagde
Sørensen. „Det må gerne tage to dage
for mig."
„Har du tænkt på din vagt?" spurg-
te Holger. „Du skal afløse en mand.
Og din kone bliver helt ude af den, de
tror alt muligt derinde. De sender folk
ud at lede efter os, der bliver et hel-
vedes postyr."
„Selvfølgelig," sagde Sørensen. „Det
ved jeg godt."
Han følte sig pludselig træt. Glæden
og iveren var borte. Selvfølgelig havde
Holger ret. Men hvorfor, tænkte han,
skulle alting være så indviklet. Hvor-
for var den moderne tilværelse sadan
en modbydelig biksemad, at en mand
ikke kunne følge sin stærke impuls og
gå en dag eller to?
Han havde en infam smag i halsen.
Det halve af det kom vel også bare af
sprutten. Gad vidst, om man blev skør
og foretog sig mærkelige ting, når
man fik noget at drikke — eller om
det var til daglig, man var skør, og
kun fulgte sine normale impulser, når
man var fuld?
„All right," sagde han træt, „lad os
komme ned til båden."
„Jeg er sgu ked af det," sagde Hol-
ger, „men du kan nok se —. Ved du
hvad, vi kan bytte os til et par fridage
engang og tage ud på en ordentlig tur,
ikke?"
„Jo, jo," sagde Sørensen.
De gik nedad mod båden, Holger
forrest. De fulgte elven. Der var man-
ge sortebær, men de var grønne end-
nu. De sorte var blevet siddende fra
mugssuåt silarssuarme
tusåmassak
iarf ingme okåinarit
HØNG piniardlugo
sidste år og smagte ikke godt mere, de
skrumpede mere og mere ind. Bag en
sten lå nogle småknogler og fjer.
Vandfaldets brusen blev fjernere og
overdøvedes lidt efter lidt af elvens
rislen og klukken ved siden af dem.
Nu kunne de se båden. Den lå inde
ved bredden. Olson gik et stykke oppe
på land og råbte på dem, han fik øje
på dem og vinkede med begge arme.
Jeg kan nå det endnu, tænkte Sø-
rensen i et øjebliks desperation. Hvis
jeg sætter mig ned, ligemeget hvor —
bag den nærmeste fjeldknold — det er
ligesom at lede efter en nål i en hø-
stak —
Han kunne kun se hovedet og skuld-
rene af Olson. Holger gik uden at se
sig tilbage.
Sørensen trådte et skridt til siden
og satte sig ned. De forsvandt for hans
blik, der var kun fjeldet og himlen
over ham.
Han sad i græsset og undrede sig
over sig selv. Er du fuld, eller er du
så pjattet? spurgte han sig selv og
grinede, og da Holger kaldte, rejste
han sig og løb nedad langs elven.
„Hvad er der med dig?" spurgte
Holger.
„Noget i skoen," sagde han.
„Hvor fanden blev I af?" råbte Ol-
son. „Vi var lige ved at sejle uden
jer."
„Han ville gå KivitOK," sagde Hol-
ger og pegede på Sørensen. „Eller i
det mindste gå udenom hjem."
„Hvad ville han?" Olson så under-
søgende på Sørensen.
„Du kunne være skør nok til det."
Olson rystede på hovedet. „Kom her,
drenge, se hvad jeg har gemt til jer!"
Han rystede whiskyflasken. De del-
te den sidste slat. Olson råbte op og
var i strålende humør, stemningen
fængede igen i Sørensen. De rejste sig
fra stenene og gjorde sig klar til ind-
skibning.
„Er han ikke død af det der endnu?"
Holger pegede på den sidste imiaK-
flaske i hånden på den nye mand.
Den nye mand smilede, han var be-
gyndt at blive en smule klatøjet.
„Levende eller døde, lad os komme
hjemad," sagde Olson.
„Hjem, hjem, du kære hjem," sagde
Sørensen. „Hjem til tjenestemandsstil-
ling og pension og middagsmad, hjem
til Gud, fædrelandet og kong Frede-
rik!"
„Vorherrebevares!" Olson så på ham,
de grinede allesammen. „Er der ikke
mere i flasken?"
Olson blev alvorlig et øjeblik. „Ja,
ja," sagde han, „jeg var nu ikke sejlet
hjem uden nogen af jer, om jeg så
skulle have båret dig ombord."
„Lad os komme afsted," sagde Sø-
rensen, „jeg skal hjem og have min
tunolperle."
De blev enige om at stikke et smut
indad i fjorden på vejen. Ingen af dem
var særlig kendt med farvandet der,
så de måtte holde udkig efter blinde
skær.
atdlårKigssuaK, kang er diung me tungu-
juårtume sikulissat arritdlitardlutik sar-
farserussårdlutik. Kalåtdlit-nunåt alia-
naitsorssuaK taigdliåinarpalugtoK, taimåi-
tordle åma inuniviup malungniusimavfia,
Kingmit Kår sit diar simavdlutik unarujdr-
dlutik. måne ikåt KåiniviussutaoK alåne
katerssUsimåput, Avangnårssuata aussåne
issikivik pinenissoK sågdlugo.
Under det utrættelige solskin sejlede
de i store, dovne sløjfer hjemover mod
byen, hjem til hverdagen, til pligterne,
ansvaret, arbejdstimerne.
Sørensen sad i forstavnen og holdt
udkig efter skær. Han sad og kiggede
Klar himmel, blånende fjord med is-
skodser, der langsomt driver med tide-
vandsstrømmen. Den grønlandske evig-
heds poesi, men også det levende liv,
hundene, sommerfjantede og mætte. Her
på det lysegrønne sommertæppe har de
samlet sig under kajakstilladset, en af
forudsætningerne for deres eksistens, og
herfra kan de skue vidt over det land,
der er deres, sommerlandet højt mod
nord.
.............1
ned i det dybe, grønne vand. Han kun-
ne se langt ned, vandet snoede sig li-
gesom i spiraler svimlende nedad un-
der ham, glasklart og iskoldt. Dernede
gik fiskene, og nederst, nede ved bun-
den, de store, dorske og grådige hajer.
47