Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 01.01.1961, Blaðsíða 20

Atuagagdliutit - 01.01.1961, Blaðsíða 20
Det var nedgangstider for det lille grønlandske folk, ja, så alvorlige nedgangstider, at der krævedes foranstaltnin- ger, der kunne modvirke denne tin- genes tilstand. Grønlænderne blev mere og mere fattige. Erhvervene var i nedgang og svigtede mange steder. Der var fare for, at den grønlandske befolkning skulle gå samme vej, som andre pri- mitive folk før dem: bukke under for den udefra indtrængende civilisation og derved møde udslettelse. Dr. H. Rink, der sad i Godthåb som inspektør for Sydgrønland, og nogle andre mænd af hans samtidige så det og begyndte at spekulere på, hvad der kunne gøres for at undgå en kata- strofe. Et tidligere så aktivt og livskraftigt folk som det grønlandske måtte væk- kes. Det var blevet mere og mere pas- sivt i praktisk talt alt, overladende alt initiativ til de danske kolonister. Aktiviseringen kunne ske, håbede Rink og hans fæller, ved at give den grønlandske befolkning medansvar i forvaltningen af deres eget samfunds anliggender samt ved forsøg gennem læsning at vække interessen for egne forhold og for den store verden, der ligger uden for Grønland. Rinks hovedtanke ved oprettelse af bogtrykkeriet var, at der skulle startes et tidsskrift, som skulle sendes rundt til alle grønlændere. Med dette formål for øje arbejdede han videre og gjorde, hvad han kunne for at fremskynde udgivelsen. Aret efter bogtrykkeriets oprettelse, 22. april 1858, sendte han til alle præster og kolonibestyrere over hele kysten et trykt cirkulære om, at han påtænkte at starte et tidsskrift og bad de herrer om at lade meddelelsen gå videre til grønlænderne, så at disse kunne sende bidrag til Godthåb. Cir- kulæret lød således: „MEDDELELSE: Paa den .kongelige Handels Bekost- ning er der indrettet et lille Bogtryk- keri, tilhorende Inspekteurboligen ved Godthaab i Sydgronland, i hvilket for Fremtiden Trykning af grønlandske Skrifter eller Meddelelser vil blive ud- ført af Seminariets Hjelpelærer i For- ening med een eller to dertil oplærte Indfodte, under Inspekteurens og Se- minarieforstanderens Tilsyn. Hensigten dermed er, deels at tjene til Meddelelser om Handelsstyrelsen og Missionen, deels at forskaffe Grøn- lænderne noget til Underholdning el- ler Belæring ialmindelighed. Derfor anmodes Enhver, som maatte onske at bidrage noget hertil, om at indsende, under Adressen: „til Syd- gronlands Inspektorat", saadanne Meddelelser, som kunde anvendes i det nævnte Øiemed, saasom især: Gronlandske Sagn eller Digtninger, som nu vedligeholdes blandt Beboere af visse Egne ved mundtlig Fortælling eller Sang. Prædikener, holdte af Missionærer ved særegne Leiligheder . Prædikener eller Afhandlinger, for- fattede af indfodte Katecheter. Desuden især alt hvad der kunde tjene til Morskab eller Underholdning for Grønlænderne. Ogsaa onskes Kaart og Tegninger, udforte af Indfødte, og tjenende til Beskrivelser af Landet, fornemmelig de mindre bekjendte Fjorde, samt af deres Reiser, Rensjagt o. s. v. De Indfødte, der levere et saadant brugbart Bidrag til Trykning, ville derfor erholde et Honorar, i Forhold til Arbeidets Størrelse og Godhed." Fra nytår 1861 begyndte man så ud- givelsen af „Atuagagdliutit", og fra dette år indtil 1. april 1874 tryktes der fortløbende numre (ialt 193). Der blev ikke trykt et fast antal numre om året, men der blev trykt så mange numre, som man i trykkeriet kunne overkomme, så at nummerantallet skiftede næsten hvert år. Først fra 1874 blev der regelmæssigt trykt 12 numre om året. I begyndelsen bestod artiklerne mest af fortællinger