Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 01.01.1961, Blaðsíða 81

Atuagagdliutit - 01.01.1961, Blaðsíða 81
Når MAN MISTER noget kært, opdager man for alvor, hvor meget det har betydet for een. Det samme er tilfældet med solen. Når solens sidste svage stråler forsvinder bag fjeldene, og mørket ruger over det snedækkede' landskab, går det op for een, hvor stor en rolle solen spiller i et menneskes tilværelse, og man forstår bedre den kendsgerning, at solen betinger alt liv. Mørket har en uheldig indflydelse på Ligesom dengang fejres solen, når den vender tilbage. Og jeg husker sær- lig to solfester, som har gjort et ufor- glemmeligt indtryk på mig. I 1939 gik jeg på en kostskole i Ege- desminde. En dag lige efter jul sagde skolens danske forstander, at jeg som legekammerat til hans børn var vel- kommen til solfesten. Han fortalte, at festen ville forme sig som en rigtig havefest i Danmark. Jeg var dengang halvvoksen og kunne dårligt forestille tiden til den begivenhed, som betyder solens tilbagevenden efter næsten to måneders fravær. Jeg var patient på sygehuset. På morgenspadsereturen mødte jeg min kode ven, forhenværende storfanger LoKe. Han var med sine 180 cm og sin tætbyggede skikkelse en kæmpe at se til i forhold til andre grønlændere. Trods sine 74 år var han i besiddelse af en livskraft, der var misundelses- værdig. Vi kom i snak, og jeg spurgte derop og slide vores lasede lunger? Nej, vi skulle til PitorKeK, hvor vi kunne være sikre på at møde mange mennesker, insisterede han på. Og derved blev det. Solens første stråler skimtedes over bjergene i syd, og det gav himlen et rødt skær. Lyset tog til i styrke, og til sidst begyndte solskiven at komme til syne. En menneskeskare stod tavs, og med blottede hoveder stirrede man mod det vidunderligste af alt, solen, ket, der ilede til for at få et glimt af solen, tænkte vi. Men snart blev der røre blandt de forreste. Og nu løb mange mennesker op mod Inugsug- ssuaK. Der måtte være sket et eller andet. Min ledsager og jeg sluttede os uvilkårligt til de andre, og på kort tid var vi oppe på toppen af fjeldet. Ved en sten varde udstrakt på sneen lå en skikkelse. Det var LoKe. Han var død stille og alene, ramt af et hjerte- slag. Af Jørgen Fleischcr Da solen vendte tilbaerc takussaK tupingnarnerpåK — seKineK tåkuterKigtoK. Et vidunderligt syn — solen vender tilbage. Jeg fortrød bittert, at jeg ikke havde fulgt hans opfordring til straks at tage derop, men jeg var overbevist om, at den gamle høvding foretrak fred og ensomhed til for sidste gang at nyde den vidunderlige udsigt og solens hil- sen til den by, hvor han havde levet et langt liv som den første fanger og store velgører. På grønlandsk har man et skønt sagn. Det beretter om en far og søn, som boede ved Aluk i nærheden af Kap Farvel. Faderen var gammel, og han havde aldrig forladt sin kære bo- plads. Hans store lykke var at sidde en årle morgen ved stranden og beskue solen, der langt ude i horisonten stod op af havet. Sønnen var ung og even- tyrlysten, og han længtes efter at dra- ge ud til fremmede egne, som skulle være så rige på vildt. Men han kunne ikke rejse for sin fader. Imidlertid overtalte sønnen sin gamle fader til at tage ud på en langtur mod nord. Til at begynde med gik det godt, men ef- ter nogen tids forløb blev faderen syg, og hans tilstand forværredes. mennesket, og det bringer forstyrrel- ser i vor fysiske og psykiske lov. Det berøver os ikke alene solens varme, men det tynger vort sind og fylder vort indre med angst. De følelser, der rører sig i et menneskes sind ved so- lens forsvinden, kan måske sammen- lignes med et oprørt hav. Knud Ras- mussen kommer sandheden nærmere, når han siger: — Når man føler mørket komme, dønningesejgt og uafvendeligt, når man ser det flyde ind over de vinter- hvide fjelde og slette dem af dagen, da bliver man grebet af angst og bæ- ven. Urolige tanker slår ned i sindene, flokkes og flygter som trækfugle i op- brud, og svag over afmagten skælver selv den stærkeste. Når alle muntre klange ude fra naturens store puls- slag, de mange friske lyde, der får os til at lytte, forstummer, og vi kun hø- rer nattens spøgelsesagtige hvisken el- ler stormens glubske hyl, da tænker vi med længsel på den tid, hvor lysets hvide blomst skal folde sig ud over himlen og forvandle det øde landskab til et paradis på jorden. Sådan føles solens forsvinden i en grønlænders hjerte, og efterhånden som mørketiden skrider frem, føles savnet af solen mere og mere. Ens tanker bliver i stigende grad optaget af det syn, solens første rødgyldne stråler vil frembringe på sydhimlen. Forventningens glæde slår ned i sin- dene og gør mørketiden lettere at komme igennem. Det var netop denne forventningens glæde, der kom til udtryk ved mine forfædres kultiske solfester „i mørkets midte". Man mødte den tilbageven- dende sol renset