Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 01.01.1961, Blaðsíða 74

Atuagagdliutit - 01.01.1961, Blaðsíða 74
Kinujartorfigisavdlugo kussa narsisimavoK. Det heldige øjeblik var kom met. ArKaluk det usædvanlige menneske DET VAR EN højtidelig tidsalder, vi voksede op i. Den prægedes af vækkelsesforeningen „peica- tigingniat“s alt dominerende indflydelse, kolonitilstande og vågnen- de mindreværdskomplekser. Derfor var det så meget mere bemærkelses- værdigt, at tidens betydeligste mand- folkeskikkelse udstrålede en person- lighed, der ikke tog livet og sig selv slet så højtideligt. Ikke således, at livet havde taget skånsomt på ArKaluk og hans slægt, men ArKaluk havde nægtet at lade sig besejre og udfoldet sådan et mod på livet, at hele hans væsen var blevet en lovsang til dette liv. Indtil sine 80 år gik ArKaluk uan- fægtet og upåvirkelig sine faste ruter i Godthåb, så man kunne stille sit ur efter ham. Når han talte til en, benyt- tede han en hvad-bilder-du-dig-ind- OKalugtartup nutai kalåtdlisut nutåt VORT ÆLDGAMLE LAND og GRAVSTED UNDER BØLGERNE nunarput utorKarssuångoravit maligssuit atåne iliveKarfiga 7 PK 11 — ’45’ PEKATIGINGNIAT uvdlåK måna Guterput uvdloriartåK pinersoK 7 EGK 1099 — 'EP’ SEMINARIEKORET, GODTHÅB apumit matugåuput naussunguit nunavtinut KåumarKut X 8394 — '45' Skandinavisk Grammophon Aktieselskab KØBENHAVN — VALBY tone, drillede alle, voksne og børn og var parat til med sin stok at holde dem på afstand, og var alligevel alle børns erklærede ven. Jeg har ofte tænkt på denne hans holdning udadtil, og tror, at det var hans måde at afværge folks ærbødighed på. En ubesejret nægten at lade sig knække hverken af træt- hed, sygdom eller død, karakteriserede hans sidste dage. Der var en velkendt anekdote fra den tid, som fortalte, at præsten, som så hvor svag han var blevet, havde sagt: Jeg skal, når jeg kommer hjem sende lidt kirkevin til at styrke dig med, hvortil ArKaluk skulle have svaret: Men endelig ikke for lidt! Når min bedstefar, som var hans gode ven, og som var gift med søste- ren til hans kone, i sin høje alder var træt og ved at være færdig med livet, kom ArKaluk ikke med medlidenhed eller trøst. Nå, sagde han i stedet for, hvor længe skal vi tåle dig endnu! og tilføjede: Ak, ukrudt forgår ikke så let! Sådan en tale, rettet til en syg mand, forstod jeg ikke som barn, og jeg triumferede i tankerne, da ArKa- luk med fem år overlevede min bed- stefar og derved beviste, hvem af de to, der havde været mest ukrudt. Vi kendte ak så lidt til Arnaluks forældre, Pele og Kålat. Vi vidste dog, at Pele (Peter) var søn af en dansk mand, og at Karen var født Lynge, hvorved vi blev familie i dobbelt for- stand, for min far var fætter til Anta- luks børn. ☆ A RK’ALUK og min bedstefar tumle- de i deres små kajakker, da kejser Napoleons brodersøn gæstede Godthåb uventet. Drengene havde da med deres ubekymrede narrestreger og foragt for det våde element behaget hans kejser- lige højhed, som forærede dem hver en lille legetøjstrompet. Netop som de skulle til at ro tilbage fra skibshavnen, havde en pludselig opstående føhnvind overrasket de små kajakroere. I Godt- håb havde man en nedarvet respekt for denne vind, men drengene glemte i deres triumf at være forsigtige. De skulle lige til at runde Kujatdlerpait- næsset, da den allestedsnærværende Kålat stående ved næsset råbte ud til dem om at søge nødhavn dér. Nej, om de ville! De svarede samtidig med trompetstød og fortsatte uanfægtet af hendes råb over til kolonihavnen, hvor hun indhentede dem og gav dem vel- fortjente prygl. Pele var tømrer og kivfatformand, en mand i position, og velstående. Hjemme havde de sengetøj så højt, at de lå på briksen som prinsessen på ær- ten. Det blev et mundheld i Godthåb, når nogen redte seng med højt hoved- gærde at sige at gå i seng efter