Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 01.01.1961, Blaðsíða 5

Atuagagdliutit - 01.01.1961, Blaðsíða 5
Fig. 6: Rensdyr indridset i et stykke hval rostand fra Nordalaska. åssiliaK 6: tugto kigartorneKarsimassoK tugåmi nermut Alaskap avangnånit pissou. måneder senere fik Knud Rasmussen overrakt en udskæring, som gengav den beskrevne scene: fire hvalrosser, en han og tre hunner, driver forbi, mens Aua med kone og barn sidder og ser til fra land foran snehuset. Den almindelige stræben efter at genskabe motivet i form, der lader sig beskue fra alle sider, betyder dog ikke, at eskimoen ikke magtede kunsten at tegne; han har vel snarere været hæmmet af manglende materialer og fortrolighed med denne „abstrakte" kunstart. ft ARON FRA KANGEK’ I Vestgrønland kendes der så tidligt som omkring 1840 eksempler på smukke kolorerede tegninger fremstil- let til derboende danske, og inspireret af dr. Rink opstod der i årene efter 1860 en rig produktion af tegninger, akvareller og træsnit. Mest fremtræ- dende og bedst kendt var Aron fra KangeK, en fanger af ren eskimoisk afstamning. Fra 1860 til sin død i 1869, og uden nogen form for skoling, pro- ducerede han en lang række fine bil- leder, væsentligt med motiver fra gamle sagn. Som træsnit illustrerer disse bl. a. Rinks bekendte sagnsam- linger. Navnlig i sine træsnit skabte Aron med enkle redskaber og virke- midler en umiddelbar og levende kunst. Med kniven i hånden bøjet over sine træstokke har han snart følt sig hjemme, og hans billeder blev pla- stiske og af næsten skulpturel virk- ning. Træsnittet vist her (fig. 4) er et af otte billeder skildrende en sagnhelts bedrifter (Akigssiak), scenen er her isen foran en boplads, hvor et forry- gende boldspil med en udstoppet sæl er i gang. ft TO JÆGERKULTURER Eskimoisk kunst har ikke fået til- delt nogen fremtrædende plads i kunsthistorien; oftere tages den op til behandling i etnografiske værker, og da navnlig i dem, der vedrører Alaska. Senest har et søgelys ramt de nule- vende canadiske eskimoer som følge af de æstetiske værdier, som deres „moderne" skulpturer rummer. Men en vis rolle spillede kunsten dog alle- rede i den gamle diskussion om eski- mokulturens oprindelse, bl. a. efter at William Boyd Dawkins i 1866 havde fremsat sin teori om en nær forbin- delse med den mere end 10.000 år gamle Magdalenien-kultur i Frankrig. Tidligt blev man imidlertid klar over, at eventuelle overensstemmelser på kunstens område var uden betydning; de paralleller, der kunne udpeges i Alaska, var fra sen tid og kunne spo- res til andre kilder. de mest naturalistiske blandt Alaska- eskimoernes mange billedfriser ind- skåret på redskaber af hvalrostand i nyere tid. Såvel materialets hårdhed som de beskedne flader, der var til kunstnerens disposition, har givet fler- tallet af tegningerne et skitsemæssigt og ubehjælpsomt præg. Den her af- tegnede, og stærkt forstørrede, frem- stilling af to dyregrupper, der mester- da, også et fælles kulturgrundlag fra Atlanterhavet til Nordamerika, en „Cirkumpolar Stenalder". Hvad der kun antydes af rensdyr- frisen træder overbevisende frem med de såkaldte „røntgen-tegninger". Fælles for Nordvestamerika (navnlig Alaska-eskimoerne og indianerne på Stillehavskysten) og det nævnte om- råde i Den Gamle Verden er