Atuagagdliutit

Volume

Atuagagdliutit - 01.01.1961, Page 46

Atuagagdliutit - 01.01.1961, Page 46
tomme imiaicflaske overbord, solen blinkede i den, da den kom ind i køl- vandet og blev vippet voldsomt rundt. Selvfølgelig var dette her bare end- nu en illusion, tænkte Sørensen. En illusion fremkaldt af spiritus, træthed og stemning. Det varme venskab mel- lem dem, det høje humør, alt det som gjorde morgenen strålende. Men hvad gjorde det. Lad det være en illusion, tænkte han, i øjeblikket er det dog reelt nok, vore følelser er æg- te nok. Fanden så med, hvad der har fremkaldt dem. Kan vi ikke for en- gangs skyld leve i nuet uden at spræn- ge hovedet med spekulationer over fortid og fremtid, årsag og virkning. Og Sørensen satte flasken for mun- den og gav sig til at leve i nuet. Den brændende glød løb ned gennem ham og lagde sig mildt og godt til rette i maven. Han blev større og lettere -g følte trang til at råbe og le. Fjeldenes lave forland var vokset op foran dem og blevet til stort, bak- ket, kløftet terræn. I spidsen af sin kile skød båden ind mod land, mindre og mindre jo nærmere den kom det fjeldland, der på afstand havde set ud som papkulisser. Nu fik de voldsomme skygger nuancer, en tredie dimension blev til for øjnene af dem. Langsomt blev vejen ind til bredden kortere. Fjeldtoppene, der ovre fra byen havde set ud, som om man kunne række hånden ud og fatte om dem, blev ved at trække sig tilbage. Båden på den stille, træge overflade synede ikke mere end en bille på en bade- strand. Endelig kunne motoren slås fra. Bil- len kravlede det sidste stykke, og Hol- ger og Sørensen sprang ind på ste- nene. Olson og den nye mand ville ligge og sejle langs kysten og senere lægge til nedenfor vandfaldet. De to andre kravlede afsted. Benene bevægede sig under dem med en ejen- dommelig lethed, som de fandt beha- gelig. De gik, som om de kendte ter- rænet ud og ind, skridtede ud og kom hurtigt fremad. De tog det ikke så nøje med, hvor de satte fødderne. Whiskyflasken var næsten tom, da de gik fra borde. „Det er et godt land at gå i,“ sagde Sørensen. Holger nikkede. Gnisterne fløj fra den store krumpibe, der dinglede un- der hans ansigt. Sørensen tænkte på noget, han hav- de læst engang. Engang, da han var purung. Noget om en indianer med det mærkelige sind, der driver mænd ud på lange års veje. „Den røde vandrer" blev han kaldt i bogen. Det var før, der var kommet hvide mænd til de dele af landet, men af beretningerne kunne de kortlægge hans vandringer gennem endeløst skovland, hans kano- færd ad ukendte floder. Fantastiske afstande havde det været. Hvor gammel havde han været den- gang? Kun en stor dreng vel. Det var dengang, verden endnu var stor, og han med en rolig sikkerhed, som ingen kunne tage fra ham, havde følt, at han ville få alt at se. En vandrer ville han være, opdagelsesrejsende, eventyrer. Livet havde ligget som een stor glæde foran ham, en åben vej ud i den ufat- teligt store og mangfoldige verden. Så snart han blev voksen, ville alle mu- ligheder være hans. Det havde været hans sidste drenge- års hemmelighed, dette syn af jordens øer, lande og have, blinkende i solen, denne følelse af, at det hele var hans, at han skulle få lov at opleve alt. Lidt af fornemmelsen kom tilbage, når han gik her. Han spurgte Holger, om han kendte den historie og india- neren og de lange rejser. „Kender du den om Rudolf?" spurg- te Holger. Men Sørensen var ligeglad. Han be- gyndte at tale. Og mens han talte, tænkte han