Atuagagdliutit - 01.01.1961, Síða 20

Det var nedgangstider
for det lille grønlandske folk,
ja, så alvorlige nedgangstider,
at der krævedes foranstaltnin-
ger, der kunne modvirke denne tin-
genes tilstand.
Grønlænderne blev mere og mere
fattige. Erhvervene var i nedgang og
svigtede mange steder. Der var fare
for, at den grønlandske befolkning
skulle gå samme vej, som andre pri-
mitive folk før dem: bukke under for
den udefra indtrængende civilisation
og derved møde udslettelse.
Dr. H. Rink, der sad i Godthåb som
inspektør for Sydgrønland, og nogle
andre mænd af hans samtidige så det
og begyndte at spekulere på, hvad der
kunne gøres for at undgå en kata-
strofe.
Et tidligere så aktivt og livskraftigt
folk som det grønlandske måtte væk-
kes. Det var blevet mere og mere pas-
sivt i praktisk talt alt, overladende alt
initiativ til de danske kolonister.
Aktiviseringen kunne ske, håbede
Rink og hans fæller, ved at give den
grønlandske befolkning medansvar i
forvaltningen af deres eget samfunds
anliggender samt ved forsøg gennem
læsning at vække interessen for egne
forhold og for den store verden, der
ligger uden for Grønland.
Rinks hovedtanke ved oprettelse af
bogtrykkeriet var, at der skulle startes
et tidsskrift, som skulle sendes rundt
til alle grønlændere. Med dette formål
for øje arbejdede han videre og gjorde,
hvad han kunne for at fremskynde
udgivelsen. Aret efter bogtrykkeriets
oprettelse, 22. april 1858, sendte han til
alle præster og kolonibestyrere over
hele kysten et trykt cirkulære om, at
han påtænkte at starte et tidsskrift og
bad de herrer om at lade meddelelsen
gå videre til grønlænderne, så at disse
kunne sende bidrag til Godthåb. Cir-
kulæret lød således:
„MEDDELELSE:
Paa den .kongelige Handels Bekost-
ning er der indrettet et lille Bogtryk-
keri, tilhorende Inspekteurboligen ved
Godthaab i Sydgronland, i hvilket for
Fremtiden Trykning af grønlandske
Skrifter eller Meddelelser vil blive ud-
ført af Seminariets Hjelpelærer i For-
ening med een eller to dertil oplærte
Indfodte, under Inspekteurens og Se-
minarieforstanderens Tilsyn.
Hensigten dermed er, deels at tjene
til Meddelelser om Handelsstyrelsen
og Missionen, deels at forskaffe Grøn-
lænderne noget til Underholdning el-
ler Belæring ialmindelighed.
Derfor anmodes Enhver, som maatte
onske at bidrage noget hertil, om at
indsende, under Adressen: „til Syd-
gronlands Inspektorat", saadanne
Meddelelser, som kunde anvendes i
det nævnte Øiemed, saasom især:
Gronlandske Sagn eller Digtninger,
som nu vedligeholdes blandt Beboere
af visse Egne ved mundtlig Fortælling
eller Sang.
Prædikener, holdte af Missionærer
ved særegne Leiligheder .
Prædikener eller Afhandlinger, for-
fattede af indfodte Katecheter.
Desuden især alt hvad der kunde
tjene til Morskab eller Underholdning
for Grønlænderne.
Ogsaa onskes Kaart og Tegninger,
udforte af Indfødte, og tjenende til
Beskrivelser af Landet, fornemmelig
de mindre bekjendte Fjorde, samt af
deres Reiser, Rensjagt o. s. v.
De Indfødte, der levere et saadant
brugbart Bidrag til Trykning, ville
derfor erholde et Honorar, i Forhold
til Arbeidets Størrelse og Godhed."
Fra nytår 1861 begyndte man så ud-
givelsen af „Atuagagdliutit", og fra
dette år indtil 1. april 1874 tryktes der
fortløbende numre (ialt 193). Der blev
ikke trykt et fast antal numre om
året, men der blev trykt så mange
numre, som man i trykkeriet kunne
overkomme, så at nummerantallet
skiftede næsten hvert år. Først fra
1874 blev der regelmæssigt trykt 12
numre om året.
