Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 01.01.1961, Blaðsíða 45

Atuagagdliutit - 01.01.1961, Blaðsíða 45
Anno 1960 eller dagdrivermorgen Klokken må have været mellem fire og fem den morgen. Solen havde været oppe nogle timer. Det var blikstille, mens de gik ned gennem byen. Elvens stille brusen bag husene var den eneste lyd. „Vi laver et fandens spektakel," sag- de Sørensen. „Gu’ gør vi så,“ sagde Holger. Sørensen tænkte på, at der var no- get andet over den slags byer, når de sov, end over byerne derhjemme. Træ- husene lå selvfølgeligt og fredeligt kli- net ind i terrænet. Han tænkte på, om man kunne høre dem ånde, sådan som de plejede at skrive om husene der- hjemme. Sikke noget vrøvl, for resten. De så heller ikke ud, som om de var ved at sprænges af myrekryb. Der- hjemme var husene hæslige, de tår- nede sig truende op langs stenkløfter og klemte sammen om en strimmel himmel. Derhjemme ligger husene på spring, tænkte han. De sover ikke, men venter på, at vækkeurene skal kime. „Se de huse!" sagde han. „Se, hvor de sover. Kan du forestille dig, at no- gen står op derinde og klæder sig på og sætter vand over til kaffe uden at være udsovet?" Den nye mand så på ham. Olson og Holger masede ind til as- sistenten for at få fat i noget, de kun- ne tage med ud at sejle. „Selvfølgelig er det noget sludder, så snart man vil sige noget af det, man tænker på," sagde Sørensen. „Du sy- nes selvfølgelig, vi er nogle sære snegle." „Nej, nej," sagde den nye mand. „Det synes man altid i begyndelsen heroppe. Man tror også altid, at sådan bliver man ikke selv." „Det kan godt være," sagde den nye mand. „På den anden side," tilføjede Sø- rensen, „synes vi selvfølgelig, at alle nye er nogle underlige størrelser." Måske er det bare det, at folk siger ting her, som man ikke siger der- hjemme, tænkte han. Måske er det stilheden, og så det, at man kommer hinanden ind på livet. Eller gør vi? tænkte han. Han læ- nede sig soldøsende op mod muren og opgav at spekulere. De stod ved gavlen og så ud over vandet og fjeldene ovre på den anden side, der så ud, som om de var skåret ud i pap. Solen hang skævt over de øverste toppe og gjorde himlen lys og gul og fik sneen derovre til at lyse skærende. Fjorden var næsten isfri, hele vandfladen flammede af sol. De kunne høre dem lave spetakel og grine derinde, og assistenten skældte ud med søvnig stemme. Lidt efter kom de ud med en flaske whisky og tre flasker imiaK. De stod i døren og kneb øjnene sammen mod solen og grinede med flaskerne under armen. „Som I dog ligner to fulde mænd," sagde Sørensen. „Det er helt forbløf- fende." Olson viste stolt fangsten frem. „Det var sgu bare for at blive af med os!" „Ville han ikke med?" „Der var noget, der ligesom sagde os, at han ikke havde lyst," sagde Holger. Den nye mand spurgte: „Hvad er det?" „Det er imiaK." „Hvad for noget?" „ImiaK, hjemmelavet øl," forklarede Sørensen. „Ganske uskadeligt." „Mon?" Den nye mand smilede tviv- lende. „Det kan du tage gift på," råbte Ol- son. „Sådan er vi heller ikke." De gik ned mod havnen. Den lå i en lille vig ved elvens udløb. Inderst i vigen, mellem stejle klippeskrænter, lå småbådene. Da de var lidt derfra, gav Olson sig til at løbe. Brølende som et vildt dyr sprang han ud over skrænten og for- svandt for deres øjne. Det sidste de så til den store, kraftige mand, var whi- skyflasken, som han holdt hævet over hovedet. Han blev ved at brøle. „Tak skal I have!" udbrød den nye mand forfærdet og vidste ikke, om han turde le eller ej, men Holger og Sørensen var allerede løbet hen til kanten. „Nå!