Atuagagdliutit - 01.01.1961, Blaðsíða 89

SNEEN FALDT I STORE FNUG.
Det var midt på dagen, men det
var halvmørkt. Sorte skyer trak
sig sammen i syd med faretruen-
de hast. Ikke en vind rørte sig, men
der hvilede en dyster stemning over
landskabet. Sneens overflade havde en
hård skorpe efter tøvejr. Kirkeklok-
kens sprøde toner lød i det fjerne.
Langsomme slæbende skridt hørtes,
medens en lille skare mennesker gik
bag en kiste. Ellers var alt fuldstændig
stille. Fire alvorlige mænd i sælskinds-
bukser og anorak bar kisten med blik-
ket hæftet på den glinsende sneskorpe.
Kisten var lavet af rå brædder. Et lille
trækors, en beskeden krans af lyng-
kviste og et par roser af silkepapir
pyntede kisten.
Nærmest kisten gik en ung kone,
støttet af en ældre kvinde. Hendes
grådkvalte stemme afbrød nu og da
stilheden. Hun gik med bøjet hoved.
Med mellemrum løftede hun blikket,
stirrede fortvivlet og vantro på kisten
og rystede en kende på hovedet.
Det var hendes søn, der var død.
Hendes eneste håb.
En kvinde uden forsørger — det var
den største ulykke, der kunne ramme
et menneske i det gamle Grønland. —
Målia gik som i drømme med vaklen-
de skridt, støttet af sin moder og stir-
rede tomt frem for sig. Hendes kønne
ansigt var ligblegt, og hendes ellers så
udtryksfulde store øjne var uden liv.
Tænk, at et menneskes skæbne kunne
være så hård. Så ung og dog miste det
sidste håb, hun klyngede sig til i den-
ne verden,
Kirkeklokkens vemodige toner sum-
mede i Målias ører. Ellers sansede hun
intet. Tankerne rev hende bort ....
Det var sommeraften, en skøn aften.
Målia var på hajfiskeri som roerske i
en pram ud for det lille udsted Sarfar-
t6K. Stormfuglene gled med seje tag
lavt henover det smeltet-bly-blanke
hav omkring prammene. De satte sig
på vandet og sloges om nogle stykker
haj lever, som fiskerne smed ud til
dem. Stormfuglene skreg og baskede
med vingerne og bed hinanden til fi-
skernes store morskab.
Der var mange isfjelde og isskodser
længere ude i fjorden. Midnatssolen
stod lavt, og dens gyldne stråler glit-
rede i iskolosserne. Nordhimlen gløde-
de i en betagende farvepragt. Solstrå-
lerne spillede i alle regnbuens farver
på en høj og sort fjeldvæg, hvor der
løb et vandfald. AlångerKåK, det chan-
gerende fjeld, lå bagved de små tørve-
huse, opover en grøn skråning. Og det
var udstedets stolthed. Dette vidun-
derlige naturspil var endnu smukkere
end nordlys. Der hvilede en ophøjet
stemning over SartartoK. Stedet lå ved
en lille vig omkranset af høje, sne-
klædte bjerge. — Et stykke uberørt
Grønland, det romantiske Grønland.
En blåhvid røg steg rundt omkring
op fra de små huse. Maden var kogt,
og nu var det tid at komme hjem.
Fiskerne var i gang med at trække
snøren op, da der pludselig blev råbt:
„umiatsait augpalartuligssuit, en robåd
med flag på!“ Der kom liv ombord på
prammene. En båd med flag på betød
en embedsmand på rejse, og dette var
sommerens begivenhed. Man fik travlt
med at komme hjem før den fremmede
båd, så man kunne byde de besøgende
velkommen iført stadstøjet.
Det var palase, præsten, der kom.
Missionens store robåd var let at ken-
de på afstand. SartartoK fik besøg af
palase kun et par gange om året. Men
det var en stor fremgang, sagde de
gamle på stedet. Og de fortalte om
gamle dage, da et besøg af palase var
en sjælden begivenhed. Der var såle-
des en ung pige, som på een gang blev
konfirmeret, gift og fik døbt sit barn.
