Atuagagdliutit - 01.01.1961, Blaðsíða 97

Den glædelige
utilfredshed
★ Den første læge i Grønland var noget i retning af en barber.
★ Koppe-epidemi kostede 2—3000 livet.
★ En læge var også kolonibestyrer.
k En „upåklagelig moderne” indretning af et sygehus fra 1910.
k Museumsgenstanden i Godhavn.
Af
Preben
Smith
NÅR EENS JOB er at være et
samlende og koordinerende led
i det grønlandske samfunds-
maskineri, sker det hyppigt, at
man på sine rejser eller pr. post mod-
tager en del, beklagelser og udtryk for
utilfredshed med de bestående forhold.
Sundhedsvæsenets personale danner
ingen undtagelse. Udenforstående kan
vel mene, at det må være både be-
sværligt og nedslående. Ja, besværligt
er det naturligvis ofte, men vanskelig-
heder er jo som bekendt til for at
overvindes. Nedslående er det derimod
ikke, — i hvert fald ikke hvis man for-
søger at betragte det fra den rigtige
synsvinkel.
Det er nemlig forholdsvis sjældent,
beklagelserne angår folks egne person-
lige forhold. De drejer sig først og
fremmest om forholdene i almindelig-
hed og om arbejdsforholdene i særde-
leshed. En sådan form for utilfredshed
kan naturligvis kun glæde een. Det vi-
ser, at folk er interesseret i proble-
merne og i at fremskynde udviklingen.
Tænk, hvis alle var glade og tilfredse
med tilstandene, som de er, — så ville
det nok være lidt småt med forbedrin-
gerne. Det, at der er noget at slås for,
— en sag at gå ind for, giver en vis
kulør på tilværelsen, og man oplever
da også regelmæssigt, at netop de, der
har knurret allermest, vender tilbage
hertil. Efter en tid i gamle Danmark,
hvor det hele udvikler sig langsom-
mere, og hvor tingene kører roligt og
støt ad de een gang fastlagte spor, bli-
ver tilværelsen nemt for fersk.
Den glædelige utilfredshed er der
stadig, heldigvis, — selv om der i ti-
dens løb er gjort meget for at fjerne
den. Når man i dag rejser rundt og ser
alle de mange nye ting, moderne syge-
huse, sanatorium, røntgenapparater,
operationsstuer, laboratorier, vand-
værker, værksteder, skoler, bibliote-
ker og alt det andet, så kan man må-
ske en gang imellem glemme, at det
ikke altid har været sådan, og ofte
hefter man sig mest ved de mindelser
om gamle dage, som også ses hist og
her.
k Det moderne lægevæsens
Det er jo ganske naturligt, at man i
det daglige arbejde beskæftiger sig
mest med de uløste problemer, med alt
det som trods alt stadig mangler og
med de funktioner, som ikke virker,
som de burde. Alt det, der går, som
det skal, er der jo normalt ikke nogen
særlig grund til at ofre tid og energi
på. Af denne grund kan det vel af og
til forekomme udenforstående, at folk
er negativt indstillet til det hele, at de
er en samling småkværulerende og
besværlige personer. Men det behøver
altså ikke nødvendigvis at være tilfæl-
det. Det kan også skyldes en stærk in-
teresse for at få forholdene forbedret
så hurtigt som muligt. — Hvad de så-
kaldte udsendte medarbejdere angår,
så gælder det jo for de fleste, at de
kun opholder sig i Grønland et for-
holdsvis kort åremål, men mange sy-
nes alligevel, at det hele skal ske i de-
res egen regeringstid, hvilket naturligt
nok bidrager til fornemmelsen af, at
alting går uendeligt langsomt.
A VI NU står over for et ærvær-
digt 100-års jubilæum, kunne der
derfor, som det er skik og brug ved
den slags lejligheder, være god grund
til at forsøge et tilbageblik.
Så vidt man ved, kom den første
læge til Grønland i 1722, hvor han vir-
kede ved Hans Egedes missionsstation
i Godthåb. Det var en såkaldt 'mester’
eller ’chyrurgus’ og har altså næppe
været en læge i almindelig forstand,
men måske snarere noget i retning af
en barber, under hvem kirurgien på
den tid sædvanligvis sorterede.