I begyndelsen bestod artiklerne mest
af fortællinger om grønlændernes op-
levelser samt oversættelser, der skulle
virke underholdende for at vække
grønlændernes læselyst. Således be-
stod „Atuagagdliutit“s indhold igen-
nem mange år mest af fortællinger og
„hvad der er værd at læse".
Når man ser „Atuagagdliutit“s for-
skellige årgange igennem, kan man
ikke undgå at lægge mærke til, hvor-
dan grønlænderne efterhånden er vok-
set fra kun at nære interesse for „un-
derholdning". Til gengæld er deres
interesse for egne indre anliggender
gradvis vågnet. Læsning om andre
folk og skikke skal jo gerne resultere
i, at man får interesse for egne sager.
I de senere år har „Atuagagdliutit“s
indhold skiftet karakter, idet man
ikke så gerne optager fortællinger og
oversættelser, der strækker sig over
flere årgange, men hellere optager ar-
tikler, der omhandler grønlandske
spørgsmål.
Den gang „Atuagagdliutit" startedes
og blev trykt i inspektørboligen, be-
stod hele oplaget af et par hundrede
eksemplarer. Bladet blev ikke fordelt
til private familier, men til de den-
gang nyoprettede forstanderskaber,
der lånte det ud til befolkningen.
I 1862 fik inspektoratets bogtrykkeri
sit eget hus, som blev bygget lige op
ad inspektørboligen. Og der blev bog-
trykkeriet drevet lige til 1895. Samme
år kunne bogtrykkeriet flytte til et
nyt og efter datidens forhold stort og
flot hus. Huset blev siden indrettet
som alderdomshjem, efter at bogtryk-
keriet havde fået et nyt og moderne
udstyret hus.
Bogtrykkeriets første mænd
Men hvordan fandt man egnede
folk til en så vigtig opgave i datidens
Grønland?
Der var ikke mange mænd at vælge
imellem, når publikationen skulle væ-
re grønlandsksproget med en mand
med indlevelse og forståelse både i det
grønlandske og det danske sprog i
spidsen.
Det så ud til, at der kun var een
mand, der dengang kunne påtage sig
opgaven, nemlig den dygtige overka-
teket, seminarielærer og salmedigteren
Rasmus Berthelsen.
Mindre vanskeligt var det heller
ikke at finde den nødvendige tekniske
medhjælp. — Og her tonede den vel-
begavede ArKaluk (Lars Møller) frem.
Efter bogtrykkeriets oprettelse an-
tog inspektør Rink Lars Møller som
lærling til bogtrykning og litografi.
Lars Møller fik sin uddannelse sup-
pleret med et vinterophold i Danmark
i 1861—62 sammen med Rink, og skønt
han kun opholdt sig et halvt års tid i
Danmark, kom han dog godt med på
de ting, han skulle lære, ligesom han
hurtigt tilegnede sig det danske sprog
og fik forståelse af danske forhold,
hvilket altsammen fik stor betydning
for hans senere arbejde.
Lars Møller var kun 15 år, da dr.
Rink antog ham som lærling til sit
nyoprettede bogtrykkeri. Det var med
blandede følelser, den unge Lars
Møller gik ind på at skulle stå dag ud
og dag ind inden for fire vægge.
Men lad Lars Møller selv fortælle:
.... 1857, året efter min konfirma-
tion, antog H. Rink mig til bogtrykke-
riet. Denne sommer kom 2 små, pri-
mitive og ældgamle presser samt nogle
typer fra Danmark til Godthåb. Den
ene presse skulle placeres hos inspek-
tøren for Sydgrønland og den anden
hos brødremissionen til disposition for
Samuel Kleinschmidt.
Fra dette år begyndte man tryknin-
gen af småtryksager i Grønland, og
da man netop startede forstanderska-
berne forsøgsvis, udgav man som før-
ste tryksager beretninger om forstan-
derskabernes virke, forhandlinger og
forslag til fordeling over hele kysten
til orientering for befolkningen.
