Atuagagdliutit - 01.01.1961, Blaðsíða 99

Alvorlige fremtids-udsigter
Et tilbageblik
og en fremtids-
vurdering
af grønlands-
minister
Mikael G am:
— Den
grønlandske
skole gennem
100 år
for Grønlands skoler
DE GODT 100 AR af den grøn-
landske skoles historie, der
skal omtales i denne artikel,
kan deles i to omtrent lige
lange afsnit: fra 1845 til 1905 og fra
1905 til 1960.
De første 60 år er i høj grad beher-
sket af det gamle seminariums histo-
rie. Som seminariet var, således måtte
skolerne ude omkring blive. Allerede i
1856 udtalte C. E. Janssen, der efter-
fulgte den første seminarieforstander,
K. J. O. Steenberg, at så godt som
hele befolkningen kunne læse og skri-
ve, men regning havde de ikke brug
for, mente de selv. Man stiller sig jc
noget tvivlende over for dette, at næ-
sten alle i hele landet skulle kunne
læse og skrive på et så tidligt tids-
punkt efter undervisningens indførel-
se. Derimod var det sikkert tilfældet,
at den gængse opfattelse blandt grøn-
lænderne var, at de ingen brug havde
for regning.
H. J. Rink, hvis mange interesser er
velkendte, var naturligvis også inter-
esseret i undervisningen. Han ønskede
således dansk indført. Og han ville,
gerne komme den medfødte grønland-
ske generthed til livs og håbede, at
dette kunne ske gennem skolens op-
dragende side, som ville modarbejde
denne generthed.
Ved siden af Godthåbs seminarium
(fra 1845) må også nævnes Jakobs-
havns, der kom i gang fra 1847, og i
1860’erne i virkeligheden var foran
Godthåb, idet seminarieforstander
Nissen i Jakobshavn drev stærkere på
med danskundervisningen, end man i
Godthåb fandt det nødvendigt. Der
syntes man, at de andre fag var vig-
tigere.
Men Jakobshavn kunne i længden
ikke skaffe elever nok og kan egentlig
betragtes som nedlagt fra 1875, selv
om et sidste forsøg fra 1901 til 1905
blev gjort for at få det genoprettet.
Ud over de allerede nævnte semina-
rieforstandere, Steenberg og Janssen,
må fra den gamle tid også nævnes
H. F. Jørgensen, der senere blev lektor
i grønlandsk, og da især „gamle Balle“,
Nikolaj Edinger Balle, der ledede se-
minariet i 30 år, de sidste 30 år af år-
hundredet. Hans betydning blev sær-
deles stor, og hans indflydelse på en
lang række kateketer blev overordent-
lig mærkbar langt ud i landet og gen-
nem mange år efter hans død.
Den danske mission var mere inter-
esseret i skolearbejde, end Herrnhu-
terne var det. Men indirekte fik disse
dog en betydelig indflydelse på den
grønlandske skole derved, at de fik
Samuel Kleinschmidt op som lærer
ved og leder af den kateketskole,
Herrnhuterne oprettede ved Ny Herrn-
hut ved Godthåb. Kleinschmidt blev
nemlig ret kort tid efter sin ankomst
til Grønland knyttet til seminariet i
Godthåb. Hans mangeårige lærerger-
ning her gav de smukkeste frugter,
mest gennem hans arbejde med det
grønlandske sprog. Hans grundige ar-
bejde fik helt skelsættende betydning
på dette område.
Den nye tid
Samtidig med Kleinschmidt virkede
Rasmus Berthelsen som seminarielæ-
rer. De hører til de allerbetydeligste
af seminariets lærere gennem de godt
100 år, seminariet har bestået. De blev
sammen med N. E. Balle de sidste „af
den gamle skole". Med det nye århun-
drede fulgte også en ny tid for „semi-
nariet".
Det blev i virkeligheden genfødt, op-
stod i en ny skikkelse lige efter år-
hundredskiftet, og dette var indled-
ningen til en ny epoke i dets historie
og samtidig begyndelsen til den anden
halvdel af de 100 år.
Faderen til det nye seminarium —
og dermed også til en ny tid inden for
skolen i det hele taget — var den unge
danske præst C. W. Schultz-Lorentzen.
