Atuagagdliutit - 01.01.1961, Blaðsíða 60

keslags vilde og ubeherskede rovdyr-
digtning, som man måske ville have
været fristet til at vente. Alle udtryk
er rige og nuancerede, præcise og vi-
tellektuelle. Denne jægerpoesi, som det
jo alligevel er, er desuden velgørende
upretentiøs, et resultat af den århun-
dredgamle tradition, der ligger til
grund for dens tilblivelse. Man nær-
mede sig i det gamle Grønland ordet
med respekt og ærefrygt, der godt
kunne karakteriseres som ydmyghed.
Ordet forekom den enkelte mægtigt og
krævende. At lave en sang var en
mere betænkelig sag end at jage bjørn
men til tider lige så nødvendig. Ordet
er mere end et sjovt legetøj, det er et
redskab, der kan være farligt at have
i hånden. Det kan dræbe en fjende, om
det er kraftigt nok, og det kan give
det svundne og tabte nyt liv, få latte-
ren til at skylle og sorgen til at forlø-
ses. Naturmenneskets livsoplevelse er
selvsagt mere enkel og mere hurtig
end de mere komplicerede kulturfor-
mers.
Den mand eller kvinde, som dristede
sig til at sætte ord sammen til en „lil-
le sang“, som man forsigtigt udtryk-
ker sig, måtte tage en hel del meget
strenge tekniske regler iagt. Rim i vor
forstand kendes ikke, men rytmesan-
sen er hos grønlænderen stærkt ud-
viklet og kræver at blive tilfredsstillet
fuldt ud. En dårlig sang er en stor
skam for den, der drister sig til at
komme frem med den, den er tegn på
manglende selvkritik og klogskab, li-
gesom den gode sang vidner om evne
og forstandighed, ja ligefrem om magt
— og huskes og synges siden, når lej-
ligheden er til det, og det hænder
nemt. Det hændte hver gang boplads-
folkene samledes i en stor hytte for at
forlyste sig sammen. Stor skal ikke ta-
ges alt for bogstaveligt efter vore egn:
begreber, naturligvis, men for natur;
manden er den plads stor, hvor mangt
på en eller anden måde kan sammerft
stuves. Her lå, sad og hang man så i
een stor dynge på sidebrikse og oven
på hinanden, mens den midterste
gulvflade blev optaget af en fortæller
eller en sanger. Sangeren måtte have
nogenlunde plads, for sangen ledsage
ofte af en eller anden form for dans
der fungerede som en art akkompag-
nement til ordene og rytmedigtningen.
Drejede det sig om en åndemaner,
havde dansen en central betydning, og
ordene overtog nærmest akkompagne-
mentets rolle.
Ordel stort — og farligt
Ved trylleviser og åndemanerviser
udfoldede den syngende en magt gen-
nem sin sang, en magt, der, hvis den
viste sig stærk nok, kunne bringe ham
eller hende i direkte kontakt med de
kræfter, man søgte at henvende sig til.
I sagnene fortælles ofte om, hvorledes
sangeren midt i sin dans pludselig be-
gyndte at synke ned i gulvet for lang-
somt at forsvinde og siden vende til-
bage igen ad samme vej, hele tiden
syngende og dansende. Andre historier
beretter om åndemanerens farter til
månen eller ukendte lande vestpå.
Disse direkte kontaktsituationer med
stærke naturmagter opstår gennem
sangen og ved ordets hjælp, og de tal-
rige beretninger derom vidner om den
store respekt, der stod om ordets magt
og kunst. Men det er ikke en respekt,
der virker afskrækkende — dertil er
grønlændernes sangglæde og ordsans
for stor. Man ved, at ordet er noget
stort og til tider farligt, men man ken-
der også den glæde, der bor i sangen,
og den dag i dag er sang — oftest fler-
stemmig — stadig en hovedfaktor i en
grønlænders forestilling om noget rig-
tigt festligt. Der siges ganske vist, at
den traditionelle flerstemmige sang
efterhånden er ved at tabe terræn
blandt moderne grønlændere, som har
modtaget påvirkninger fra Danmark.
Den er blevet museumsgods som den
øvrige grønlandske kulturarv.
Men så sent som i Knud Rasmussens
og den store Peters dage kunne man
endnu finde frem til en uforfalsket og
gammeldags bopladsfest, hvor en
klump svedende, glinsende mennesker
trodsede polarnatten og en ufattelig
bundløs vinters knugende greb om li-
vet fra en lille uanseelig snetue, der
udefra mest af alt mindede om en us-
sel rype, faldet om i sneen. Her van-
drede sælkødet så rundt, mens mindet
om lyse somre og drabelige jagter fol-
dede sig ud i al sin glans. Her greb jæ-
geren trommeringen og berettede om
sit møde med isbamsen:
Sorgløs var den og anede ikke,
at jeg skulle blive dens bane.
Den bildte sig ind,
at den alene var handyr,
og troede ikke,
at også jeg var et mandfolk.