Der synes derimod ikke at have væ-
ret nogen læge i Grønland under den
frygtelige koppe-epidemi, som i årene
1733 og '34 hærgede Godthåbsegnen og
kostede henved 2-3000 mennesker li-
vet. Det er også særdeles tvivlsomt,
hvad en læge under disse forhold hav-
de kunnet udrette. Hans Egede selv
tog sig overmåde menneskekærligt af
de angrebne og skriver herom d. 6.
april 1734:
„Hvad Elændighed vi i ald den
Tid saae paa disse arme Mennesker,
udbygning.
er ikke at beskrive, desligeste den
Møje og store Incommoditet vi af
saa mange syge Mennesker havde.
De fleste af dem laae syg udi min
egen Stue, og blev af mig selv og
mine i deres Sygdom opvartede; thi
end ikke eengang vore Folk og Ma-
troser vilde lide den Stank og In-
commodation, som den urene Syg-
dom førdte med sig, hvorfore jeg
selv maatte tage imod dem; thi jeg
kunde ej føre det over mit Hjerte,
at de i Kulden skulde elændigen
crepere og omkomme. Kortelig, vi
havde den hele Vinter igiennem
ikke havd Roelighed for dem, hver-
ken Nat eller Dag, ja mangen Gang,
naar de om Natten døde, maatte
jeg, for ikke at blive forgifted af
slem Lugt og Stank, staae op af
min Seng, og selv slæbe den Døde
ud af Stuen og lægge ham i For-
stuen indtil om Morgenen, at han af
Folkene kunde blive bortbaaren og
begraven. Men ikke alleene jeg,
men og min kiære Hustrue, fandt
omsider herover en ikke ringe Af-
bræk paa Helsen og Helbred, ja fra
den Dag var hun ikke frisk".
£)EN FØRSTE LÆGE i Grønland,
som man har noget fyldigere op-
lysninger om, var Johan Andreas v.
Osten, som virkede ved Hans Egedes
missionsstation i Godthåb fra 1742 til
1744. Efter v. Ostens hjemrejse synes
der ikke at have været læge i det da-
værende Sydgrønland i de næste 100
år. Derimod blev der i 1793 ansat en
fast læge i Nordgrønland. Han var ty-
sker og hed T. C. Eulner. Sine sidste 5
år boede han i Godhavn, hvor han 1801
begik selvmord. Han efterfulgtes af
den kendte kirurg Johan Lerch, som
virkede ved Godhavn 1802-27 og der-
efter ved Claushavn indtil 1839, hvor
han iøvrigt døde i 1855 efter at have
været næsten konstant sengeliggende
de sidste 16 år af sit liv. Lerch har for
altid indskrevet sit navn i det grøn-
landske sundhedsvæsens historie, ikke
blot på grund af de snurrige ting, der
fortælles om denne ejendommelige
mand, — og hvorom man forøvrigt kan
læse i pastor Kraghs grønlandske dag-
bog (Udtog af Missionair P. Kragh’s
Dagbog, Haderslev 1875), men vel især
fordi det var Lerch, der indførte kop-
pevaccinationen, og fordi han var den
første, der begyndte at uddanne grøn-
landske fødselshjælpersker.
Selv om Grønlands læger også nu
om stunder lejlighedsvis kommer til at
beskæftige sig med ting, som ikke har
meget med egentlig lægegerning at
gøre, er det dog vist ikke i de senere
år forekommet, at lægen tillige har
været kolonibestyrer. Det var derimod
en læge ved navn Lytzen, som efter
nogle års lægegerning ved Jakobshavn
kom til Julianehåb, hvor han virkede
som læge og handelsassistent. Senere
kom han til Nanortalik, hvor han var
kolonibestyrer og læge til sin død i
1863. Det må være ham, søløjtnant
Bluhme omtaler i sin bog: „Fra et op-
hold i' Grønland 1863-64“, idet han
skriver, at i Julianehåb var i flere år
Lægen ogsaa Kjøbmand — og han til-
føjer, at så kan man jo selv slutte sig
til, hvilken af de to forretninger der
blev bedst passet.