på, hvor selvfølgeligt og rigtigt landskabet var, her kunne man også gå og gå. Ingen veje, ingen stier, ingen mennesker. Bare gå for at se, hvad der var bag det næste fjeld, bag den næste krumning af elven. Sørensen blev ved at tale. Nu og da snublede han over ordene. Landet, det store land, rejste sig for ham i mæg- tige visioner. Holger gik og grinede rundt om piben, den andens iver rev ham lidt med. Elve og flade fjeldsøer blinkede og glimtede i solen, store gra- nitflader i en fjeldside luede rødt. Snespurve fløjtede alle vegne. Blom- sterne var rene og kølige i farverne, rypelyngen lugtede varmt af sommer. De gik hurtigt og let på den bløde, fjedrende grund mellem stenene, tid og afstand betød intet. De satte sig på en sten ved vand- faldet. Det var ikke højt, men store mængder vand pressedes gennem åb- ningen mellem stenblokkene, grønt og glinsende kom det glidende frem i en hurtig, lydløs strøm og faldt ned i den larmende fos. Alt maledes hvidt der- nede, siden blev det roligt og hurtigt glidende igen. Landet gyngede ganske sagte op og ned foran Sørensen. Han sad stille. Helt stille, trak næsten ikke vejret. I Specialfabrikation af dampkedler og oliefyringsanlæg til skibs- og industribrug Dokning af skibe op til 675 fod Byggebeddinger for skibe op til 450 fod og 10.000 t. dw. -c *‘'4 . ••• V* magga oan AALBORG VÆRFT A/S sanassarpai dampkedler kissarssutitdlo oliatortut umiarssuarnut sulivfigssuarnutdlo atugagssat. umiarssuit 675 fodit tikitdlugit tinutisinauvai. umiarssuarnut 450 fodit tikitdlugit 10.000 tonsinigdlo usitussusilingnut så- naviliorsinauvoK et langt, bankende øjeblik følte han landet i sig, var eet med det, kendte det og fyldtes af en lykke så ren, at han ikke turde røre sig. Tiden stod stille. Hans sanser opfattede alt på een gang, fossens sang, det næsten umær- kelige pust på huden af vandstøv, snespurvenes uophørlige kvidren over og igennem fossens lyd, vandets farve lige før det brød ned gennem åbnin- gen, lugten af tobakken fra Holgers pibe, den varme stenflade under dem. Blomsterne, som stod overalt i en kort sommers hektiske og heftige sødme, fluerne og bierne, som summede mel- lem dem. En myg, som sugede blod af hans ankel. Landets lange bølgen frem mod himlen, som stod ren og tindren- de over den fjerneste af alle fjeld- rygge. Næsten samtidig kom, smerten som en viden om, at det ville være forbi om lidt, og uddybede følelsen, gav den dobbeltbund. Og så var det ovre, som om nogen havde knipset sekunderne bort. Lyde, syn, lugte faldt ned i det tilvante leje, hans sanser fungerede igen normalt ■— på den dagligdags afstumpede måde. Sørensens øjne blev tomme som et skuffet barns. Han rettede sig op og så hen på Holger, som sad og så ind i det strømmende vand med den ene hånd om piben og nu og da slap et blop røg ud af mundvigen. Sørensen skulle lige til at sige noget, men tog sig i det. Holger kunne ikke nås nu, han var langt, langt borte. Hans kone og børn var rejst hjem sid- ste sommer. Længe efter — forekom det Søren- sen •— nåede en fjern motorknalden dem nedefra. Ganske sagte, men alli- gevel påtrængende og fremmed i møn- stret af sommerlige lyde omkring dem, kaldte den dem tilbage. „Du, Holger," sagde Sørensen, „hvor lang tid ville det tage at gå hjem?" „Gå? Udenom hele fjorden? Er du tosset, det vil tage en dag eller to." „Hvad så?" Holger så på ham. „Hør, hvad er du ude på?" „Ikke noget." Sørensen fortrød halv- vejs, at han ikke havde beholdt det for sig selv. Så kunne han måske