Seminariet, som det som bygning har
stået i godt 50 år, er hans værk, og
hvad dets „indhold" angik, da indførte
han de fag, der stort set stadig har
været seminariets fag helt op til de
seneste år.
Med loven om kirke- og skolevæse-
net i Grønland af 1905 blev det for
første gang slået fast, at rigsdagens
medvirken i grønlandske anliggender
herefter skulle være en selvfølgelig-
hed. Også ved denne lovs tilblivelse
var Schultz-Lorentzen medvirkende,
og især blev det ham, der kom til at
føre loven ud i livet, og det i første
række i form af den nye seminarie-
bygning 1906—07. Antallet af elever
blev med et slag 3—4 gange så stort.
Efterhånden mærkedes det også ode i
landet, at kateketer med en ny uddan-
nelse og indstilling blev udsendt fra
seminariet. Det mærkedes, at de havde
fået en god almen undervisning selv,
og at de havde lært at undervise.
Den ufødte skoledirektør
Grønlandskommissionen af 1920—21
kom også til at betyde et stort skridt
fremad for den grønlandske skole.
Selv om man overvejende byggede på
loven om kirke og skole af 1905, så
kom der væsentlige nydannelser til
ved loven af 1925, der var et resultat
af kommissionens arbejde: Eftersko-
lerne, højskolen (eksamensskole), se-
minariet i ændret skikkelse samt ikke
mindst, at dansk blev obligatorisk fag
i børneskolen. Alt dette blev lovfæstet
i den nye „grundlov" for Grønland af
1925, loven om Grønlands Styrelse.
Denne lov fik på mange områder skel-
sættende betydning for de næste 25
år. Skolepligt indførtes. De nye syssel-
råd skulle virke som skolekommissio-
ner, hvilket aldrig rigtig fik nogen
særlig betydning. Ligeledes kom den
skoleinspektør for hele landet, loven
havde med, aldrig til verden. Man var
fra kirkens side imod ham af frygt
for, at hans funktion ville medføre en
adskillelse af kirke og skole.
Efterskolerne
Den allerstørste betydning for både
den højere undervisning og for uddan-
nelsen af landets unge som helhed fik
efterhånden efterskolerne. Der var nu
en meget bredere første afsats for den
videregående undervisning, end der
med seminariet alene hidtil havde
været. Og disse efterskoler har endnu
30 år efter deres tilblivelse en mission
at udføre. For seminariet fik de i sin
tid straks fra deres oprettelse den be-
tydning, at undervisningen i eftersko-
len medførte, at man på højskolen og
seminariet kunne springe det rent ele-
mentære i undervisningen over og der-
ved nå videre, end det hidtil havde
været muligt.
Frygf for reaktionen
Men loven af 1925 kunne dog ikke
lige straks efter vedtagelsen føres ud
i livet. Først fra 1928 kom den første
efterskole i gang i Egedesminde, og
fra 1930 „højskolen" i Godthåb.
Og med hensyn til indførelsen af
dansk i børneskolen gjorde en udpræ-
get forsigtighed sig gældende. Man
mente, man burde gå langsomt frem
for ikke at løbe risikoen for, at man
fra grønlandsk konservativ side skulle
slå bak og en reaktion mod dansk bli-
ve sat i gang. Endvidere frygtede man
som nævnt, at lovens virkninger, om
den gennemførtes for hastigt, kunne
slå en revne imellem kirke og skole og
dermed fremkalde en for tidlig adskil-
lelse. Og som kilen, der kunne forår-
sage en sådan revne, anså man den
ovenfor nævnte skoleinspektør for at
kunne blive. I stedet fik man efter-
hånden de mindre farlige skolekonsu-
lenter.
Derved blev skolens selvstændiggø-
relse udskudt i 25 år til 1950. Knud
Balles og Aage Bugges forsøg på at
fremkalde denne selvstændiggørelse
noget tidligere mislykkedes.
Adskillelsen fra kirken
Udviklingen inden for skolen kunne
vel nok have gået noget hurtigere i
perioden 1925—50, hvis skolen var ble-
vet selvstændig fra periodens begyn-
delse, men det må ikke glemmes, at
der først skulle oparbejdes en stem-
ning for danskundervisning, og der
måtte som lærere uddannes grønlæn-
dere i Danmark. Tiden var nemlig
ikke moden til, at man kunne tænke
sig danske lærere i meget stort antal.
