Atuagagdliutit - 01.01.1961, Side 45

Anno 1960 eller dagdrivermorgen
Klokken må have været
mellem fire og fem den morgen.
Solen havde været oppe nogle
timer. Det var blikstille, mens
de gik ned gennem byen. Elvens stille
brusen bag husene var den eneste lyd.
„Vi laver et fandens spektakel," sag-
de Sørensen.
„Gu’ gør vi så,“ sagde Holger.
Sørensen tænkte på, at der var no-
get andet over den slags byer, når de
sov, end over byerne derhjemme. Træ-
husene lå selvfølgeligt og fredeligt kli-
net ind i terrænet. Han tænkte på, om
man kunne høre dem ånde, sådan som
de plejede at skrive om husene der-
hjemme. Sikke noget vrøvl, for resten.
De så heller ikke ud, som om de var
ved at sprænges af myrekryb. Der-
hjemme var husene hæslige, de tår-
nede sig truende op langs stenkløfter
og klemte sammen om en strimmel
himmel.
Derhjemme ligger husene på spring,
tænkte han. De sover ikke, men venter
på, at vækkeurene skal kime.
„Se de huse!" sagde han. „Se, hvor
de sover. Kan du forestille dig, at no-
gen står op derinde og klæder sig på
og sætter vand over til kaffe uden at
være udsovet?"
Den nye mand så på ham.
Olson og Holger masede ind til as-
sistenten for at få fat i noget, de kun-
ne tage med ud at sejle.
„Selvfølgelig er det noget sludder,
så snart man vil sige noget af det, man
tænker på," sagde Sørensen. „Du sy-
nes selvfølgelig, vi er nogle sære
snegle."
„Nej, nej," sagde den nye mand.
„Det synes man altid i begyndelsen
heroppe. Man tror også altid, at sådan
bliver man ikke selv."
„Det kan godt være," sagde den nye
mand.
„På den anden side," tilføjede Sø-
rensen, „synes vi selvfølgelig, at alle
nye er nogle underlige størrelser."
Måske er det bare det, at folk siger
ting her, som man ikke siger der-
hjemme, tænkte han. Måske er det
stilheden, og så det, at man kommer
hinanden ind på livet.
Eller gør vi? tænkte han. Han læ-
nede sig soldøsende op mod muren og
opgav at spekulere.
De stod ved gavlen og så ud over
vandet og fjeldene ovre på den anden
side, der så ud, som om de var skåret
ud i pap. Solen hang skævt over de
øverste toppe og gjorde himlen lys og
gul og fik sneen derovre til at lyse
skærende. Fjorden var næsten isfri,
hele vandfladen flammede af sol.
De kunne høre dem lave spetakel og
grine derinde, og assistenten skældte
ud med søvnig stemme. Lidt efter kom
de ud med en flaske whisky og tre
flasker imiaK. De stod i døren og kneb
øjnene sammen mod solen og grinede
med flaskerne under armen.
„Som I dog ligner to fulde mænd,"
sagde Sørensen. „Det er helt forbløf-
fende."
Olson viste stolt fangsten frem.
„Det var sgu bare for at blive af med
os!"
„Ville han ikke med?"
„Der var noget, der ligesom sagde
os, at han ikke havde lyst," sagde
Holger.
Den nye mand spurgte: „Hvad er
det?"
„Det er imiaK."
„Hvad for noget?"
„ImiaK, hjemmelavet øl," forklarede
Sørensen. „Ganske uskadeligt."
„Mon?" Den nye mand smilede tviv-
lende.
„Det kan du tage gift på," råbte Ol-
son. „Sådan er vi heller ikke."
De gik ned mod havnen. Den lå i en
lille vig ved elvens udløb. Inderst i
vigen, mellem stejle klippeskrænter,
lå småbådene.
Da de var lidt derfra, gav Olson sig
til at løbe. Brølende som et vildt dyr
sprang han ud over skrænten og for-
svandt for deres øjne. Det sidste de så
til den store, kraftige mand, var whi-
skyflasken, som han holdt hævet over
hovedet. Han blev ved at brøle.
„Tak skal I have!" udbrød den nye
mand forfærdet og vidste ikke, om
han turde le eller ej, men Holger og
Sørensen var allerede løbet hen til
kanten.
„Nå!“ sagde Holger lettet. „Det kun-
ne fanerne let være gået galt!"
„Ja, hvad er det for en måde at om-
gås whiskyflasker på," sagde Søren-
sen.
Holger drejede ansigtet mod ham
med et sæt. Det var blevet blegt af
vrede under det solbrændte. „For sa-
tan, din — din —,“ stammede han for-
arget. De sorte øjne brændte ondt mod
Sørensen. Så ændredes gløden i dem
til smil.
„All right," sagde han. „Det er ingen
måde at omgås whiskyflasker på.“
Olson vinkede op til dem. Han krav-
lede rundt på stenblokkene ved for-
tøjringen som en abe. Hans store an-
sigt var oplyst af et drenget smil.
„Come on, boys!" råbte han.