“ sagde Holger lettet. „Det kun- ne fanerne let være gået galt!" „Ja, hvad er det for en måde at om- gås whiskyflasker på," sagde Søren- sen. Holger drejede ansigtet mod ham med et sæt. Det var blevet blegt af vrede under det solbrændte. „For sa- tan, din — din —,“ stammede han for- arget. De sorte øjne brændte ondt mod Sørensen. Så ændredes gløden i dem til smil. „All right," sagde han. „Det er ingen måde at omgås whiskyflasker på.“ Olson vinkede op til dem. Han krav- lede rundt på stenblokkene ved for- tøjringen som en abe. Hans store an- sigt var oplyst af et drenget smil. „Come on, boys!" råbte han. De klatrede ned. „Pas på, stenene kan godt være glatte." Den nye mand klatrede roligt og sikkert. Han lod til at klare alting fint. Halvvejs nede rettede han sig op. „Gudfaderbevares," sagde han, „var det her, han sprang ned?" De kiggede op til kanten. „Tja —,“ sagde Holger. „Hja —,“ sagde Sørensen. „Kommer I, folks?" Olson havde fået båden trukket ind. Det var en lille jolle med påhængsmotor. De hoppede om bord. „Så går snurrepotten!" Olson starte- de motoren. „Kan I høre, den går lige- som en symaskine," sagde han begej- stret. Holger pegede op mod skrænten, der hurtigt gled ud bag dem. „Man burde ikke komme godt fra den slags." „Abe-Tarzan, Abe-Tarzan!" Olson grinede gennem motorstøjen og lagde pinden over, så de svingede i en bue uden om lægebåden og kolonibåden yderst i havnen. For et par timer siden havde han vist dem en Tarzan-film, netop mens de var allermest i stødet. De havde siddet i mørket og røget og drukket øl og råbt begejstrede kommentarer, gode råd og mishagsytringer til jungleman- den, der tænderskærende svang sig i lianerne oppe på lærredet. „Ældre folk på fyrre bør højst drive det til små, langsomme spadsereture," brummede Holger misbilligende. Han sad bøjet over whiskyf lasken og tum- lede med den. Olson så på ham. Han fiskede en ci- garet op af brystlommen og tændte den, tog så hele pakken op og kastede den hen til den nye mand. „Noget må man jo gøre for at holde sig på højde med jer grønne fyre," sagde han. Holger havde fået whiskyflasken op. Han rakte den hen mod den nye mand. „Tak, jeg tror ikke — jeg mener — efter alt det, vi har drukket i nat —“ „Det er sgu klogt!" Olson gav ham et kæmpeklask på skulderen. „Du skal ikke drikke mere, end du har lyst til." Han skævede til Sørensen. „De nye plejer ellers at drikke, til det vælter ud af knaphullerne, bare spørg vores ven alkymisten der." Holger og han lo højt. Sørensen forstod ikke, at det kunne blive ved at være så morsomt. Selv- følgelig havde de fået ham under bor- det, da han var ny. Det var en al- mindelig sport. Det var snart længe siden. Han bøjede sig ud over siden af båden og spyttede i vandet. Spytklat- ten flød hurtigt agterud. „Du bliver vel ikke dårlig mellem hænderne på os?