frem- formet i en o. 1500 år gammel ud- skæring af hvalrostand. Kunstneren har „trukket" skelettet og leddene frem på den ellers naturalistiske over- flade. Nogle århundreder senere er fi- guren stiliseret som vist på billedet no. 8 til venstre, delvis sprættet op på bugsiden. Udviklingen går derfra mod yderligere stilisering og opspaltning, dog bevares de i kunstnerens øjne væ- sentlige træk, og endnu i sin sidste udformning (til højre) er på oversiden skelettet og på undersiden „livslinien" og „hjertet" symbolsk markeret. Den sidste spatelformede udgave fra om- kring år 1000 har længe været kendt af arkæologerne, men af let forståelige grunde var dens betydning og oprin- delse uforklarlig; først med de oprin- delige formers opdukken i Canada blev det klart, at den repræsenterede isbjørnen, som formentlig har spillet en kultisk rolle i Dorset kulturen. Denne udviklingsgang er i primitiv kunst en velkendt foreteelse. Fremhæ- velsen af visse træk fører ofte til bort- fald af andre, således at den realisti- ligt er vist i et øjeblik af opskræmt- hed, antyder hvad eskimoerne kunne have præsteret, dersom materialerne havde været for hånden. Udformnin- gen og grupperingen af figurerne i et sammensat hele leder tanken hen på de østspanske klippemalerier og busk- mandskunsten, snarere end de palæo- litiske hulemalerier fra Frankrig. Med. denne ristning kan der dog, udover de overensstemmelser, der bun- der i ensartede forudsætninger, også spores lighedspunkter med Den Gamle Verdens frembringelser, som kun kan forklares ved slægtskab eller kultu- relle forbindelser. I Nordsibirien og i Skandinaviens arktiske strøg har sten- alderkunstneren indenfor de sidste 6— 7000 år skabt lignende dyrefigurer, i stilen oftest naturalistisk men ved sit indhold, fremstillingen af dyrets „in- dre", mærket af jagtmagiens tendens til stilisering. Det arkæologiske mate- riale fra disse egne, Sibiriens og Nord- skandinaviens nåleskovsbælte, viser stillinger, hvor kunstneren søger ikke blot at vise detaljer, som ses i øje- blikket, men også dem, som han ved må være der. Han afbilder, hvad han finder er motivets væsentlige bestand- dele, de indre organer, rygrad og rib- ben, eller han aftegner de enkelte led i skelettet. Vest for Beringstrædet er motiverne ofte de store landdyr, ren og elg; på eskimoisk grund oftest hav- dyr, som f. eks. sælen. „Røntgenteg- ningerne" er i Alaska ikke med sik- kerhed sporet længere tilbage end til det 19. århundrede, men traditionerne og forbindelserne med de gamle jæ- gerkulturer i Sibirien må være gamle også blandt eskimoerne, thi den sam- me opfattelse kommer til udtryk i skulpturen. ☆ ISBJØRNE-VARIATIONER Et eksempel herpå er Dorset-kultu- rens udskæringer af isbjørnen. Figu- ren no. 7 fra Alarnerk, Iglulik-området i Canada, viser bjørnen realistisk ud- Fig. 3: Fire hvalrosser driver forbi, mens Aua med kone og barn sidder og ser til fra land foran snehuset. åssiliaK 3: aorfit sisamat ingerdlaordlutik sarssutut Aua nu- lianilo mérartigdlo igsiavdlutik igdlu- vigkap silatånit nunamit issiging- nårtitdlugit. ske fremstilling gradvis opgives. Ud- formningen får karakter af symbolis- me, hvor nogle få gennemgående træk er tilstrækkelige til hos beskueren at skabe den ønskede virkning; fremstil- lingen er i sin