om grønlændernes op- levelser samt oversættelser, der skulle virke underholdende for at vække grønlændernes læselyst. Således be- stod „Atuagagdliutit“s indhold igen- nem mange år mest af fortællinger og „hvad der er værd at læse". Når man ser „Atuagagdliutit“s for- skellige årgange igennem, kan man ikke undgå at lægge mærke til, hvor- dan grønlænderne efterhånden er vok- set fra kun at nære interesse for „un- derholdning". Til gengæld er deres interesse for egne indre anliggender gradvis vågnet. Læsning om andre folk og skikke skal jo gerne resultere i, at man får interesse for egne sager. I de senere år har „Atuagagdliutit“s indhold skiftet karakter, idet man ikke så gerne optager fortællinger og oversættelser, der strækker sig over flere årgange, men hellere optager ar- tikler, der omhandler grønlandske spørgsmål. Den gang „Atuagagdliutit" startedes og blev trykt i inspektørboligen, be- stod hele oplaget af et par hundrede eksemplarer. Bladet blev ikke fordelt til private familier, men til de den- gang nyoprettede forstanderskaber, der lånte det ud til befolkningen. I 1862 fik inspektoratets bogtrykkeri sit eget hus, som blev bygget lige op ad inspektørboligen. Og der blev bog- trykkeriet drevet lige til 1895. Samme år kunne bogtrykkeriet flytte til et nyt og efter datidens forhold stort og flot hus. Huset blev siden indrettet som alderdomshjem, efter at bogtryk- keriet havde fået et nyt og moderne udstyret hus. Bogtrykkeriets første mænd Men hvordan fandt man egnede folk til en så vigtig opgave i datidens Grønland? Der var ikke mange mænd at vælge imellem, når publikationen skulle væ- re grønlandsksproget med en mand med indlevelse og forståelse både i det grønlandske og det danske sprog i spidsen. Det så ud til, at der kun var een mand, der dengang kunne påtage sig opgaven, nemlig den dygtige overka- teket, seminarielærer og salmedigteren Rasmus Berthelsen. Mindre vanskeligt var det heller ikke at finde den nødvendige tekniske medhjælp. — Og her tonede den vel- begavede ArKaluk (Lars Møller) frem. Efter bogtrykkeriets oprettelse an- tog inspektør Rink Lars Møller som lærling til bogtrykning og litografi. Lars Møller fik sin uddannelse sup- pleret med et vinterophold i Danmark i 1861—62 sammen med Rink, og skønt han kun opholdt sig et halvt års tid i Danmark, kom han dog godt med på de ting, han skulle lære, ligesom han hurtigt tilegnede sig det danske sprog og fik forståelse af danske forhold, hvilket altsammen fik stor betydning for hans senere arbejde. Lars Møller var kun 15 år, da dr. Rink antog ham som lærling til sit nyoprettede bogtrykkeri. Det var med blandede følelser, den unge Lars Møller gik ind på at skulle stå dag ud og dag ind inden for fire vægge. Men lad Lars Møller selv fortælle: .... 1857, året efter min konfirma- tion, antog H. Rink mig til bogtrykke- riet. Denne sommer kom 2 små, pri- mitive og ældgamle presser samt nogle typer fra Danmark til Godthåb. Den ene presse skulle placeres hos inspek- tøren for Sydgrønland og den anden hos brødremissionen til disposition for Samuel Kleinschmidt. Fra dette år begyndte man tryknin- gen af småtryksager i Grønland, og da man netop startede forstanderska- berne forsøgsvis, udgav man som før- ste tryksager beretninger om forstan- derskabernes virke, forhandlinger og forslag til fordeling over hele kysten til orientering for befolkningen. I disse år begyndte nogle her i lan- det ansatte danske samt nogle viden- skabsmænd i Danmark, der elsker grønlænderne, at finde utilfredsstil- lende, at grønlænderne ikke fik noget at vide om omverdenen, og at der ud- gives så lidt læsning for dem, skønt der allerede