Men da havde man heller ikke haft
besøg af palase i flere år. Det var høj-
tideligt og festligt, når palase kom på
besøg. Der var et par spædbørn, der
skulle fremstilles og et ungt par, der
skulle giftes. Og folk fik travlt med at
gøre forberedelser til højtideligheden
i skolekapellet i morgen og festen bag-
efter.
Det var altid spændende at få besøg
fra kolonien. Man hørte så meget nyt,
især når der havde været et skib fra
Kavdlunåt nunarssuat, danskernes
mægtige land. Og det var med spæn-
ding og forventningens glæde, befolk-
ningen i SarfartoK samledes på stran-
den for at hilse på palase og hans ro-
ere.
Den aften glemte Målia aldrig. Det
var dengang, hun første gang så Påvia.
Blandt folkene ombord på båden var
der en ung flot mand. Han var slank
og spændstig, og han var helt ander-
ledes både i udseende og væremåde
end andre. Han havde krøllet hår, lys
hud og blå øjne, en blanding. Målia fik
et lille stik i hjertet, da deres øjne
mødtes. Hun tvivlede ikke på, at det
blev kærlighed ved første blik.
Målia var 17 år og var ubetinget den
sødeste pige på stedet. Hun havde lan-
ge og tykke fletninger, store, drøm-
mende øjne, smukke tænder og et be-
dårende smil. Hun havde såmænd til-
bedere nok, men ingen af dem var ef-
ter hendes hjerte. Nu stod hun ansigt
til ansigt med en ung mand, hun kun-
ne lide ved første øjekast.
Påvia var den unge kateket, der
skulle afløse den gamle og gigtsvage
Simut. Han var 22 år og kom direkte
fra seminariet i Godthåb, hvor han
blev dimitteret samme forår.
Målias fader, AngutinguaK, var Sar-
fartoKS storfanger, og hans hus var det
største på stedet. Han var en agtet
mand og medlem af det nystartede
kommuneråd. Derfor var det ikke un-
derligt, at palase henvendte sig til A-
ngutinguaK og spurgte ham, om han
kunne huse den nye, unge kateket. Pa-
lase omtalte Påvia over for Anguti-
nguaK som en energisk og fremad-
stræbende ung mand. Hans dyd var
der ikke noget i vejen med, og han var
stærk i sin kristne tro. Efter dette
havde AngutinguaK ingen betænkelig-
heder ved at have Påvia som logeren-
de. Og således gik det til, at Påvia kom
til at bo hos AngutinguaK og Kålat.
Den sommer var den dejligste, Målia
havde oplevet i sit unge liv. Hun og
Påvia blev hurtigt gode venner. Som-
metider undrede de sig over, at sam-
været mellem dem gik så naturligt til,
som om de havde kendt hinanden i
årevis. Og det varede ikke længe, før
de blev klar over, at de var skabt for
hinanden.
Påvia var så interessant, syntes Må-
lia. Han havde en masse at fortælle
om den store koloni i syd og om Kav-
dlunakkerne dér, inspektøren, prov-
sten og den gamle ArKaluk, den store
grønlænder. Det var ham, der redige-
rede „Atuagagdliutit", som bragte så
meget nyt både fra Grønland og den
store verden udenfor. Påvia berettede
gerne om livet på storskolen i Godt-
håb. Han fortalte Målia om de mærke-
lige lande og dyr, han havde læst om
på skolen. Desuden var Påvia en dyg-
tig ung mand både til at ro i kajak,
fange sæler og til at spille på violin.
Målias lykke var fuldkommen, når
hun og Påvia sad på Nasigfik, udsigts-
fjeldet, mens AlångerKåK spillede sin
farvesymfoni i en stille aftenstund. Da
talte de unge mennesker om fremti-
den. AngutinguaK og Kålat havde altid
holdt sammen. De var gode eksemp-
ler for andre. Når nogen var i nød og
trængte til hjælp, havde de mad og
hjertevarme. De unge mennesker ville
følge i deres spor.