Så fortælles i friske og klare bille-
der om den endelige besejrelse af den
fjogede kæmpe, der ikke havde lært at
frygte „det lille menneske", som det
ofte hedder i disse ellers tilstrækkeligt
selvbevidste sange. Det er jægerens,
fangerens sans for det væsentlige, det
enkle og klare, der møder een i de
Stemmen
les kulturbo. Bidrag? Ja, det skur-
rer fælt, vi er ikke vant til at be-
tragte grønlænderen som yder af
værdier af nogen afgørende art,
han er modtageren, den heldige na-
turmand, som har haft den lykke at
falde i hænderne på en nation af
velmenende økonomiske eksperter
og forstående folkeopdragere. Imid-
lertid har han selv en kulturel bal-
last, som ingenlunde er at kimse af.
Indtil videre har den bare aldrig
gjort sig stort bemærket af den simple
grund, at så godt som ingen har set
nogen værdi i at lade den komme til
orde. Og når det så endelig en sjælden
gang virkelig er sket, har man ikke
vist synderlig interesse.
Jo nærmere et folk er tilknyttet na-
turen, des mere helstøbt vil dets kul-
turliv ofte vise sig at være. Alle vig-
tige samfundsytringer, sociale som
kulturelle, vil af sig selv blive så ind-
flettede i hinanden, at grænserne mer
eller mindre forflygtiges, til tider helt
udslettes. I vor egen rubrikverden har
vi jo forlængst vænnet os til et —
fuldstændigt kartotekssystem over alle
menneskelige forhold: Af angst for at
blande det hele sammen har vi om-
hyggeligt placeret kunst, religion (om
der ellers er nogen) og samfundsorden
i hver sin tilbørlige skuffe, hvoraf
hentes til passende lejligheder. Hos
MAN YNDER i Danmark at sige,
at det grønlandske folk er et
folk i opvågnen. Man kunne
med lige så stor ret påstå, at
det er et folk i undergang, thi lige så
uundgåeligt den tekniske udvikling
hæver det materielle eksistensniveau,
lige så uundgåeligt udvisker den det
kulturelle. Sådan er udviklingens lov,
hvad man så ellers synes om den.
Den kultur, grønlænderen allerede
til dels har sagt farvel til, mer eller
mindre velvilligt, er den gamle bo-
pladskultur, hvis traditioner taber sig
langt tilbage i uoverskuelige og uud-
forskede tider. At ønske denne kultur
bevaret med alle sine konsekvenser
ville naturligvis være uden mening,
men det kan have sin værdi at standse
lidt op ved den og blive klar over,
hvad den rummede i sig af værdier,
som nu muligvis må gå tabt.
Forholdet er nemlig det, at man i
Danmark jo efterhånden har accepte-
ret (i det mindste. teoretisk) grønlæn-
deren som ligeberettiget statsborger,
ja mere end det — som dansker, men
hvad man ikke har accepteret, er hans
ikke meget fjerne fortid som grønlæn-
der — eller for at sige det på en anden
måde — hans grønlandske kulturarv.
Man gør selvfølgelig intet bevidst for
at tage den fra ham, men på den an-
den side heller ikke noget for at lære
den at kende. Den grønlandske kultur
betragtes som et helt igennem lokalt
og for det øvrige land aldeles uved-
kommende fænomen. Man lader grøn-
lænderen beholde sin primitive fortid
som en slags egnsspeciale. Da vi gjor-
de grønlænderen til dansker, var der
tale om intet mindre end en ophøjelse
— nemlig fra eskimo til velfærdsbor-
ger, og det er klart, at en velfærdsbor-
ger ikke kan have en eskimoisk kul-
turarv. Skal man altså vedvarende
vedkende sig den nye velfærdsborger,
må man se bort fra denne kulturelle
abnormitet, med andre ord lade, som
om den ikke eksisterer som andet end
eet kuriosum — på Grønland.
En kulturel ballast
Imidlertid er forholdet det, at dette
kuriosum danner hele grundlaget for
den grønlandske folkementalitet den
dag i dag.
Det er ganske simpelt eet med
det grønlandske bidrag til vor fæl-
TOKALON ROSA SKIN FOOD
med Bioccel — den nye, miraku-
løse natcreme, der glctter ryn-
ker.
TOKALON SKIN BEAUTY be-
skytter huden 1 al elags vejr.
TOKALON DAGCREME gør hu-
den blød og amuk og er ideel
som underlag for det verdens-
berømte TOKALON PUDDER.
forhandlet mf Ole’t Varehus', Godthåb — Nångme Ole’t Varehut“ lp taimåltut
åma nlonmtlgat
fh. CARL ENGHOLM
GRUNDLAGT 1841
NYHAVN 47 — KØBENHAVN K
angatdlatlt peKutalt — uligssuit
ting ordlautlgss lat — tlngerdlau-
tlgssiat — agdlunaussat — kit-
aat — kitslnglt — agdlunaussi-
agsaat — oras&t mångertox
agdlunaussartagssat (noaarutlg-
ssat).