I disse år begyndte nogle her i lan-
det ansatte danske samt nogle viden-
skabsmænd i Danmark, der elsker
grønlænderne, at finde utilfredsstil-
lende, at grønlænderne ikke fik noget
at vide om omverdenen, og at der ud-
gives så lidt læsning for dem, skønt
der allerede da fandtes en del læse-
lystne og skrivekyndige blandt grøn-
lænderne, ligesom det var for dyrt at
trykke grønlandske bøger i Danmark,
og sproget var for uensartet samt af-
fattet på dårlig grønlandsk, så at det
ofte var vanskeligt at forstå.
Det år, jeg blev antaget i bogtrykke-
riet, var alt, jeg skulle lære, nyt for
mig, og jeg var meget utilfreds, da jeg
følte mig indespærret og beskæftiget
med kedsommeligt og trættende ar-
bejde, som jeg overhovedet ikke havde
forstand på eller tidligere set, og jeg
begik mange dumheder.
En af seminariets lærere, R. Ber-
thelsen, og Rink var mine vejledere, og
de underviste mig i, hvordan arbejdet
skulle udføres. Desuden forstod jeg på
daværende tidspunkt intet til det dan-
ske sprog, og når jeg så lavede lige det
omvendte, end der blev sagt til mig,
blev jeg forvirret og blev bange for at
blive skældt ud af mine læremestre.
Efter vi således havd;j udgivet små-
publikationer, begyndte endelig udgi-
velsen af „Atuagagdliutit" i 1861. Først
gennem dette blad fik den grønlandske
befolkning underretning om, hvad der
skete ude i den store verden samt fik
fortalt om ting, der kunne være un-
derholdende og belærende for den
samt fik adgang til pålidelige og spæn-
dende fortællinger, der var oversat af
danske og grønlændere.
.... Nu er jeg glad og taknemmelig
over at vore sølle publikationer, man-
ge gamle årgange af „Atuagagdliutit",
er spredt over hele landet, til belæ-
ring og underholdning for dem, der
har lyst til at læse dem.
Det har også været medvirkende til
Danmarks (de danskes) berømmelse
og høje anseelse i andre lande, at man
har virkeliggjort tanken om at udgive
et grønlandsk blad til opdragelse og
fremgang for os grønlændere.
Ligeledes er jeg glad og taknemme-
lig over, at vore myndigheder har ind-
vilget i at lade vort gamle bogtrykke-
ri fortsætte ....
I disse tider var det ikke noget for
en rask ung mand altid at skulle holde
sig inde i kakkelovnsvarmen, medens
hans jævnaldrende kom ud på fangst
og jagt med kajak. Den unge ArKaluk
(således benævnes han den dag i
dag blandt sine landsmænd) dannede
ingen undtagelse blandt sine samtidi-
ge. Også han nærede en stor interesse
og kærlighed for det grønlandske na-
tionale erhverv, som han viede en del
tid og kræfter, hver gang der tilbød
sig en lejlighed.
Alt det nye, bogtrykkerivirksomhe-
den førte med sig, fangede hurtigt den
begavede unge mands hele interesse.
Foruden sin begavelse var ArKaluk en
fingernem mand og således den rette
til at afhjælpe alle de små mangler og
savn, der gang på gang stillede sig i
vejen i bogtrykkeriets første dage.
Lige fra begyndelsen og gennem
lange tider blev bogtrykkeriet drevet
som en slags sæsonvirksomhed. Det
væsentlige arbejde blev udført i 9—10
måneder, således at driften var delvis
indstillet i sommertiden. Denne ord-
ning kom Lars Møller meget til gode
og har sikkert bidraget sit til, at han
fik et næsten enestående indblik i og
forståelse af de krav, der ytrede sig
blandt landsmændene over hele ky-
sten. Disse sommermåneder, hvor Ar-
Kaluk slap ud af bogtrykkeriet, benyt-
tede han til fangst og togter i Godt-
håbs distrikt og samlede ind til vin-
teren sammen med fangerbefolknin-
gen. Eller han tog af sted på lange
kystrejser både i nord og syd sammen
med de skiftende inspektører som tolk
og ledsager på disses årlige inspek-
tionsrejser.