“ spurgte Holger fra sin plads på den forreste tofte. Hans stemme lød ulidelig bekymret. „Jo, frygtelig." Sørensen rettede sig op. „Pas på, den ikke sætter sig fast i halsen på dig," sagde han til Olson. Whiskyflasken, der pegede mod him- len som en trompet, blev sænket. Ol- son tørrede sig om munden, grinede og rakte flasken videre. Den første slurk gik ned gennem halsen som en sprængladning. Søren- sen gispede lydløst og tog en til. Han rakte flasken videre til Holger. Den nye mand sad og puslede med sine imiaKflasker. „Pas på med det der," sagde Holger. „Det er farligere end rottegift." Den nye mand tog flasken fra mun- den med et ryk. Holger grinede. „Vrøvl," sagde Olson. Han lå mage- ligt tilbagelænet på agtertoften og sej- lede båden. „Selv små unger får det at drikke. Det er skidesundt, det er lige, hvad det er, din papged." „Sikke en morgen," sagde Sørensen. Han havde drejet sig, så han sad og så tilbage mod byen over det blanke, guldglimtende vand. En lykke havde presset sig op i ham, en følelse af fri- Safir EL-KOMFUR igavfiup kissarssutå ingnåtdlagiar- tortOK SAFIR 3 LK spiralkogeplader, der rødgløder på sekunder. Safir kom- furet har slagfast emaille på alle sider, termostatreguleret ovn, 7-trins varmeregulering, der gør det muligt at økonomi- sere med strømforbruget, bakelit glidesko, der skåner gulvet og letter rengøringen. 5 års garanti på spiralkogepladerne. UnauteKarpoK pingasunik imussunik imailitsiåinaK aumåler- sartunik, igavfiup kissarssutå Safir Kåmigut sanerKamigutdlo tamatigut emaillemik KagdlersimavoK KajangnaeKissumik i- inainaK sikagsautaiarsinåungitsumik, kissarnera åssigingitsu- nut 7-inut avdlångortineKarsinauvoK, taimåikamilo pissaria- Kångitsumik sarfartorpatdlårtugssaunane, niuluisa natermut tungarnge sisusinaussunik neruvssarKutaussaKarput natermik kigartuisångitsunik, unautaisa aserortornigsséinut ukiune 5- ine KularnavérKusigåuput. LAUR. KNUDSEN A/S HARALDSGADE 53 . KØBENHAVN 0 ( - : ; ~ : Vi ønsker alle et pisiniartartut tamaisa GODT NYTÅR! ukiortåme pivdluarKUvavut! »MAGASINET« . Godthåb — For bare godt et halvt hundrede år siden var det kun polarfor- skere, pionerer, som berejste Østgrønlands øde kyster. I dag er det en anden og mere al- mindelig type maend, som bor og arbejder der — her er et lille billede at fire af dem, teg- net at forfatteren Franz Berliner. hed og lethed vældede frem. De var på fribytterfærd, og intet bandt dem. „Det er —han ledte efter et ud- tryk, som kunne tolke hans glæde, „det er den bedste morgen, jeg har haft, siden jeg blev gift!" De andre brølede af latter. Holger sagde: „Hvad tror du, din kone ville sige til det?" „Det var ikke sådan ment. Jeg me- ner, man har også mange dejlige mor- gener, når man er gift —“. Et nyt latterbrøl gjorde ham forvir- ret og lidt ærgerlig. „Jeg mener — for fanden, I forstår sgu aldrig. Det er på en anden måde. Jeg mener, den frihed man har før — det bliver aldrig det samme, selv om man selvfølgelig heller ikke ville und- være —“. Det, jeg mener, tænkte han, er lige præcis den følelse, som var ved at sprænge én, når man stoppede sit kluns i en taske en morgen og gik ud af en eller anden by og gik i fjorten dage eller tre uger eller så .længe, det passede én, og sov i skoven og i hø- stakke og i lader. Eller den følelse af kammeratskab og fællesskæbne, som der så sjældent er plads til mere, fordi jeg jo giver hende og drengen, hvad jeg har i mig af følelse. Kammeratskab, tænkte han og så på de andre. Han vidste, at han aldrig ville sige noget om det. Ord ødelagde alting. Den lille båd lå let i vandet. Fjorden var stille som aldrig før, selv de lange dønninger fra Nordatlanten udenfor var borte, vandet var grønt og gult og lokkende. Solen dansede sin lange sommervej på himlen over dem og over byen, som blev mindre og min- dre. Kun den store benzinbeholder sås endnu tydeligt, blinkende skarpt og lyst, mens husene i dalen og op ad fjeldsiderne fortonede sig i skygger. Det hele så meget