stilisering blevet ren magisk. Et videre trin i udviklingen kan følges, hvor motivet reduceres til konventionelle mønstre, hvis idé endog er gået i glemmebogen for kunstneren selv; det er blevet til en ornamental prydelse og udføres, fordi det nu en- gang hører sig til. Skeletmotivet ud- artede således i vort århundrede på de østgrønlandske udskæringer, hvor den „traditionsforbundne" kunstner endog forsynede hals og bagdel med ribben (fig. 9). ft EN KVINDEFIGUR Eskimoisk skulptur er småskulptur. De er fremstillet i den hensigt at skul- le tages i hånden og vendes og drejes; kun sjældent har de en standflade, og oftest er der ingen „forside", ingen vinkel hvorfra værket helst skal be- skues. Derfor kan det være vanske- ligt at yde udskæringerne retfærdig- hed i fotografier. De kan også be- drage en smule i disse gengivelser, og i forstørrelserne forlenes med en monu- mentalitet, som de ikke altid besidder. Men mere taber de dog ved ikke at kunne beses fra alle sider, og små de- likate detajler kan gå tabt. Måske skal man allerhelst se på formerne med finderens øjne. I 1939 udgravede Eigil Knuth en lille figur i en ruin fra det 14.—15. århundrede på Sophus Mullers Næs nær Grøn- lands nordøsthjørne. Her følger i ud- drag fundberetningen: „Jeg lå på knæene i ruinen foran briksekanten, hvor forskellige fund tydede på, at kvindepladsen havde været, og var i færd med at hugge en ny kage af spæk og muld løs. Da tril- lede en lille elfenbens-kvindefigur på lVa tomme frem af tørven, hel og vid- underlig .... At jeg oppe i verdens yderste af- krog på en øde snekyst skulle få en stærk kunstnerisk oplevelse, havde jeg heller ikke drømt om, men sådan blev det. Med en dristighed var hun for- enklet, armene efter gammeleskimoisk tradition kun antydet som udvækster fra skuldrene, og hele figuren derved i korsform, frontal og symmetrisk som Kristusfigurerne på de ældste, ro- manske krucifikser. Og alligevel var hver lillebitte detaille i fineste relief- virkning til stede: brysterne, maven, midien, knæene, læggene og ryggens muskulatur. Netop, fordi alle former var holdt så stramme og spændte, talte livet med koncentreret kraft ud af dem. Ansigtsudtrykket var umådelig sigende og frembragt i en ganske plan flade, blot ved knap mærkbare prik- ker og ridser der først blev synlige, efter at jeg havde spyttet og gnedet på dem; portrætligheden var så overbe- visende, at jeg nøjagtig vidste, hvor- dan konen havde set ud, kendte alle hendes legemes fejl og yndigheder og — takket være den træffende karak- teristik — også hendes væsen .... Og hun, dette lille sprællevende kvindemenneske, som jeg nu sad og trykkede på maven, var dømt til ind- lemmelse i et oldtidsmusæum, skulle forsynes med nummer og lægges på række med snese af ligegyldige ting, dræbt som en sommerfugl, der er sat l>å nål. Eller skulle hun hengemmes i skuffe nummer et eller andet dybest i kælderen, sammenrodet med hobevis af andre benstykker, for blot engang hvert 10. år at se dagens lys, når en bebrillet arkæolog gennemsøgte skuf- fen .... Ved et omstændighedernes træf hav- de jeg været helt naturlig og primitiv selv, da jeg kom slædende sydfra, lige- så primitiv og naturlig som den eski- moiske fanger, der i sin tid kom nord- fra og skar hende i hvalrostand, og derfor var jeg så