Peles manér. Da jeg lærte ArKaluk at kende, var han en rask og åndsfrisk gammel mand, som stilfældigt passede sit ar- bejde. Han havde udmærket sig sådan i sit liv, at det var påfaldende, at ingen overordnet kiggede efter, hvad han brugte sin tid til. Af tidligere billeder at dømme var hans klædedragt næsten ikke forandret gennem tiderne. Stok- ken, eller rettere sagt hyrdestaven, var blevet hans uadskillelige ledsager. Det hvide skæg klippede han til til en form af kjovens hale. I vores hjem var han ofte gæst. Det traf sig så heldigt, at hans rute til og fra arbejdet gik lige forbi vores dør. Min bedstefar havde da sit otium efter 50 års tjeneste. Folk gruede dengang meget for den smitte af forkølelse, ski- bene ville føre med sig fra Danmark, men en dag gjorde ArKaluk mig op- mærksom på, at folk begyndte at ho- ste over hele byen blot skibet kastede anker i skibshavnen og det endnu før man havde haft forbindelse med ski- bets mandskab. ☆ FTERHÅNDEN som de to gamle blev ældre, antog deres venskab mere og mere karakteren af børns kammeratskab, hvor de til tider var rørende gode ved hinanden, for i næ- ste øjeblik at blive trætte af hinanden. Hvis der gik en dag, uden ArKaluk kiggede indenfor, savnede bedstefar ham, men det kunne også ske, at han gemte sig bag døren for at undgå hans visit. Når de havde siddet sammen og ud- vekslet erindringer over et glas hjem- mebryg, kunne det godt være, at Ar- Kaluk sagde til os børn om at ledsage ham op til bogtrykkeriet, i hvis ene fløj han havde sit arbejdsværelse. Så fik vi farvede og hvide papirstrimler alt efter vores rang. Min broder, der var opkaldt efter hans afdøde søn, fik mest, min fætter, der var opkaldt efter hans chef og læremester Rasmus Ber- thelsen, fik næstmest, og jeg, som var De skrående gamle på den bageste bænk. opkaldt efter hans svoger, som havde ord for at være familiens sorte får, fik mindst. Kun engang fik jeg mest og en krone i tilgift, det var da min mor havde taget affære og sagt, at ArKaluk aldrig mere fik af hendes gode hjem- mebryg, når han drillede mig sådan. Hvad denne ærværdige mand, hans svoger, der tilmed var kateket og le- vede til en høj alder, havde begået, siden hans navn lod til at huskes med ubehag, fik jeg aldrig opklaret. Og en bemærkning, min far havde ladet fal- de engang, jeg havde været genstridig, havde givet mig mere at spekulere på. Min mor skulle til at skælde mig ud, da han kom til at sige, at det jo til en vis grad var deres egen skyld, fordi de havde givet mig navn efter en så ulyksalig person. Papirstrimlerne brugte vi til at lave krydsede seler af for at ligne landsol- daten under de hyppige krigsskuespil, vi afholdte. Vi var ikke for ingen ting børn under den første verdenskrig. Si- den hen til at skrive og tegne på. ☆ £)ET MÅTTE UNDERTIDEN fore- komme ArKaluk, at vi for hyppigt kom og tiggede om papir. Da kunne han finde på at skælde os rigtig ud. Denne svingen i hans måde at være på tvang os børn til at prøve at regne ud, hvornår det var belejligst at op- søge ham. Nu var det en tid, der præ- gedes af udskænkninger af spiritus til handelens personale, så med lidt øvel- se blev vi hurtig dygtige til at iagttage de forskellige fastansattes skiftende sindsstemninger. ArKaluk fik vel også som andre fastansatte sine periodiske dramme, ræsonnerede vi. Og det be- lejlige øjeblik kom, når ArKaluk holdt sin stav med begge hænder, nærmest som'en kajakmand sin pagaj, og med mellemrum tog sin ene hånd ud af den uundværlige tykke vante, for med en elegant bevægelse at give sit skæg en nænsom ekstra omdrejning. Og vi fik alt, hvad hjertet kunne begære. Alle gamle mennesker var dengang faste kirkegængere, som havde faste siddepladser. ArKaluk, min bedstefar og de andre gamle, som skråede, havde den bageste bænk samt de fleste spyt- tebakker. Når