På disse rejser lærte han nye men-
nesker og forhold at kende, hvilket
gjorde ham i stand til at se, hvad der
rørte sig under den tilsyneladende ro-
lige overflade hos hans folk. Han til-
egnede sig indgående kendskab til de
specielle forhold blandt det grønland-
ske folk. De enestående erfaringer,
han efterhånden samlede sig, kom
hans landsmænd og andre til gode,
idet ArKaluk både i tale og skrift om-
satte disse sine erfaringer.
Sin største betydning for det grøn-
landske folk fik Lars Møller dog gen-
nem „Atuagagdliutit". Den indsats,
han har gjort i folkets udvikling er
overordentlig stor. Gennem sine artik-
ler og oversættelser har han givet
grønlænderne lyst til at vide noget
mere om ting og forhold uden for
Grønlands grænser.
I bogtrykkeriets første tid havde
Lars Møller næsten kun med det tek-
niske arbejde at gøre, da redaktionen
af „Atuagagdliutit" i denne periode
for det meste besørgedes af den erfar-
ne og dygtige overkateket, seminarie-
lærer, salmedigteren Rasmus Berthel-
sen, som redigerede bladet og havde
tilsyn med andre tryksager, hvilket
forhold varede indtil 1873. Og først da
overtog Lars Møller redaktørposten og
blev den egentlige leder af bogtrykke-
riet, dog stadig under opsyn af skif-
tende inspektører.
Vurdering af Atuagagdliutit
Det tilkommer først og fremmest
udenforstående at foretage bedømmel-
se af „Atuagagdliutit“s betydning og
de skiftende medarbejderes indsats.
Ved Lars Møllers afgang som redak-
tør af „Atuagagdliutit" skrev inspek-
tøren for Sydgrønland, C. Harries,
bl. a.:
.... Det er ikke let at måle, hvor
stor indflydelse „Atuagagdliutit" har
haft på befolkningen, men man kan
nok sige, at det er herigennem befolk-
ningen først er blevet interesseret i
læsning, og derved har fået deres tan-
kegang udvidet, så at nu mange selv
sender bidrag til bladet, og dette vil
forhåbentlig blive ved i fremtiden, så
at „Atuagagdliutit" bliver virkelig til
et blad „for grønlændere" og „skrevet
af grønlændere".
De 30 år, jeg selv har stået for
„Atuagagdliutit“s redaktion, har været
en lykkelig tid for mig. Jeg fik et godt,
venskabeligt og personligt forhold til
de mænd, som i det stille udførte de-
res daglige arbejde i bogtrykkeriet og
bladet, og jeg skylder de mænd uende-
lig megen tak. Uden deres hjælp har
jeg ikke kunnet drive „Atuagagdliu-
tit" videre frem.
Ved overtagelsen af „Atuagagdliu-
tit“s redaktion i 1922 skrev jeg føl-
gende henvendelse til bladets læsere:
Nu da jeg overtager redaktionen af
„Atuagagdliutit", vil jeg som det vig-
tigste lægge vægt på, at bladets artik-
ler skal bestå af betragtninger og
overvejelser, skrevet af grønlændere.
I de senere år har grønlænderne i
stigende grad ønsket mere læsning og
udvidede „aviser", men selvfølgelig er
vi adskillige, der forstår, at det ikke
vil være tilfredsstillende at fylde
„aviserne" med oversættelser og for-
tællinger. Hvis publikationernes ind-
hold skal være til gavn for det grøn-
landske folk, må man først undersøge
befolkningens åndelige niveau, og hvis
man vil bruge dette som udgangs-
punkt, vil det være utilstrækkeligt at
benytte alene oversættelser og for-
tællinger som udviklede moment, fordi
de fleste artikler, taget af danske avi-
ser, ligger på højere niveau end grøn-
lændernes, og de fleste fortællinger
læses som blot „underholdning".