sikker på, at jeg havde ret i min bedømmelse af hende. Havde man blot oftere lejlighed til at se et kunstværk på lignende måde, thi sådan skal det egentlig betragtes: Som en ting, man tager op af jorden med en jægers nysgerrighed og er helt ale- ne med i mange hundrede kilometers omkreds. Så er der hverken fidus eller skaberi med i spillet." De sidste årtiers arkæologiske ud- gravninger har bragt et materiale for dagen, som det kan være af interesse at sammenstille med Magdalenienkun- sten; dog ikke med den hensigt at på- pege en sammenhæng mellem de to kulturer, derimod en samhørighed mellem kunstnerne i de to jægerkul- turer, hvis fælles syn på motiverne gav sig udtryk i ensartede produkter. Begge så de på rensdyret med rens- dyrjægerens øjne, og i begges hånd formede flintkniven dette rensdyr. Et eksempel herpå er rensdyrhovedet (fig. 5) skåret af Dorset kulturens eskimoiske kunstner omkring år 1000 i „palæolitisk stil". Ligeledes vil frisen af realistiske rensdyr (fig. 6) kunne jævnføres med forhistoriske fremstillinger i Den Gamle Verden. Rensdyrene er indrid- set i et stykke hvalrostand fra Nord- alaska engang i det 19. århundrede, muligvis lidt tidligere, og de hører til De øvrige illustratio- ner findes på siderne 6 og 7. åssilissat sivnere Kup. 6. ama 7-imiput Jeg lå på knæene i ruinen foran briksekan- ten, hvor forskellige fund tydede på, at kvindepladsen havde været og var i færd med at hugge en ny kage af spæk og muld løs. Da trillede en lille elfenbens-kvinde- figur på halvanden tomme frem af tørven, hel og vidunderlig. igdlukume igdlerup sinåne sérKorsimavu- nga, navssårissatigut åssigingitsutigut na- lunarane tåuna arnat inigisimagåt, ivssoK orssumik akoKanissoK kdngartikalugtualer- dlugo. taimailissordlo arnap åssinga Kipe- rugånguan tugåic tommip dipå avigdlugo takitigissoK ivssumit nåkaratarpon aseruo- KångitsoK kussanardluinartordlo. 5
Blaðsíða 1
Blaðsíða 2
Blaðsíða 3
Blaðsíða 4
Blaðsíða 5
Blaðsíða 6
Blaðsíða 7
Blaðsíða 8
Blaðsíða 9
Blaðsíða 10
Blaðsíða 11
Blaðsíða 12
Blaðsíða 13
Blaðsíða 14
Blaðsíða 15
Blaðsíða 16
Blaðsíða 17
Blaðsíða 18
Blaðsíða 19
Blaðsíða 20
Blaðsíða 21
Blaðsíða 22
Blaðsíða 23
Blaðsíða 24
Blaðsíða 25
Blaðsíða 26
Blaðsíða 27
Blaðsíða 28
Blaðsíða 29
Blaðsíða 30
Blaðsíða 31
Blaðsíða 32
Blaðsíða 33
Blaðsíða 34
Blaðsíða 35
Blaðsíða 36
Blaðsíða 37
Blaðsíða 38
Blaðsíða 39
Blaðsíða 40
Blaðsíða 41
Blaðsíða 42
Blaðsíða 43
Blaðsíða 44
Blaðsíða 45
Blaðsíða 46
Blaðsíða 47
Blaðsíða 48
Blaðsíða 49
Blaðsíða 50
Blaðsíða 51
Blaðsíða 52
Blaðsíða 53
Blaðsíða 54
Blaðsíða 55
Blaðsíða 56
Blaðsíða 57
Blaðsíða 58
Blaðsíða 59
Blaðsíða 60
Blaðsíða 61
Blaðsíða 62
Blaðsíða 63
Blaðsíða 64
Blaðsíða 65
Blaðsíða 66
Blaðsíða 67
Blaðsíða 68
Blaðsíða 69
Blaðsíða 70
Blaðsíða 71
Blaðsíða 72
Blaðsíða 73
Blaðsíða 74
Blaðsíða 75
Blaðsíða 76
Blaðsíða 77
Blaðsíða 78
Blaðsíða 79
Blaðsíða 80
Blaðsíða 81
Blaðsíða 82
Blaðsíða 83
Blaðsíða 84
Blaðsíða 85
Blaðsíða 86
Blaðsíða 87
Blaðsíða 88
Blaðsíða 89
Blaðsíða 90
Blaðsíða 91
Blaðsíða 92
Blaðsíða 93
Blaðsíða 94
Blaðsíða 95
Blaðsíða 96
Blaðsíða 97
Blaðsíða 98
Blaðsíða 99
Blaðsíða 100
Blaðsíða 101
Blaðsíða 102
Blaðsíða 103
Blaðsíða 104
Blaðsíða 105
Blaðsíða 106
Blaðsíða 107
Blaðsíða 108
Blaðsíða 109
Blaðsíða 110
Blaðsíða 111

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.