Sommeren gik, og vinteren kom.
Slæderejserne begyndte efter den lan-
ge adskillelse. En dag fik SarfartoK
besøg af palase. Og nu var det Målias
tur til at stå brud. Hun blev viet til
Påvia af den samme danske palase,
som havde døbt og konfirmeret hende.
Da oprandt en vidunderlig tid for
Målia og Påvia. De var ganske vist
meget unge, men de boede trygt hos
AngutinguaK og Kålat og fik al den
hjælp og vejledning, de behøvede. Må-
lia var heller ikke at foragte som hus-
moder, trods sin unge alder. Kålat
havde lært hende op i skindsyning og
madlavning, og hun var næsten lige så
dygtig som sin moder. Påvia passede
sin skole. Han indførte flere nye fag
og forbedrede skolegangen betydeligt.
Han startede desuden „peKatig'mgniat"
— en kristelig forening, der fik stor
tilslutning.
Han var sjælesørger på stedet, og
han besøgte sammen med Målia de
gamle, syge og trængende i det lille
samfund. Han gjorde også meget for
børnene. Således arrangerede han den
første jul i SarfartoK en juletræsfest
for børnene i skolekapellet. Det var
første gang, børnene så et juletræ med
levende lys. Juletræet var lavet af et
skelet, hvorpå der var viklet rypelyng.
Men børnene syntes, det var vidun-
derligt smukt, og som prikken over i’et
fik de hver en pose med godter. På
den måde opstod et godt tillidsforhold
mellem den unge kateket og befolk-
ningen på udstedet.
Tiden gik. Under sommerens fangst-
rejser deltog de unge og samlede for-
råd til vinteren. Nu ventede Målia sig
og glædede sig usigeligt.
En eftermiddag op mod jul var På-
via i skolekapellet i færd med at ind-
øve et kor til højtideligheden. Da lød
der et råb udefra: „Påvia ernertåKau-
tingOK, Pavia, man siger, du har fået
en søn!“
Påvia skyndte sig hjem og blev hilst
af et barnevræl. Smilende og stolt vi-
ste Målia den lille. Det var det lykke-
ligste øjeblik i hendes liv. Påvia tog
hende i hånden og deres øjne mødtes..
En søn! Gennem lykkebruset hørte
Målia sin stemme: „Se, Påvia, hvor
han ligner dig! Den lyse hud og de blå
øjne!“ En søn betød alt i det gamle
Grønland. Nu var deres alderdom sik-
ret.
Det var en stor dag, da den lille blev
døbt. Man gav ham navnet Lars eller
Låse, efter Påvias fader, den danske
udstedsbestyrer i NarssaK i Sydgrøn-
land. Målia kunne ikke undgå at lægge
mærke til, hvor stolt Påvia var under
dåbshandlingen. Man talte længe om,
hvor højtideligt det var, dengang På-
via døbte sin „sønfader". Man troede
jo i gamle dage, at en sjæl tog bolig i
et lille barn, når det blev opkaldt ef-
ter en afdød.
Lille Låse trivedes godt under bed-
stemoder Kålats kyndige pleje. Han
blev hurtigt forældrenes og bedstefor-
ældrenes kæledægge. Målia kunne
ikke blive træt af at lege med ham.
Han var så morsom, den lille. Han var
helt uimodståelig, når han stavrede
langs briksekanten, smilende og sav-
lende med de to tænder i overmun-
den.
Bedstemor Kålat var af den gamle
skole, stærkt bundet af traditionerne.
Hun kunne ikke drikke en kop kaffe
uden at betænke Lille Låse. Hun lod’
altid den sidste tår kaffe strømme ud
i underkoppen sammen med et stykke
kandis, hun havde suttet på. Det var
til Lille Låse. Og det var den smukke-
ste måde at udtrykke kærlighed over
for barnet. Ved mindste anledning
blev Lille Låse fejret, som traditionen
krævede det. Den første tand, de før-
ste kamikker, han sled hul i, den før-
ste fangst, blev altsammen fejret med
kaffemik.