have gjort det. Nu var det for sent. „Jeg mener bare, hvis nu man fo’r vild, så var man jo nødt til det, ikke?" Holger grinede. „Du er sgu ikke rig- tig klog." Han blev ved at se på Sø- rensen, lidt efter lidt kom der et dren- geagtigt glimt i hans øjne. „Ja, ærlig talt du, skal vi?" „Går du med? Den er fin!" Søren- sen sprang begejstret op. Holger rejste sig langsomt. Langt nedenfor dem lå fjorden, som skar sig dybt ind i landet, og langt, langt bor- te, ovre på den anden side, lå byen, som de ikke kunne se det fjerneste glimt af herfra. Solen stod højt nu. De kunne stadig høre motorbåden men ikke se den, fordi den gik ganske nær bredden. „Der er fandens langt, du," sagde Holger. „Hvad så? Det er kun godt," sagde Sørensen. „Det må gerne tage to dage for mig." „Har du tænkt på din vagt?" spurg- te Holger. „Du skal afløse en mand. Og din kone bliver helt ude af den, de tror alt muligt derinde. De sender folk ud at lede efter os, der bliver et hel- vedes postyr." „Selvfølgelig," sagde Sørensen. „Det ved jeg godt." Han følte sig pludselig træt. Glæden og iveren var borte. Selvfølgelig havde Holger ret. Men hvorfor, tænkte han, skulle alting være så indviklet. Hvor- for var den moderne tilværelse sadan en modbydelig biksemad, at en mand ikke kunne følge sin stærke impuls og gå en dag eller to? Han havde en infam smag i halsen. Det halve af det kom vel også bare af sprutten. Gad vidst, om man blev skør og foretog sig mærkelige ting, når man fik noget at drikke — eller om det var til daglig, man var skør, og kun fulgte sine normale impulser, når man var fuld? „All right," sagde han træt, „lad os komme ned til båden." „Jeg er sgu ked af det," sagde Hol- ger, „men du kan nok se —. Ved du hvad, vi kan bytte os til et par fridage engang og tage ud på en ordentlig tur, ikke?" „Jo, jo," sagde Sørensen. De gik nedad mod båden, Holger forrest. De fulgte elven. Der var man- ge sortebær, men de var grønne end- nu. De sorte var blevet siddende fra mugssuåt silarssuarme tusåmassak iarf ingme okåinarit HØNG piniardlugo sidste år og smagte ikke godt mere, de skrumpede mere og mere ind. Bag en sten lå nogle småknogler og fjer. Vandfaldets brusen blev fjernere og overdøvedes lidt efter lidt af elvens rislen og klukken ved siden af dem. Nu kunne de se båden. Den lå inde ved bredden. Olson gik et stykke oppe på land og råbte på dem, han fik øje på dem og vinkede med begge arme. Jeg kan nå det endnu, tænkte Sø- rensen i et øjebliks desperation. Hvis jeg sætter mig ned, ligemeget hvor — bag den nærmeste fjeldknold — det er ligesom at lede efter en nål i en hø- stak — Han kunne kun se hovedet og skuld- rene af Olson. Holger gik uden at se sig tilbage. Sørensen trådte et skridt til siden og satte sig ned. De forsvandt for hans blik, der var kun fjeldet og himlen over ham. Han sad i græsset og undrede sig over sig selv. Er du fuld, eller er du så pjattet? spurgte han sig selv og grinede, og da Holger kaldte, rejste han sig og løb nedad langs elven. „Hvad er der med dig?" spurgte Holger. „Noget i skoen," sagde han. „Hvor fanden blev I af?" råbte Ol- son. „Vi var lige ved at sejle uden jer." „Han ville gå KivitOK," sagde Hol- ger og pegede på Sørensen. „Eller i det mindste gå udenom hjem." „Hvad ville han?" Olson så under- søgende på Sørensen. „Du kunne være skør nok til det." Olson rystede på hovedet. „Kom her, drenge, se hvad jeg har gemt til jer!" Han rystede whiskyflasken. De del- te den sidste slat. Olson råbte op og var i strålende