præsten ikke talte højt nok, og det kneb med hørelsen, sad de gamle i stedet for og diskuterede med dæmpede stemmer et eller andet. En- gang fandt man en af dem gå meget bedrøvet ud af kirken, og da man spurgte ham ud, fik man det svar, at ArKaluk i kirken havde sagt til ham, at hans sjæl ikke stod til at redde. Så højt kunne bølgerne gå på den bageste bænk. Jeg kan så levende forestille mig disse brave mænd dér, hvor de sad, gamle fuldskæggede typer, allesammen gamle i tjenesten. Når der var barne- dåb og man sang: „Kom din gamle tje- ner i hu“, drejede vi om i vore bænke for at se på bedstefar i den tro, at det var ham, der mentes, for det blev al- utorKait sukulortut tunordlerme igsia- ssut. drig forklaret os, hvem denne gamle tjener skulle være. ArKaluk var helten for drengeban- den i Godthåb. Og som Robin Hoods bueskydende røvere var vi altid på pletten, hvor kongens store mænd for- årsagede en folkestimlen — og vi hav- de altid en hjemmelavet armbrøst i hånden. Sådan var det, da ArKaluk første gang blev dekoreret. Det skete på kongens fødselsdag i tilknytning til gudstjenesten. Medens folk, som hav- de fået besked om det, i stedet for at gå hjem blev stående uden for kirken, trådte inspektøren frem i galla og fæstnede ordenen på ArKaluks anorak. Da der råbtes hurra og kanonerne drø- nede på skansen, var efterårsstemnin- gen så mættet med højtidelighed og fest, at ArKaluk græd, så vi havde helt ondt af ham. Naturligvis var vi de iv- rigste til at råbe hurra og klappe i hænderne. ☆ £)EN STORE DAG for ArKaluk blev afsløringen af Rinks mindesmær- ke. Da han stod på stenens fod, højt over andres hoveder, og blottede sit hovede, glinsede det sølvgrå hår i so- len, og han talte til Grønlands opvok- sende sønner og udråbte leve med dis- se ord: Lad os for at sværge på, at vi vil holde mindet om den afdøde Rink højt i ære, råbe tre gange hurra. Så vidste vi, at ArKaluk var vores, og vi fornam i denne stund tingenes histori- ske sammenhæng: Det forarmede Grønland, Rink, der grundlagde lan- dets fremtid, ArKaluk, der havde vir- keliggjort hans ædle tanker, og så t,il- sidst vi, lidt grønne endnu, men i hvis øjne begejstringen lyste, da vi med spæde røster svor, at vi ville værne om denne historiske sammenhæng. Hans Lynge. KØBENHAVNS NY TØMMER-HANDEL A/s Lygten 10 . København NV . Telegramadresse: Tømmer Trælast Isoleringsplader Krydsfiner Kissuit OKorsautigssat pingasoriciat 74
Blaðsíða 1
Blaðsíða 2
Blaðsíða 3
Blaðsíða 4
Blaðsíða 5
Blaðsíða 6
Blaðsíða 7
Blaðsíða 8
Blaðsíða 9
Blaðsíða 10
Blaðsíða 11
Blaðsíða 12
Blaðsíða 13
Blaðsíða 14
Blaðsíða 15
Blaðsíða 16
Blaðsíða 17
Blaðsíða 18
Blaðsíða 19
Blaðsíða 20
Blaðsíða 21
Blaðsíða 22
Blaðsíða 23
Blaðsíða 24
Blaðsíða 25
Blaðsíða 26
Blaðsíða 27
Blaðsíða 28
Blaðsíða 29
Blaðsíða 30
Blaðsíða 31
Blaðsíða 32
Blaðsíða 33
Blaðsíða 34
Blaðsíða 35
Blaðsíða 36
Blaðsíða 37
Blaðsíða 38
Blaðsíða 39
Blaðsíða 40
Blaðsíða 41
Blaðsíða 42
Blaðsíða 43
Blaðsíða 44
Blaðsíða 45
Blaðsíða 46
Blaðsíða 47
Blaðsíða 48
Blaðsíða 49
Blaðsíða 50
Blaðsíða 51
Blaðsíða 52
Blaðsíða 53
Blaðsíða 54
Blaðsíða 55
Blaðsíða 56
Blaðsíða 57
Blaðsíða 58
Blaðsíða 59
Blaðsíða 60
Blaðsíða 61
Blaðsíða 62
Blaðsíða 63
Blaðsíða 64
Blaðsíða 65
Blaðsíða 66
Blaðsíða 67
Blaðsíða 68
Blaðsíða 69
Blaðsíða 70
Blaðsíða 71
Blaðsíða 72
Blaðsíða 73
Blaðsíða 74
Blaðsíða 75
Blaðsíða 76
Blaðsíða 77
Blaðsíða 78
Blaðsíða 79
Blaðsíða 80
Blaðsíða 81
Blaðsíða 82
Blaðsíða 83
Blaðsíða 84
Blaðsíða 85
Blaðsíða 86
Blaðsíða 87
Blaðsíða 88
Blaðsíða 89
Blaðsíða 90
Blaðsíða 91
Blaðsíða 92
Blaðsíða 93
Blaðsíða 94
Blaðsíða 95
Blaðsíða 96
Blaðsíða 97
Blaðsíða 98
Blaðsíða 99
Blaðsíða 100
Blaðsíða 101
Blaðsíða 102
Blaðsíða 103
Blaðsíða 104
Blaðsíða 105
Blaðsíða 106
Blaðsíða 107
Blaðsíða 108
Blaðsíða 109
Blaðsíða 110
Blaðsíða 111

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.