De klatrede ned.
„Pas på, stenene kan godt være
glatte."
Den nye mand klatrede roligt og
sikkert. Han lod til at klare alting
fint. Halvvejs nede rettede han sig
op.
„Gudfaderbevares," sagde han, „var
det her, han sprang ned?"
De kiggede op til kanten.
„Tja —,“ sagde Holger.
„Hja —,“ sagde Sørensen.
„Kommer I, folks?" Olson havde fået
båden trukket ind. Det var en lille
jolle med påhængsmotor.
De hoppede om bord.
„Så går snurrepotten!" Olson starte-
de motoren. „Kan I høre, den går lige-
som en symaskine," sagde han begej-
stret.
Holger pegede op mod skrænten,
der hurtigt gled ud bag dem. „Man
burde ikke komme godt fra den slags."
„Abe-Tarzan, Abe-Tarzan!" Olson
grinede gennem motorstøjen og lagde
pinden over, så de svingede i en bue
uden om lægebåden og kolonibåden
yderst i havnen.
For et par timer siden havde han
vist dem en Tarzan-film, netop mens
de var allermest i stødet. De havde
siddet i mørket og røget og drukket øl
og råbt begejstrede kommentarer, gode
råd og mishagsytringer til jungleman-
den, der tænderskærende svang sig i
lianerne oppe på lærredet.
„Ældre folk på fyrre bør højst drive
det til små, langsomme spadsereture,"
brummede Holger misbilligende. Han
sad bøjet over whiskyf lasken og tum-
lede med den.
Olson så på ham. Han fiskede en ci-
garet op af brystlommen og tændte
den, tog så hele pakken op og kastede
den hen til den nye mand.
„Noget må man jo gøre for at holde
sig på højde med jer grønne fyre,"
sagde han.
Holger havde fået whiskyflasken op.
Han rakte den hen mod den nye mand.
„Tak, jeg tror ikke — jeg mener —
efter alt det, vi har drukket i nat —“
„Det er sgu klogt!" Olson gav ham
et kæmpeklask på skulderen. „Du
skal ikke drikke mere, end du har
lyst til." Han skævede til Sørensen.
„De nye plejer ellers at drikke, til det
vælter ud af knaphullerne, bare spørg
vores ven alkymisten der."
Holger og han lo højt.
Sørensen forstod ikke, at det kunne
blive ved at være så morsomt. Selv-
følgelig havde de fået ham under bor-
det, da han var ny. Det var en al-
mindelig sport. Det var snart længe
siden. Han bøjede sig ud over siden af
båden og spyttede i vandet. Spytklat-
ten flød hurtigt agterud.
„Du bliver vel ikke dårlig mellem
hænderne på os?“ spurgte Holger fra
sin plads på den forreste tofte. Hans
stemme lød ulidelig bekymret.
„Jo, frygtelig." Sørensen rettede sig
op. „Pas på, den ikke sætter sig fast i
halsen på dig," sagde han til Olson.
Whiskyflasken, der pegede mod him-
len som en trompet, blev sænket. Ol-
son tørrede sig om munden, grinede
og rakte flasken videre.
Den første slurk gik ned gennem
halsen som en sprængladning. Søren-
sen gispede lydløst og tog en til. Han
rakte flasken videre til Holger. Den
nye mand sad og puslede med sine
imiaKflasker.
„Pas på med det der," sagde Holger.
„Det er farligere end rottegift."
Den nye mand tog flasken fra mun-
den med et ryk. Holger grinede.
„Vrøvl," sagde Olson. Han lå mage-
ligt tilbagelænet på agtertoften og sej-
lede båden. „Selv små unger får det
at drikke. Det er skidesundt, det er
lige, hvad det er, din papged."
„Sikke en morgen," sagde Sørensen.
Han havde drejet sig, så han sad og så
tilbage mod byen over det blanke,
guldglimtende vand. En lykke havde
presset sig op i ham, en følelse af fri-
Safir
EL-KOMFUR
igavfiup
kissarssutå
ingnåtdlagiar-
tortOK
SAFIR
3 LK spiralkogeplader, der rødgløder på sekunder. Safir kom-
furet har slagfast emaille på alle sider, termostatreguleret
ovn, 7-trins varmeregulering, der gør det muligt at økonomi-
sere med strømforbruget, bakelit glidesko, der skåner gulvet
og letter rengøringen. 5 års garanti på spiralkogepladerne.
UnauteKarpoK pingasunik imussunik imailitsiåinaK aumåler-
sartunik, igavfiup kissarssutå Safir Kåmigut sanerKamigutdlo
tamatigut emaillemik KagdlersimavoK KajangnaeKissumik i-
inainaK sikagsautaiarsinåungitsumik, kissarnera åssigingitsu-
nut 7-inut avdlångortineKarsinauvoK, taimåikamilo pissaria-
Kångitsumik sarfartorpatdlårtugssaunane, niuluisa natermut
tungarnge sisusinaussunik neruvssarKutaussaKarput natermik
kigartuisångitsunik, unautaisa aserortornigsséinut ukiune 5-
ine KularnavérKusigåuput.