Lille Låses første skoledag var den
største fest, man havde set i SarfartoK.
Dagen før havde AngutinguaK fanget
en stor hvidehval. Den blev flænset
om aftenen i faklernes skær og under
megen munterhed. Traditionen tro
blev stedets mænd dagen efter invite-
ret på lækre mellemgulv-stykker og
tarme. Alle børn fik risengrød med ro-
siner i, og den dag flød kaffe som bare
vand. Der var fest og dans til langt ud
på de små timer.
Både Målia og Påvia var stolte over,
at sønnen klarede sig så fint i skolen.
Han skulle selvfølgelig på seminariet
i Godthåb ligesom sin far.
Næste forår rejste AngutinguaK og
hans familie på fangst som sædvanlig.
Men en dag kom AngutinguaK syg
hjem. Han var bleg, svedte voldsomt
og rystede over hele kroppen. Det var
i yderste øjeblik, han nåede land, for-
talte han. Han havde i nogen tid været
klar over, at der var noget i vejen
med ham. Nu gik den forfærdelige
sandhed op for ham. Den mest fryg-
tede sygdom havde ramt ham. Han
var blevet kajaksvimmel i sin bedste
alder. Det var den første ulykke, og
det blev ikke den sidste.
Nu måtte Påvia anstrenge sig for at
bjerge føden til sig og sine. Han kun-
ne ikke klare sig for sin løn alene.
Men Påvia var en god fanger, og vin-
MORSØ STØBEGODS
Kaminer Kakkelovne Komfurer
leaminit kissarssutit igavfit
Nykøbing Mors København
r---------------------------------------------------
Find fisken hurtigere
med et
SIMRAD
SKIPPERLOD
Fylder kun 15 cm ud fra skottet.
KR. 5800,—
Erhvervslån kan søges.
pilertortumik aulisagkanik ujardlerumagåine
tåssa SIMRAD skipperlod, Jgkamit taimågdlåt 15 cm-nik avalagså-
ngatigissoK .............................. kr. 5800,—
inutigssarsiutitårniartarfingmit atorniartoKarsinauvoK
KAN BE STI LLES GENNEM
piniarneraralnauvdlunilo
GODTHÅB FOTO- RADIO-SERVICE
avKutigalugo
------------------------------------------------------------
teren gik, uden at de manglede mad
en eneste dag.
Et års tid efter, AngutinguaK var
blevet kajaksvimmel, ramte en ufatte-
lig katastrofe den lykkelige familie.
En smuk sommeraften kom en kajak-
mand, slæbende en tom, synkefærdig
kajak og to store sortsider. Det var
Påvias kajak, han kom med. Han for-
talte, at han havde hørt Påvias råb om
hjælp og var ilet til. Men Påvia be-
fandt sig langt borte fra ham, og in-
den han kunne komme Påvia til und-
sætning, var han druknet. Fangeren
fandt kun kajakken med bunden i
vejret og to store sæler fastgjort i hver
sin fangstblære. Men Påvia var sun-
ket. Fangstblæren havde sat sig fast i
skindremmene på kajakkens dæk, og
sælen havde væltet kajakken.
Målia og Lille Låse var på stranden,
da fangeren rundede næsset med På-
vias kajak. Det var jo ved den tid,
fangerne kom hjem. Hun havde glæ-
det sig sådan, til Påvia kom, så de
kunne være sammen i den skønne af-
tenstund.
Ved synet af kajakken brød Lille
Låse sammen. Målia stivnede i rædsel
og faldt besvimet om. Folk løb til og
bar Målia op i huset.
I flere dage lå Målia opløst i gråd
mellem dynerne på briksen. Hun kun-
ne hverken sove eller spise. Kålat blev
tilsidst alvorlig bekymret for sin dat-
ters liv. Men hun var mest ked af, at
Målia var begyndt at vakle i sin tro.