småt og rørende ud. Blot lidt længere, og ethvert spor af menneskelig foretagsomhed ville være borte. Det var varmt på vandet, gen- skæret slog op i ansigtet. Trygt sad han midt i båden og kend- te dem, holdt af dem i det øjeblik; hans sind slog ud imod dem. Fattig måtte den mand være, som ikke kend- te venskabets tryghed. Olson havde brygget en ny variation af morgen-temaet sammen, hans stemme lød som et tågehorn over van- det, og de lo igen. Stemningen mellem dem var blevet mere varm, mere mun- ter, solen mere strålende. De hang do- vent rundt om i båden, tobaksrøgen stod i blå striber i luften, whiskyfla- sken gik på omgang, og den spindende, snurrende motor førte dem udover, så vandet klukkede under båden. Selvfølgelig var det ikke den bedste morgen, tænkte Sørensen. Der var morgener, hvor drengen var kommet kravlende op over fodenden som en lille hund, med øjnene fulde af søvn og forventninger til den nye dag. Eller hvor de alle tre havde siddet med morgenkaffen, med solen faldende ind, og lagt planer i timevis. Eller morge- ner, hvor de var vågnet i det første grys grålys, fyldt af ubegribelig og dø- sig lykke, og havde ligget tæt og tavst og trygt sammen, så tæt, som to men- nesker kan komme hinanden. Men dette var en fribyttermorgen. En dagdrivermorgen. Hverdagen var en skygge i erindringen. Engang havde han troet, han aldrig kunne binde sig. Friheden, eller illu- sionen om friheden, havde betydet meget. Der havde været tale om et valg. Kunne han gøre det om, ville han vælge det samme igen. Han lænede sig tilbage med albuer- ne på rælingen og pustede en mund- fuld røg op mod den blå himmel og fulgte den med øjnene. „Du ser så gla’ u’,“ sagde Holger henne fra forstavnen og gjorde sig fynsk. „Jeg har det sgu så dejligt," sagde Sørensen ligefremt. Olson så anerkendende på ham. „Her!" sagde han og rakte ham fla- sken. Som den ældste og som den, der havde organiseret båden, følte han en slags ansvar for turens forløb, Søren- sens og de andres åbenlyse tilfredshed glædede ham. Den nye mand kastede den første 46
Blaðsíða 1
Blaðsíða 2
Blaðsíða 3
Blaðsíða 4
Blaðsíða 5
Blaðsíða 6
Blaðsíða 7
Blaðsíða 8
Blaðsíða 9
Blaðsíða 10
Blaðsíða 11
Blaðsíða 12
Blaðsíða 13
Blaðsíða 14
Blaðsíða 15
Blaðsíða 16
Blaðsíða 17
Blaðsíða 18
Blaðsíða 19
Blaðsíða 20
Blaðsíða 21
Blaðsíða 22
Blaðsíða 23
Blaðsíða 24
Blaðsíða 25
Blaðsíða 26
Blaðsíða 27
Blaðsíða 28
Blaðsíða 29
Blaðsíða 30
Blaðsíða 31
Blaðsíða 32
Blaðsíða 33
Blaðsíða 34
Blaðsíða 35
Blaðsíða 36
Blaðsíða 37
Blaðsíða 38
Blaðsíða 39
Blaðsíða 40
Blaðsíða 41
Blaðsíða 42
Blaðsíða 43
Blaðsíða 44
Blaðsíða 45
Blaðsíða 46
Blaðsíða 47
Blaðsíða 48
Blaðsíða 49
Blaðsíða 50
Blaðsíða 51
Blaðsíða 52
Blaðsíða 53
Blaðsíða 54
Blaðsíða 55
Blaðsíða 56
Blaðsíða 57
Blaðsíða 58
Blaðsíða 59
Blaðsíða 60
Blaðsíða 61
Blaðsíða 62
Blaðsíða 63
Blaðsíða 64
Blaðsíða 65
Blaðsíða 66
Blaðsíða 67
Blaðsíða 68
Blaðsíða 69
Blaðsíða 70
Blaðsíða 71
Blaðsíða 72
Blaðsíða 73
Blaðsíða 74
Blaðsíða 75
Blaðsíða 76
Blaðsíða 77
Blaðsíða 78
Blaðsíða 79
Blaðsíða 80
Blaðsíða 81
Blaðsíða 82
Blaðsíða 83
Blaðsíða 84
Blaðsíða 85
Blaðsíða 86
Blaðsíða 87
Blaðsíða 88
Blaðsíða 89
Blaðsíða 90
Blaðsíða 91
Blaðsíða 92
Blaðsíða 93
Blaðsíða 94
Blaðsíða 95
Blaðsíða 96
Blaðsíða 97
Blaðsíða 98
Blaðsíða 99
Blaðsíða 100
Blaðsíða 101
Blaðsíða 102
Blaðsíða 103
Blaðsíða 104
Blaðsíða 105
Blaðsíða 106
Blaðsíða 107
Blaðsíða 108
Blaðsíða 109
Blaðsíða 110
Blaðsíða 111

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.