Indtil 1838 havde det været ret til-
fældigt, hvornår og hvor der var ansat
læger i Grønland, men dette år blev
der ved kongelig resolution oprettet to
faste distriktslægestillinger, nemlig i
Godthåb og i Jakobshavn. Lønnen var
500 rigsdaler sølv årligt samt bolig,
kost- og brændselsdeputat. 12 år se-
nere oprettedes endnu en sådan stil-
ling i Julianehåb. Disse distrikter var
jo enormt store, og da befordringsmid-
lerne var konebåd og robåd, var det
med god grund, at H. J. Rink nogle år
senere bemærkede, at „en i Danmark
bosat Læge kunde lettere komme til
Patienter, der vare fordelte paa tre
fremmede Verdensdele, end den grøn-
landske Læge kan komme omkring til
Patienterne i hans Distrikt". Først i
1905 oprettedes yderligere 3 distrikter
med tilhørende læger.
jq EN FØRSTE uddannede danske sy-
geplejerske ansattes i Julianehåb
i 1906, og det synes til at begynde med
at være gået ret langsomt med at få
forøget staben. — Derimod begyndte
man tidligt at uddanne unge grønlæn-
derinder som jordemødre. I en læge-
instruks fra 1839 pålægges der læger-
ne pligt til at iværksætte sådan ud-
dannelse lokalt og til at søge egnede
grønlænderinder hjemsendt til uddan-
nelse ved Den Kgl. Fødselsstiftelse i
København. Noget større omfang har
disse foranstaltninger dog næppe fået
lige straks, men i 1905 var man dog
kommet så vidt, at der var ansat en
uddannet jordemoder ved alle koloni-
steder og større anlæg. Enkelte af dem
var uddannet i Danmark.
Sygehuset fandtes ikke i Grønland
før 1856. Dog havde man i Jakobshavn
i 1853 indrettet en del af kirken til sy-
gehus(!), medens den resterende del
vedvarende anvendtes som kirke.
Hvorledes dette arrangement, som bi-
beholdtes lige til 1904, påvirkede pa-
tienternes helbredelse, foreligger der
dog ikke noget om. — Det første
egentlige sygehus opførtes i Godthåb
1856. Ligesom de følgende sygehuse,
som alle opførtes i Sydgrønland, var
det dog meget lille og primitivt, — be-
stod kun af 3 små sygestuer og et køk-
ken. Af sygestuerne måtte den ene des-
uden tjene som opholdssted for jorde-
moderen, der tillige fungerede som sy-
geplejerske, medens en anden i hast
måtte ryddes, når der skulle opereres.
Derfor vakte det, naturligt nok, en
ikke ringe begejstring, at der mellem
1905 og TO opførtes nye sygehuse ved
Julianehåb, Godthåb, Sukkertoppen,
Holsteinsborg og Jakobshavn med,
hvad en grønlandslæge i 1910 kaldte
„formentlig upåklagelig moderne ind-
retning og hvert rummende omkring
15 senge". En foreliggende skitse viser,
hvad man i vore dage snarere ville
kalde en almindelig 5-værelsers lejlig-
hed med bad og køkken — og 6 kak-
kelovne. Vidunderet beskrives således:
„Hver Bygning er 24 Alen lang og
14 Alen bred og bestaar af en Stue-
etage og et Loftsrum. Stueetagen,
som er hævet betydeligt over Jor-
den, og hvis indvendige Højde er 4
Alen, bestaar af 3 Sygeværelser,
hvert paa 5 Senge, Operationsstue,
Køkken, Badeværelse samt Værelse
til Sygeplejersken. I Loftsrummet
kan indrettes 2 å 3 mindre Værel-
ser, som i Nødsfald ogsaa kunde
belægges med Patienter“. Dette
upåklageligt moderne sygehus kunne
— i let modificeret skikkelse — beses
i Holsteinsborg indtil 1957. Bygningen
eksisterer stadig, men er nu moderni-
seret og anvendes som skolehjem. Men
hvis man er interesseret i museums-
genstande, foretrækker man måske et
besøg på „sygehuset" i Godhavn. Det
blev bygget i 1840 som bolig for en
handelsassistent og er stadig i drift.
Som et kuriosum kan det oplyses, at
de samlede udgifter til sundhedsvæse-
net i Grønland i finansåret 1907-08 var
54.990 kr. og 94 øre. — I dag er de år-
lige anlægsudgifter på omkring 3 mil-
lioner og driftsudgifterne på små 20
millioner kroner.