Målia tvivlede nu på, at der kunne
være en retfærdig Gud til i en så
ubarmhjertig verden. Men Kålat min-
dede sin datter om, at Herrens veje
var uransagelige, og at alle ting sam-
virkede til gode for dem, der elskede
Gud.
Lidt efter lidt begyndte Målia at ret-
te sig op. Men hun blev aldrig som
før. Glæden havde forladt hende for
bestandig.
Den første vinter uden forsørger var
svær at komme igennem. Målia og Kå-
lat prøvede så godt de kunne at op-
retholde hjemmet, men engang imel-
lem kneb det med at skaffe den dag-
lige føde. Tilmed var det den sløjeste
vinter i mands minde i SarfartoK. Hen
på vinteren slap forrådene op, og man
måtte ty til sultekosten, der bestod af
rugmel og spæk. Men AngutinguaK led
mest under den strenge vinter. Han
sad dagen lang på sidebriksen med
blikket hæftet på gulvet, uden ord, i
sine egne tanker, mens hans kvinder
og Lille Låse krøb i dynerne for at
holde varmen.
Måliat hentede trøst og styrke i Lil-
le Låse i den svære tid. Han havde
fuldstændig overvundet sorgen over
tabet af faderen. Der var kommet en
ny kateket, og Lille Låse klarede sig
fortsat udmærket i skolen. Når Målia
så ham, hvor rask han var, kunne hun
smile. Jo, hun kunne roligt se fremti-
den i møde.
Nu var der gået to år efter, Påvia
pludselig gik bort. Lille Låse var alle-
rede flink til at gå på jagt og fiskeri.
Det hændte af og til, at han kom hjem
med flere tateratter eller ryper.
Lige efter nytår gik Lille Låse på
rypejagt efter skoletiden sammen med
sin kammerat Juko. Målia var ikke
mere ængstelig for ham, når han var
på jagt. Han var så stor nu og dygtig
til at håndtere et skydevåben.
Det var ved at blive mørkt, og Målia
gik ud for at se, om Lille Låse snart
kom hjem. Da opdagede hun, at der
var røre på det lille udsted. Folk løb i
retning af fjeldet. Kunne det være
Lille Låse? Hun så kateketen, der gik
hende i møde. Han rømmede sig, og
stemmen ledte efter ordene. Hun skul-
le ikke blive forskrækket. Men det
tilfælde var indtruffet, at Juko havde
været uforsigtig med geværet. Skud-
det gik af og ramte Lille Låse. Juko
var kommet hjem for et øjeblik siden,
fuldstændig fra sans og samling. I
usammenhængende ord fortalte han,
at Lille Låse lå i sneen og svarede ikke
på hans kalden.
Målia tog meddelelsen med apatisk
ro. Hun kunne simpelthen ikke tro det.
Hun blev ved at stirre tomt for sig og
rørte sig ikke. Kateketen måtte hjælpe
hende ind i huset. Hun var også i den
tilstand, da de kom med Lille Låses
afsjælede legeme. Hun stirrede bare
fraværende. Men Kålat, den stærke
kvinde, brød sammen som en lille pige.
— Af jord er du kommen, til jord
skal du blive, men af jord skal du
genopstå, lød kateketens monotone
stemme, efterfulgt af tre små dunk på
kistelåget.
Nu vågnede Målia af sin drømmende
tilstand. Hun kiggede på den lille ska-
re med våde rødrandede øjne. Hendes
blik gik fra det ene skæve trækors til
det andet på den lille fattige kirke-
gård. Nu forstod hun endelig, hvad der
var sket. Det var hendes Lille Låse,
der var død....
Dagen var ved at forsvinde og blæ-
sten tog til. To kvinder stod ved siden
af den tildækkede grav med en lille
krans og et par roser af silkepapir.
Store snefnug faldt på graven som for
at skjule dødens gru.
90