En sådan forståelse måtte først vokse
frem. Så det var måske meget godt, a t
skolen fik tid til at vokse sig stær-
kere — så stærk, at den indefra
sprængte rammerne og krævede at stå
på egne ben. Derfor kunne adskillel-
sen fra kirken i 1950 finde sted uden
alt for store gnidninger.
Da pigerne kom med
Noget ganske nyt var det efter 1925,
at piger nu havde samme ret til vide-
regående undervisning som drengene.
I 1932 oprettedes pigefterskolen i Ege-
desminde, som i godt 20 år var den
eneste efterskole for piger fra hele
landet.
Som afrunding af det grønlandske
skolebillede op til 1950 må lige næv-
nes kateketskolen. Kateketmangel
har der vist altid været i Grønland.
Som nødhjælp oprettedes, snart hos en
præst, snart hos en anden, små kate-
ketskoler. I begyndelsen af 30’erne
samledes al sådan uddannelse på en
særlig kateketskole i Egedesminde,
som byggede på efterskolens resulta-
ter og knyttedes til denne i nogen
grad. Men fra 1950 er denne kateket-
skole også forsvundet ud af skolebil-
ledet.
Og dermed har vi også afsluttet af-
snittet om den grønlandske skole ind-
til den allernyeste tid.
Kan de lale dansk!
Skulle de sidste 10 år af de i denne
forbindelse omtalte hundrede år have
den placering og den plads, der i be-
tydning tilkommer dem, da måtte det
blive langt over halvdelen af artiklen.
Det ville imidlertid let kunne blive
for skematisk en opremsning, hvis
man detaljeret skulle søge at få alt
med. Jeg vil derfor indskrænke mig
til at omtale det vigtigste af det nye,
det, der allerede overbevisende har
vist sin betydning, og som samtidig er
en følge af den nye skolelov af 1950.
De dobbeltsprogede skoler må det
være naturligt først at drage frem.
Med dem er indført et så radikalt og
omfattende princip, at disse skolers
resultater må følges med den aller-
største interesse. Målet: at lære grøn-
lænderne dansk er så stort, at man må
være årvågen og følge forsøget nøje.
Hvordan er det da gået hidtil? Til-
fredsstillende? — Ja, på den måde, at
det er ønskeligt så hurtigt som muligt
at få oprettet endnu flere dobbeltspro-
gede skoler, når forholdene, herunder
især de bygningsmæssige, er til det.
Men helt de resultater, som vel mest
uden for skolen stående havde ventet,
har man vel ikke nået i de ti år, der
er gået. Dansktalende kan de børn,
der går ud af syvende klasse, b-klas-
sen, ikke siges at være. Men et særde-
les betydeligt fremskridt er sket. Dette
mærkes både på efterskolerne og da
især på realskolen.
Til Danmark el år
Af efterskolerne, der stadig har de-
res betydning, er en enkelt blevet eet-
årig, hvilket også viser fremskridtet.
Der kan på den eet-årige efterskole
undervises udelukkende på dansk, og
det er børneskolens fortjeneste. Men i
realskolen kommer det først rigtig
frem, at det i børneskolen er gået
stærkt frem i dansk i de sidste ti år.
Al undervisning ud over grønlandsk
er på dansk. Men dog er man her hel-
ler ikke helt tilfreds med resultatet i
dansk. Man kunne ønske, at eleverne
var mere „frigjorte" i dansk, ville ger-
ne have dem til at tale et frit og fly-
dende dansk, ikke et, for så vidt kor-
rekt nok, men konstrueret dansk. Og
for at få dette igennem er man nu inde
på at søge realskoleeleverne sendt til
Danmark et par måneder eller tre een
gang under realskoleopholdet. Og de
par gange, dette har været forsøgt, er
det faldet meget heldigt ud.
Men man ønsker at gå videre endnu.
Et helt år i Danmark før realskolen
ville give betingelser for mere fri-
gjorthed, ville betyde, at stemplet
„fuldt dansktalende" vill^ kunne sæt-
tes på alle realskoleeleverne, og det
ville give et løft i sproglig henseende,
som man hidtil har savnet. Men det
ville deraf være forkert at slutte, at
realskolen endnu ikke opfylder de
krav, man har stillet til den. Det er
blot et skridt endnu videre, man kun-
ne ønske at gå.