Skibsinventar — Presenningdug
Sejldug — Tovværk — Ankers
Kæder — Værk — Beg —
Takkelgods
jokalon
En groa:
amtrdXasdngoTdlugLt plslarinlaråine:
WILLY RASMUSSEN & CO
HOVHDVAGTSGADB » - KØBENHAVN K
TOKALON ROSA SKIN FOOD
BloceTimlk akulik — naitccrane
altsåt »ariimersoi, tuplngnål-
nangajagtumlk amerlngnardlu-
ne klname ealngasulingnemlk
manigsaislnaox.
TOKALON SKIN BEAUTY Ȍu-
ssuma al lamut Kanos: lkolua-
mutdJQnlt amex lgdlersortarpå.
TOKALON DAG CREME arner-
mut KttuUnordlunilo omerlng-
naxaoK, TOKALON PUDDBR1-
nutdio allarsananne tue&ma-
ssaussunut klname atdlesutag-
naralgdluardRme.
jT HT"1!-* 1 ^en grønlandske
HTci- X JXnXØ kulturarv - Af K. Holst
At lave en sang er en mere betænkelig sag end at jage en bjørn,
men til tider lige så nødvendigt. Ordet i den grønlandske kultur
er mere end et sjovt legetøj, det er et redskab, der kan være far-
ligt at have i hånden. Det kan dræbe en fjende, om det er kraf-
tigt nok, og det kan give det svundne og tabte nyt liv, få latteren
til af skylle og sorgen fil at forløses.
naturfolket er det anderledes. Her vil
man opdage, at f. eks. kunsten, der hos
os nærmest begrænser sig til en art
mondæn luksus eller i værste fald in-
tellektuelt opium for de få og rekla-
meeffekter for de mange, spiller en
meget betydelig og direkte rolle. Så-
ledes også i den grønlandske kultur.
Grønlandsk kunst er jo nok kendt i
noget omfang, men i reglen begrænser
kendskabet sig til den specielle form
for kunst i det små, som repræsenteres
af håndskåme benfigurer og perlebro-
derier, en art arktisk hemsløjd, hvis
eventuelle popularitet ofte skyldes den
internationale souvenirgalskab. Denne
småkunst er vel ikke uden værdi som
udtryk for den grønlandske kunsttra-
dition, men den er ikke væsentlig. Det
er derimod den ordets kunst, som er så
forstemmende ukendt i det land, der
føler sig som kulturelt ansvarlig for
det grønlandske folks fremtid. Bekla-
geligvis omfatter denne ansvarsfølelse
altså ikke fortiden.
Denne ordkunst er den kulturarv,
grønlænderen fører med sig fra sin ef-
ter vore principper primitive fortid.
Den er imidlertid ikke selv det fjerne-
ste primitiv. Den består af en overflod
af sagn og eventyr og desuden en
håndfuld sange, lyriske og episke. Hos
naturfolket tjener eventyret og sagnet
som moralsk og etisk overleverer, og
det er det, der ligger vor egen kultur-
arv nærmest. Disse er da også med
mellemrum blevet udgivet på dansk i
lighed med andre „udenlandske" og
fremmedartede eventyr til underhol-
dende læsning for børn. Derimod er
der intet betydningsfuldt foretaget fra
pædagogisk side for at bringe skole-
børn i noget nær eller blot nødtørftig
kontakt med dem. Hvad de grønland-
ske sange angår, lever de den dag i
dag et liv i glemsel „hernede". De syn-
ges stadig på Grønland, men trods det
man er opmærksom på al slags for-
svindende kulturrester af lignende art
ude i verdens mere eksotiske afkroge,
synes de ikke at interessere nogen for-
uroligende. Det etnografiske Grønland
har altid forekommet! det kulturelle
Danmark tilstrækkelig interessant, der
er aldrig rigtig blevet tid til at gøre
noget ved det om man så må sige in-
tellektuelle. At man overhovedet har
noget materiale, skyldes først og frem-
mest Knud Rasmussen, der både ind-
samlede, bearbejdede og udgav et stort
udvalg af grønlandsk poesi. Han hå-
bede, at denne nyopdagede poesi ville
få i hvert fald nogle konsekvenser.
Disse var få og kortvarige. Nogen ved-
varende interesse formåede man ikke
at holde vedlige. I hvert fald satte den
ikke aktive spor.
Følsomhed og sjælssundhed
Denne upåagtede grønlandske poesi,
der ikke i sin kulturelle sammenhæng
indtager nogen abstraheret særstilling
som „poetisk kunst", afslører en føl-
somhed og sjælssundhed, som ikke i
nogen henseende kan kaldes primitiv.
Der er ikke tale om et uciviliseret fol-
Små og store
vil helst ha’
VALENCIA É
- den herlige i
em' lilij
læskedrik
l./>‘
fremstillet af jmtl
naturlig appelsinsaft! '
mencat utorKaitdlo piumatdlåråt
VALENCIA
— imerusuersautigssatsiaK
tumånguernartoK STJERNEN’imit pissoK
60