da fandtes en del læse- lystne og skrivekyndige blandt grøn- lænderne, ligesom det var for dyrt at trykke grønlandske bøger i Danmark, og sproget var for uensartet samt af- fattet på dårlig grønlandsk, så at det ofte var vanskeligt at forstå. Det år, jeg blev antaget i bogtrykke- riet, var alt, jeg skulle lære, nyt for mig, og jeg var meget utilfreds, da jeg følte mig indespærret og beskæftiget med kedsommeligt og trættende ar- bejde, som jeg overhovedet ikke havde forstand på eller tidligere set, og jeg begik mange dumheder. En af seminariets lærere, R. Ber- thelsen, og Rink var mine vejledere, og de underviste mig i, hvordan arbejdet skulle udføres. Desuden forstod jeg på daværende tidspunkt intet til det dan- ske sprog, og når jeg så lavede lige det omvendte, end der blev sagt til mig, blev jeg forvirret og blev bange for at blive skældt ud af mine læremestre. Efter vi således havd;j udgivet små- publikationer, begyndte endelig udgi- velsen af „Atuagagdliutit" i 1861. Først gennem dette blad fik den grønlandske befolkning underretning om, hvad der skete ude i den store verden samt fik fortalt om ting, der kunne være un- derholdende og belærende for den samt fik adgang til pålidelige og spæn- dende fortællinger, der var oversat af danske og grønlændere. .... Nu er jeg glad og taknemmelig over at vore sølle publikationer, man- ge gamle årgange af „Atuagagdliutit", er spredt over hele landet, til belæ- ring og underholdning for dem, der har lyst til at læse dem. Det har også været medvirkende til Danmarks (de danskes) berømmelse og høje anseelse i andre lande, at man har virkeliggjort tanken om at udgive et grønlandsk blad til opdragelse og fremgang for os grønlændere. Ligeledes er jeg glad og taknemme- lig over, at vore myndigheder har ind- vilget i at lade vort gamle bogtrykke- ri fortsætte .... I disse tider var det ikke noget for en rask ung mand altid at skulle holde sig inde i kakkelovnsvarmen, medens hans jævnaldrende kom ud på fangst og jagt med kajak. Den unge ArKaluk (således benævnes han den dag i dag blandt sine landsmænd) dannede ingen undtagelse blandt sine samtidi- ge. Også han nærede en stor interesse og kærlighed for det grønlandske na- tionale erhverv, som han viede en del tid og kræfter, hver gang der tilbød sig en lejlighed. Alt det nye, bogtrykkerivirksomhe- den førte med sig, fangede hurtigt den begavede unge mands hele interesse. Foruden sin begavelse var ArKaluk en fingernem mand og således den rette til at afhjælpe alle de små mangler og savn, der gang på gang stillede sig i vejen i bogtrykkeriets første dage. Lige fra begyndelsen og gennem lange tider blev bogtrykkeriet drevet som en slags sæsonvirksomhed. Det væsentlige arbejde blev udført i 9—10 måneder, således at driften var delvis indstillet i sommertiden. Denne ord- ning kom Lars Møller meget til gode og har sikkert bidraget sit til, at han fik et næsten enestående indblik i og forståelse af de krav, der ytrede sig blandt landsmændene over hele ky- sten. Disse sommermåneder, hvor Ar- Kaluk slap ud af bogtrykkeriet, benyt- tede han til fangst og togter i Godt- håbs distrikt og samlede ind til vin- teren sammen med fangerbefolknin- gen. Eller han tog af sted på lange kystrejser både i nord og syd sammen med de skiftende inspektører som tolk og ledsager på disses årlige inspek- tionsrejser. På disse rejser lærte han nye men- nesker og forhold at kende, hvilket gjorde ham i stand til at se, hvad der rørte sig under den tilsyneladende ro- lige overflade hos hans folk. Han til- egnede sig indgående kendskab til de specielle forhold blandt det grønland- ske folk. De enestående