humør, stemningen fængede igen i Sørensen. De rejste sig fra stenene og gjorde sig klar til ind- skibning. „Er han ikke død af det der endnu?" Holger pegede på den sidste imiaK- flaske i hånden på den nye mand. Den nye mand smilede, han var be- gyndt at blive en smule klatøjet. „Levende eller døde, lad os komme hjemad," sagde Olson. „Hjem, hjem, du kære hjem," sagde Sørensen. „Hjem til tjenestemandsstil- ling og pension og middagsmad, hjem til Gud, fædrelandet og kong Frede- rik!" „Vorherrebevares!" Olson så på ham, de grinede allesammen. „Er der ikke mere i flasken?" Olson blev alvorlig et øjeblik. „Ja, ja," sagde han, „jeg var nu ikke sejlet hjem uden nogen af jer, om jeg så skulle have båret dig ombord." „Lad os komme afsted," sagde Sø- rensen, „jeg skal hjem og have min tunolperle." De blev enige om at stikke et smut indad i fjorden på vejen. Ingen af dem var særlig kendt med farvandet der, så de måtte holde udkig efter blinde skær. atdlårKigssuaK, kang er diung me tungu- juårtume sikulissat arritdlitardlutik sar- farserussårdlutik. Kalåtdlit-nunåt alia- naitsorssuaK taigdliåinarpalugtoK, taimåi- tordle åma inuniviup malungniusimavfia, Kingmit Kår sit diar simavdlutik unarujdr- dlutik. måne ikåt KåiniviussutaoK alåne katerssUsimåput, Avangnårssuata aussåne issikivik pinenissoK sågdlugo. Under det utrættelige solskin sejlede de i store, dovne sløjfer hjemover mod byen, hjem til hverdagen, til pligterne, ansvaret, arbejdstimerne. Sørensen sad i forstavnen og holdt udkig efter skær. Han sad og kiggede Klar himmel, blånende fjord med is- skodser, der langsomt driver med tide- vandsstrømmen. Den grønlandske evig- heds poesi, men også det levende liv, hundene, sommerfjantede og mætte. Her på det lysegrønne sommertæppe har de samlet sig under kajakstilladset, en af forudsætningerne for deres eksistens, og herfra kan de skue vidt over det land, der er deres, sommerlandet højt mod nord. .............1 ned i det dybe, grønne vand. Han kun- ne se langt ned, vandet snoede sig li- gesom i spiraler svimlende nedad un- der ham, glasklart og iskoldt. Dernede gik fiskene, og nederst, nede ved bun- den, de store, dorske og grådige hajer. 47
Page 1
Page 2
Page 3
Page 4
Page 5
Page 6
Page 7
Page 8
Page 9
Page 10
Page 11
Page 12
Page 13
Page 14
Page 15
Page 16
Page 17
Page 18
Page 19
Page 20
Page 21
Page 22
Page 23
Page 24
Page 25
Page 26
Page 27
Page 28
Page 29
Page 30
Page 31
Page 32
Page 33
Page 34
Page 35
Page 36
Page 37
Page 38
Page 39
Page 40
Page 41
Page 42
Page 43
Page 44
Page 45
Page 46
Page 47
Page 48
Page 49
Page 50
Page 51
Page 52
Page 53
Page 54
Page 55
Page 56
Page 57
Page 58
Page 59
Page 60
Page 61
Page 62
Page 63
Page 64
Page 65
Page 66
Page 67
Page 68
Page 69
Page 70
Page 71
Page 72
Page 73
Page 74
Page 75
Page 76
Page 77
Page 78
Page 79
Page 80
Page 81
Page 82
Page 83
Page 84
Page 85
Page 86
Page 87
Page 88
Page 89
Page 90
Page 91
Page 92
Page 93
Page 94
Page 95
Page 96
Page 97
Page 98
Page 99
Page 100
Page 101
Page 102
Page 103
Page 104
Page 105
Page 106
Page 107
Page 108
Page 109
Page 110
Page 111

x

Atuagagdliutit

Direct Links

If you want to link to this newspaper/magazine, please use these links:

Link to this newspaper/magazine: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link to this issue:

Link to this page:

Link to this article:

Please do not link directly to images or PDFs on Timarit.is as such URLs may change without warning. Please use the URLs provided above for linking to the website.