Elevantallet er steget stærkt, og der
regnes nu med dobbeltklasser overalt
i realskolen. Om føje år må man tæn-
ke på realskole også i andre byer.
For ringe lærerfilgang
Seminariet er i det sidste tiår for-
svundet i sin gamle form, men er des-
værre endnu ikke helt opstået i til-
svarende ny. En radikal nyordning er
med loven af 1950 som grundlag ned-
lagt i en bekendtgørelse af 1957 om
seminariets ordning. Der er ingen tvivl
om, at denne uddannelse, efter de giv-
ne omstændigheder, både er god og
tidssvarende med et helt år som prak-
tikanttid i Danmark. Men alligevel er
der foreløbig kun ringe tilgang til ud-
dannelsen. Der kan kun lige holdes en
klassekvotient, der hindrer, at semi-
nariet helt må lukkes. Grunden til
dette er ikke let at udrede, men løn-
forhold og ængstelse for at blive pla-
ceret på udsteder er vel nok medvir-
kende ved de unges overvejelser.
Det er en sørgelig tingenes tilstand,
som vil få den alvorligste betydning
for skolevæsenet som helhed og for de
mindre pladser i særdeleshed, om den
ikke ændres.
120 danske lærere
Som en nødvendig foranstaltning
for effektivisering af danskundervis-
ningen og i nogen grad som erstatning
for de grønlandske lærere, både de
heroppe og de i Danmark uddannede,
der ikke er blevet uddannet i det an-
tal, der er brug for, er der i tiåret
kommet et stadigt stigende antal dan-
ske lærere til Grønland. Antallet er 8-
doblet i løbet af dette tiår og er nu
på ca. 120. Heri er naturligvis med-
regnet de grønlændere, der har den
fulde danske uddannelse.
Der er i det forløbne tiår investeret
store beløb i skolebyggeri, men des-
værre ikke nok. Andet byggeri samt
det forhold, at byggeomkostningerne
er meget større end først beregnet,
men især det i de senere år opståede
forhold, at børnetallet på visse pladser
stiger så voldsomt, har bevirket, at
det er gået langsommere end håbet
med at få opført de planlagte skoler.
Det må beklageligvis erkendes, at det
i mange år endnu vil komme til at
halte med hensyn til lokaler flere ste-
der, og det til trods for, at de i disse
år givne bevillinger til skolebyggeri
må kaldes for forholdsvis store. Det
er desværre sådan, at man kun lige
kan holde hovedet oven vande. At være
så meget forud for sin tid og de stil-
lede krav, at et rationelt byggeri bli-
ver gennemførligt, kan næppe forven-
tes.
Ud over de ovenfor omtalte almin-
delige skoleformer er der ved at vokse
andre frem. Aftenskolen har 35 år bag
sig og er ved at ændre form i nogen
grad. I de større byer vil den formo-
dentlig gå over til at blive fagligt præ-
get. Tekniske skoler og handelsskoler
spirer i al beskedenhed frem rundt om.
De vil forhåbentlig snart kunne læg-
ges i faste rammer, når en lærlinge-
ordning er gennemført.
Et forsøg med et sømandskursus er
faldet heldigt ud og vil blive fulgt op
af lignende kurser senere.
Et tilbageblik over de sidste godt
hundrede år har vist, at en mere eller
mindre jævn udvikling fandt sted i de
første 75 år af dette tidsrum — og i de
næste 25 år sattes udviklingen i sko-
len noget mere i fart, og udviklingen
forstærkedes igen i de sidste ti år. De
næste ti år vil stramme kravene til
skolen betydeligt. Der vil være steder,
hvor udviklingen på grund af voksen-
de børnetal vil gå så stærkt, at disse
— i og for sig forholdsvis få steder —
vil stille krav om så store investerin-
ger, at det bliver vanskeligt også at
tilfredsstille mindre krav fra andre
steder om nye skoler eller om udvi-
delser og moderniseringer.
Der vil med andre ord komme svære
år for den grønlandske skole, såfremt
skolebyggeriet — herunder lærerbo-
ligspørgsmålet — ikke får et andet og
raskere tempo over sig.
100