erfaringer, han efterhånden samlede sig, kom hans landsmænd og andre til gode, idet ArKaluk både i tale og skrift om- satte disse sine erfaringer. Sin største betydning for det grøn- landske folk fik Lars Møller dog gen- nem „Atuagagdliutit". Den indsats, han har gjort i folkets udvikling er overordentlig stor. Gennem sine artik- ler og oversættelser har han givet grønlænderne lyst til at vide noget mere om ting og forhold uden for Grønlands grænser. I bogtrykkeriets første tid havde Lars Møller næsten kun med det tek- niske arbejde at gøre, da redaktionen af „Atuagagdliutit" i denne periode for det meste besørgedes af den erfar- ne og dygtige overkateket, seminarie- lærer, salmedigteren Rasmus Berthel- sen, som redigerede bladet og havde tilsyn med andre tryksager, hvilket forhold varede indtil 1873. Og først da overtog Lars Møller redaktørposten og blev den egentlige leder af bogtrykke- riet, dog stadig under opsyn af skif- tende inspektører. Vurdering af Atuagagdliutit Det tilkommer først og fremmest udenforstående at foretage bedømmel- se af „Atuagagdliutit“s betydning og de skiftende medarbejderes indsats. Ved Lars Møllers afgang som redak- tør af „Atuagagdliutit" skrev inspek- tøren for Sydgrønland, C. Harries, bl. a.: .... Det er ikke let at måle, hvor stor indflydelse „Atuagagdliutit" har haft på befolkningen, men man kan nok sige, at det er herigennem befolk- ningen først er blevet interesseret i læsning, og derved har fået deres tan- kegang udvidet, så at nu mange selv sender bidrag til bladet, og dette vil forhåbentlig blive ved i fremtiden, så at „Atuagagdliutit" bliver virkelig til et blad „for grønlændere" og „skrevet af grønlændere". De 30 år, jeg selv har stået for „Atuagagdliutit“s redaktion, har været en lykkelig tid for mig. Jeg fik et godt, venskabeligt og personligt forhold til de mænd, som i det stille udførte de- res daglige arbejde i bogtrykkeriet og bladet, og jeg skylder de mænd uende- lig megen tak. Uden deres hjælp har jeg ikke kunnet drive „Atuagagdliu- tit" videre frem. Ved overtagelsen af „Atuagagdliu- tit“s redaktion i 1922 skrev jeg føl- gende henvendelse til bladets læsere: Nu da jeg overtager redaktionen af „Atuagagdliutit", vil jeg som det vig- tigste lægge vægt på, at bladets artik- ler skal bestå af betragtninger og overvejelser, skrevet af grønlændere. I de senere år har grønlænderne i stigende grad ønsket mere læsning og udvidede „aviser", men selvfølgelig er vi adskillige, der forstår, at det ikke vil være tilfredsstillende at fylde „aviserne" med oversættelser og for- tællinger. Hvis publikationernes ind- hold skal være til gavn for det grøn- landske folk, må man først undersøge befolkningens åndelige niveau, og hvis man vil bruge dette som udgangs- punkt, vil det være utilstrækkeligt at benytte alene oversættelser og for- tællinger som udviklede moment, fordi de fleste artikler, taget af danske avi- ser, ligger på højere niveau end grøn- lændernes, og de fleste fortællinger læses som blot „underholdning". Hvis man har et ønske, må man og- så vise, at man er moden til at få øn- sket opfyldt, samt at man er i stand til at videreføre opgaven. Derfor vil jeg bede alle, der ønsker udvikling for det grønlandske folk og som er i stand til at give en hånds- rækning, at vi i fællesskab prøver at forsyne „Atuagagdliutit" med artikler, som har udspring fra grønlændernes egne overvejelser med tanke på be- folkningens udvikling og større for- ståelse af tingene. Derved vil vi vise, at ønsket om udvidet læsning ikke er et tomt ønske. Disse ønsker blev imødekommet fra mine landsmænds side i glædelig grad. Selv om det mange gange kunne være