NDNU er det grønlandske sund-
hedsvæsen ikke, som vi gerne ville
have det, men der sker stadig frem-
skridt, selv om mange synes, det går
for langsomt. Som mulig trøst og hu-
svalelse for de alt for utålmodige skal
derfor her anføres en passage fra et
foredrag, holdt for den danske rigsdag
af magister Morten Porsild — den da-
værende leder af den arktiske station
i Godhavn — d. 17. marts 1920 (Jul.
Gjellerups Boghandel, København
1920): .... En af disse unge, dygtige
Læger har siddet sine første 4 Aar paa
en Uriaspost i det højeste Nord, hvor
Mørketiden varer over 80 Døgn, i et
nyt, men utæt Hus, hvor Temperatu-
ren ved Gulvet ikke kunde bringes
over 10 Grader C. Til Sygehus havde
han et Jordhus med indvendigt Træ-
panel, med et Værelse til den grøn-
landske Jordemoder, der fungerede
som Sygeplejerske, to smaa Rum til
Patienter, der maatte flyttes, naar en
Operation skulde udføres. Et Sted med
en fattig Befolkning, et modbydeligt
Klima og det slettest mulige Drikke-
vand, og hvor den ene Tyfusepidemi
følger den anden i Hælene. I Løbet af
de 4 Aar, Stedet havde Læge, blev for-
uden Grønlænderne Bestyrerens Hu-
stru, derefter Præsten, Lægens Hustru,
Assistenten, Bestyreren, Sygeplejer-
sken og Lægen selv syge af Tyfus.
Præsten og Sygeplejersken døde, Læ-
gens Hustru var Døden nær, opgivet
af sin Mand. Han var i over 5 Uger
ikke af Tøjet, maatte staa op og fore-
tage Operationer med Feber paa 39
Grader, havde Assistenten og Syge-
plejersken liggende i sit Hjem, fordi
han ikke kunde have dem liggende i
det skandaløse Hundehul til Sygehus.
Da han saa blev rask, kom han ud paa
åssilinermut atortut sutdlunit
filmit nioricutaunerussut, tai-
matutdlo åssilissutit atortug-
ssaitdlo sårdlo måko: Agfa,
Kodak, Zeiss avdlatdlo.
éssilissanut Kalipautllingnut icall-
pauteKångitsunutdlo erssersaive-
Karpugut nutållaussumik. ersser-
sartiniagkat ermnaic suIiarlneKar-
tarput. — piumassosarångat ag-
dlagti tagssat nalunaerssCltånik nag-
sitsissarpugut.
ALT I
FOTO
Førende mærker i film,
apparater og tilbehør:
Agfa, Kodak, Zeiss m fl.
Moderne atelier for fotoarbejde —
farve såvel som sort/hvid. — Omg.
ekspedition. — Brochurer sendes
efter ønske.
Drømmer De om let og lækker mad...
pissaritsunik mamardluartunigdlo nerissagssanik encarsauteicarpit. . .
PLUMROSE
axerdlortigkat Kerifitatdlo pingitsårsinåungilatit
KONSERVES OG DYBFROST KOMMER DE IKKE UDEN OM
så kommer De ikke uden om PLUM-
ROSE konserves og dybfrost.
PLUMROSE er let og lækker mad, le-
gende let at tilberede, og der er nok
at vælge imellem, både til den daglige
middag og til den festlige dag, hvor De
vil kræse ekstra godt op for familie
og venner.
Forlang PLUMROSE hos Deres hand-
lende.
tauva pingitsorsinéungilatit PLUM-
ROSE axerdlortigkat Kerititatdlo.
PLUMROSE nerissagssåuput pissarit-
sut mamardluartutdlo, nerissagssiari-
nigssait ajornaitsuararssuit, toricagag-
ssatdlo amerdlaKaut, uvdluinarne nag-
dliutorsiornernilo savssaitdliutigine-
icarsinaussut, ilanutavit ikingutivit-
dlo mamarssautigerujugssuåsaKait.
niuvertarfingme aperKutiglnåsavatit
PLUMROSE.
98