Hvis man har et ønske, må man og-
så vise, at man er moden til at få øn-
sket opfyldt, samt at man er i stand
til at videreføre opgaven.
Derfor vil jeg bede alle, der ønsker
udvikling for det grønlandske folk og
som er i stand til at give en hånds-
rækning, at vi i fællesskab prøver at
forsyne „Atuagagdliutit" med artikler,
som har udspring fra grønlændernes
egne overvejelser med tanke på be-
folkningens udvikling og større for-
ståelse af tingene. Derved vil vi vise,
at ønsket om udvidet læsning ikke er
et tomt ønske.
Disse ønsker blev imødekommet fra
mine landsmænds side i glædelig grad.
Selv om det mange gange kunne være
svært at hale bidrag fra læserne ind,
Af
Kristoffer
Lynge
i.
ATUAGAGDLIUTIT.
NALINGINARIYIK TUSARUM1NASASSUINIK UNIYKAT.
Januar 1.
Bladets
forste forside
i 1861
1861
No
Umiarssuarnlk, aussame 1860me,
Nung mil ii n ilt.
;(nuglerissoK R. Berthelsen.)
Aussai; kingugdleK Kangidtou knja-
la tamakcrdlunc sikorssuaisatdlarmat,
umiarssuit tatdlimat Arsungmnt ujamdat
Nunginut nunaUgput, kujatanut nunaliv-
figssaerugkamik. Uiniarssualivingmilc-
riangiiatdiarlut, umiarssuit tauko, niggl-
nalerdlune sikorssuit aina pulatitdlugit
Nup ikora inUfpat. Umiarsstiarnik av.
dianik iliinasugtuerutoK unukut silagig-
sorssuga ama umiarssuurtulcuaut, orsser-
putdlo umiarssuit angingitsut (S ukorn o r-
tiinih laissagarpul) Katdliartuarsmardlu«
tik, sikiitdle aracrdlavatd|årmata KCRer-
tarssup avatånul kis arp ut. Ornigdlugit
ajornuratdlarput, liainatdlunit avjtutigssa-
liangitdlat, naluvaitdlo inuisa sussusiat,
Akago Kaunginat aitsdt Kainat ornigpait,
ulcramigdlo nagsarput agdlagkanik umi-
arssuit nalaganit. — Ouautigait nåla-
garpagssuagdlit Amerikarmiussutdlo, nu«
narnik takujartiunardlutik tamaunga pi-
ssut. Umiarssuit Kanigdliartoraluardlu-
tik umiarssUalivik anguncK ajule.rpat si-
korssuarnit. Taimailissut ama uiniar-
sS'iårtultTput, pujorssuartllo i main arme
iakutipoi;, Kanitdlingmatdlo tnkuait
umiarssuit mardluk, imaitiimik: angiiti«
Jigssiiai; nmiarssiiarmik avdlamik kalig-
ton. Ama tdukua Amenkarmiut kalu-
sirfpait, tassalo tåimailivdlunc Nup umi-
arssualivia umiarssuaicalerpon arlinei; pi-
ugasunik. Nigginardlunc* sikorssuit ava-
Jagt/net: ajulormagit, umiarssuit taukua
nunaKsimaput uvdlorpagssuit, Nav dip
inue aitsat taima inungnik umcrdlatigi-
ssuivik takuput nunamingne. Tai-
maingmat Aron KangermiO Kinuvigår-
pitt, takungmagit ttssilenmvdlugU, takor-
dldrncrmik, assilissalo tauna ujariiainut
nauiterparpat.
A ucrikarmiiit akilinerméi iiarsiniav-
dlutik tamaunga ikdrsimaput iVlanitsuv-
dlo eruanut lUMiertalungnut nunalitdlu«
tik; nunale iiisaringilåt inungnigdlo ta-
kussiner. ajord lutik . Tingnussanik
mangningnigdlo umassunguanigdlo ta-
malainik katerssiput; Nuvdlc eriiauut
pagdligukamik aitsat mianålcrput inug-
sissalcramik. Sakunik kalatdlit piniar-
Tilbageblik i anledning af
Atuagagdliutits 100 årsdag
20