LAUR. KNUDSEN A/S
HARALDSGADE 53 . KØBENHAVN 0
( - : ; ~ :
Vi ønsker alle et pisiniartartut tamaisa
GODT NYTÅR! ukiortåme pivdluarKUvavut!
»MAGASINET« . Godthåb
—
For bare godt et halvt hundrede
år siden var det kun polarfor-
skere, pionerer, som berejste
Østgrønlands øde kyster. I dag
er det en anden og mere al-
mindelig type maend, som bor
og arbejder der — her er et
lille billede at fire af dem, teg-
net at forfatteren Franz Berliner.
hed og lethed vældede frem. De var på
fribytterfærd, og intet bandt dem.
„Det er —han ledte efter et ud-
tryk, som kunne tolke hans glæde,
„det er den bedste morgen, jeg har
haft, siden jeg blev gift!"
De andre brølede af latter. Holger
sagde: „Hvad tror du, din kone ville
sige til det?"
„Det var ikke sådan ment. Jeg me-
ner, man har også mange dejlige mor-
gener, når man er gift —“.
Et nyt latterbrøl gjorde ham forvir-
ret og lidt ærgerlig.
„Jeg mener — for fanden, I forstår
sgu aldrig. Det er på en anden måde.
Jeg mener, den frihed man har før —
det bliver aldrig det samme, selv om
man selvfølgelig heller ikke ville und-
være —“.
Det, jeg mener, tænkte han, er lige
præcis den følelse, som var ved at
sprænge én, når man stoppede sit
kluns i en taske en morgen og gik ud
af en eller anden by og gik i fjorten
dage eller tre uger eller så .længe, det
passede én, og sov i skoven og i hø-
stakke og i lader.
Eller den følelse af kammeratskab
og fællesskæbne, som der så sjældent
er plads til mere, fordi jeg jo giver
hende og drengen, hvad jeg har i mig
af følelse.
Kammeratskab, tænkte han og så
på de andre. Han vidste, at han aldrig
ville sige noget om det. Ord ødelagde
alting.
Den lille båd lå let i vandet. Fjorden
var stille som aldrig før, selv de lange
dønninger fra Nordatlanten udenfor
var borte, vandet var grønt og gult og
lokkende. Solen dansede sin lange
sommervej på himlen over dem og
over byen, som blev mindre og min-
dre. Kun den store benzinbeholder sås
endnu tydeligt, blinkende skarpt og
lyst, mens husene i dalen og op ad
fjeldsiderne fortonede sig i skygger.
Det hele så meget småt og rørende ud.
Blot lidt længere, og ethvert spor af
menneskelig foretagsomhed ville være
borte. Det var varmt på vandet, gen-
skæret slog op i ansigtet.
Trygt sad han midt i båden og kend-
te dem, holdt af dem i det øjeblik;
hans sind slog ud imod dem. Fattig
måtte den mand være, som ikke kend-
te venskabets tryghed.
Olson havde brygget en ny variation
af morgen-temaet sammen, hans
stemme lød som et tågehorn over van-
det, og de lo igen. Stemningen mellem
dem var blevet mere varm, mere mun-
ter, solen mere strålende. De hang do-
vent rundt om i båden, tobaksrøgen
stod i blå striber i luften, whiskyfla-
sken gik på omgang, og den spindende,
snurrende motor førte dem udover, så
vandet klukkede under båden.
Selvfølgelig var det ikke den bedste
morgen, tænkte Sørensen. Der var
morgener, hvor drengen var kommet
kravlende op over fodenden som en
lille hund, med øjnene fulde af søvn
og forventninger til den nye dag. Eller
hvor de alle tre havde siddet med
morgenkaffen, med solen faldende ind,
og lagt planer i timevis. Eller morge-
ner, hvor de var vågnet i det første
grys grålys, fyldt af ubegribelig og dø-
sig lykke, og havde ligget tæt og tavst
og trygt sammen, så tæt, som to men-
nesker kan komme hinanden.
Men dette var en fribyttermorgen.
En dagdrivermorgen. Hverdagen var
en skygge i erindringen.
Engang havde han troet, han aldrig
kunne binde sig. Friheden, eller illu-
sionen om friheden, havde betydet
meget. Der havde været tale om et
valg. Kunne han gøre det om, ville
han vælge det samme igen.
Han lænede sig tilbage med albuer-
ne på rælingen og pustede en mund-
fuld røg op mod den blå himmel og
fulgte den med øjnene.
„Du ser så gla’ u’,“ sagde Holger
henne fra forstavnen og gjorde sig
fynsk.
„Jeg har det sgu så dejligt," sagde
Sørensen ligefremt.
Olson så anerkendende på ham.
„Her!" sagde han og rakte ham fla-
sken. Som den ældste og som den, der
havde organiseret båden, følte han en
slags ansvar for turens forløb, Søren-
sens og de andres åbenlyse tilfredshed
glædede ham.
Den nye mand kastede den første
46