svært at hale bidrag fra læserne ind, Af Kristoffer Lynge i. ATUAGAGDLIUTIT. NALINGINARIYIK TUSARUM1NASASSUINIK UNIYKAT. Januar 1. Bladets forste forside i 1861 1861 No Umiarssuarnlk, aussame 1860me, Nung mil ii n ilt. ;(nuglerissoK R. Berthelsen.) Aussai; kingugdleK Kangidtou knja- la tamakcrdlunc sikorssuaisatdlarmat, umiarssuit tatdlimat Arsungmnt ujamdat Nunginut nunaUgput, kujatanut nunaliv- figssaerugkamik. Uiniarssualivingmilc- riangiiatdiarlut, umiarssuit tauko, niggl- nalerdlune sikorssuit aina pulatitdlugit Nup ikora inUfpat. Umiarsstiarnik av. dianik iliinasugtuerutoK unukut silagig- sorssuga ama umiarssuurtulcuaut, orsser- putdlo umiarssuit angingitsut (S ukorn o r- tiinih laissagarpul) Katdliartuarsmardlu« tik, sikiitdle aracrdlavatd|årmata KCRer- tarssup avatånul kis arp ut. Ornigdlugit ajornuratdlarput, liainatdlunit avjtutigssa- liangitdlat, naluvaitdlo inuisa sussusiat, Akago Kaunginat aitsdt Kainat ornigpait, ulcramigdlo nagsarput agdlagkanik umi- arssuit nalaganit. — Ouautigait nåla- garpagssuagdlit Amerikarmiussutdlo, nu« narnik takujartiunardlutik tamaunga pi- ssut. Umiarssuit Kanigdliartoraluardlu- tik umiarssUalivik anguncK ajule.rpat si- korssuarnit. Taimailissut ama uiniar- sS'iårtultTput, pujorssuartllo i main arme iakutipoi;, Kanitdlingmatdlo tnkuait umiarssuit mardluk, imaitiimik: angiiti« Jigssiiai; nmiarssiiarmik avdlamik kalig- ton. Ama tdukua Amenkarmiut kalu- sirfpait, tassalo tåimailivdlunc Nup umi- arssualivia umiarssuaicalerpon arlinei; pi- ugasunik. Nigginardlunc* sikorssuit ava- Jagt/net: ajulormagit, umiarssuit taukua nunaKsimaput uvdlorpagssuit, Nav dip inue aitsat taima inungnik umcrdlatigi- ssuivik takuput nunamingne. Tai- maingmat Aron KangermiO Kinuvigår- pitt, takungmagit ttssilenmvdlugU, takor- dldrncrmik, assilissalo tauna ujariiainut nauiterparpat. A ucrikarmiiit akilinerméi iiarsiniav- dlutik tamaunga ikdrsimaput iVlanitsuv- dlo eruanut lUMiertalungnut nunalitdlu« tik; nunale iiisaringilåt inungnigdlo ta- kussiner. ajord lutik . Tingnussanik mangningnigdlo umassunguanigdlo ta- malainik katerssiput; Nuvdlc eriiauut pagdligukamik aitsat mianålcrput inug- sissalcramik. Sakunik kalatdlit piniar- Tilbageblik i anledning af Atuagagdliutits 100 årsdag 20
Blaðsíða 1
Blaðsíða 2
Blaðsíða 3
Blaðsíða 4
Blaðsíða 5
Blaðsíða 6
Blaðsíða 7
Blaðsíða 8
Blaðsíða 9
Blaðsíða 10
Blaðsíða 11
Blaðsíða 12
Blaðsíða 13
Blaðsíða 14
Blaðsíða 15
Blaðsíða 16
Blaðsíða 17
Blaðsíða 18
Blaðsíða 19
Blaðsíða 20
Blaðsíða 21
Blaðsíða 22
Blaðsíða 23
Blaðsíða 24
Blaðsíða 25
Blaðsíða 26
Blaðsíða 27
Blaðsíða 28
Blaðsíða 29
Blaðsíða 30
Blaðsíða 31
Blaðsíða 32
Blaðsíða 33
Blaðsíða 34
Blaðsíða 35
Blaðsíða 36
Blaðsíða 37
Blaðsíða 38
Blaðsíða 39
Blaðsíða 40
Blaðsíða 41
Blaðsíða 42
Blaðsíða 43
Blaðsíða 44
Blaðsíða 45
Blaðsíða 46
Blaðsíða 47
Blaðsíða 48
Blaðsíða 49
Blaðsíða 50
Blaðsíða 51
Blaðsíða 52
Blaðsíða 53
Blaðsíða 54
Blaðsíða 55
Blaðsíða 56
Blaðsíða 57
Blaðsíða 58
Blaðsíða 59
Blaðsíða 60
Blaðsíða 61
Blaðsíða 62
Blaðsíða 63
Blaðsíða 64
Blaðsíða 65
Blaðsíða 66
Blaðsíða 67
Blaðsíða 68
Blaðsíða 69
Blaðsíða 70
Blaðsíða 71
Blaðsíða 72
Blaðsíða 73
Blaðsíða 74
Blaðsíða 75
Blaðsíða 76
Blaðsíða 77
Blaðsíða 78
Blaðsíða 79
Blaðsíða 80
Blaðsíða 81
Blaðsíða 82
Blaðsíða 83
Blaðsíða 84
Blaðsíða 85
Blaðsíða 86
Blaðsíða 87
Blaðsíða 88
Blaðsíða 89
Blaðsíða 90
Blaðsíða 91
Blaðsíða 92
Blaðsíða 93
Blaðsíða 94
Blaðsíða 95
Blaðsíða 96
Blaðsíða 97
Blaðsíða 98
Blaðsíða 99
Blaðsíða 100
Blaðsíða 101
Blaðsíða 102
Blaðsíða 103
Blaðsíða 104
Blaðsíða 105
Blaðsíða 106
Blaðsíða 107
Blaðsíða 108
Blaðsíða 109
Blaðsíða 110
Blaðsíða 111

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.