inderst inde og iført nye klæder fra top til tå. Meget er forandret i Grønland siden da, men de følelser og den forventningens glæde, solens snarlige genkomst skaber hos det grønlandske folk, er den samme den dag i dag. mig en skovfest i vinterens kulde og mørke. Den store dag oprandt, og vi samle- des hos forstanderen om aftenen. Det var en frostklar vinteraften med kulde og knirkende sne. Besjælet af en ustyrlig spænding indfandt jeg mig i festsalen før den fastsatte tid, og det syn, der nu mødte mit blik, tog næ- sten vejret fra mig. Pludselig stod jeg midt i en skov, hvor kulørte lamper stak frem mellem efterårets løvpragt. Borde med lækre sager var anbragt rundt i salen. Den sagte musik og den behagelige varme fuldendte romantik- ken. Ganske vist var „skoven" ikke andet end en mesterlig udført væg- dekoration, og bladene på loftet var af kulørt papir. Derimod var lamperne og lysene ægte nok. Men for en grøn- lænderdreng, der aldrig havde set sko- ven, var illusionen forbløffende. Netop som festen var på sit højeste, listede jeg mig ud for at trække frisk luft. Vel var jeg imponeret af det kun- stigt frembragte sommerland, men den skønhed, der nu udfoldes i det arkti- ske lands stille nat, trodser enhver beskrivelse. Fuldmånen var stået op og spejlede sig i nyisens blanke flade. Hundreder af stjerner tindrede på den sorte, skyfri himmel. Nordlyset flim- rede i dets forunderlige farvepragt. Det var genfærd, der spillede bold henover himlens uhyre hvælving. Når nogen fløjter, tager nordlyset ved- kommende op til sig. Det fortalte de gamle, da vi var børn. I skæret af det sære kosmiske lys skimtedes silhuet- ten af koloniens huse. En vidunderlig stilhed hvilede over den arktiske nats fortryllende charme. Der stod jeg om- givet af den ophøjede skønhed, der åbenbarede sig i det storladne og gå- defulde univers. ☆ Den anden solfest, som jeg heller aldrig glemmer, indtraf den 13. ja- nuar 1947 i Jakobshavn. Alle børn i byen ved, hvad denne dag vil bringe, og folk drømmer sig gennem mørke- ham om den nærmeste vej til det sted, hvor solen først ville vise sig. Han for- klarede, at de fleste gik til PitorKeK, fordi det var det traditionelle valfarts- sted. Men når der var tale om den nærmeste vej, behøvede man blot at tage en tur til toppen af Inugsug- ssuaK, et 200 m højt fjeld, der lå i ko- loniens umiddelbare nærhed. Han rå- dede mig til at tage turen. Han ville selv derop og nyde synet af den til- bagevendende sol. — Og det glæder jeg mig til som et barn, tilføjede han med et sælsomt udtryk i sine øjne. Allerede ved ellevetiden begav jeg mig sammen med en sygekammerat på tur ind i landet. Solen stod ikke op før et, men vi kunne ikke længere styre lysten til at drage solen i møde. Jeg sagde til min ledsager, at vi skul- le op til InugssugssuaK. Men det ville han ingenlunde gå med til, og mine forsøg på at overtale ham, gjorde ham endnu mere stædig. — Hvorfor netop piisaunermit pitsaune« Forhandles af: Oles Varehus Godthåb CEME NT-^ PORTLAND-CEMENT opfylder rigeligt normernes krav RAPID-CEMENT til betonarbejder, der skal være hurtigt færdige SUPER-RAPI D-CEMENT til forspændt beton, til betonarbejder, der haster, og til stobning i koldt vejr HAVVAND-CEMENT vandbygningscement, der modstår sulfatangreb HVID PORTLAND-CEMENT forener stor styrke med blændende hvidhed, fremragende til alle dekorative formål FARVET CEMENT leveres i ni farver og bruges ligeledes til dekorative formål vandafvisende murfarve pa basis af HVID PORTLAND-CEMENT CO - smitter ikke af, er let at anvende og økonomisk i brug. Fås i mangeø dekorative farver samt i hvid. AKTIESELSKABET AALBORG PORTLAND-CEMENT-FABRIK 7bn-fokjz 1bfan RÅDGIVER OPLYSER VEJLEDER PRØVER og UNDERSØGER CEMENT- FABRIKKERNES TEKNISKE OPLYSNINGSKONTOR KØBENHAVN DANSK CEMENT CENTRAL KØBENHAVN V. får v>\ /»CENTRAL *\ Forhandlere over hele landet der vendte tilbage. Folk, for hvem mørketiden er ukendt, kan slet ikke forestille sig den følelse af lykke, den tilbagevendende sol skaber hos det lille menneske. Grønlænderne, som må døje så strengt under mørke og kulde, ser i solen en trofast og kær ven. De mange slæder og gående begav sig hjemad. Man havde set drømmen blive til virkelighed. Man vidste, hvad den betød, og allerede nu kunne man glæde sig til det tilstundende forår og torskesæsonen. På vejen hjem blev vi pludselig op- mærksomme på en enlig mand, der kom løbende hen imod os. En forsin- Han talte kun om, hvor smukt der var ved Aluk, når „den store sol steg op af det vældige hav, ligesom dan- sende i de dybe dønninger". Hvor nø- dig han end ville, var sønnen tvunget til at vende hjem for sin faders skyld. Næste morgen efter hjemkomsten hørte man den gamle pusle udenfor teltet. Han smånynnede og drog lange, befriende glædessuk. Men brat for- stummede lyden, og alt blev stille. Da gik sønnen ud og fandt sin gamle fa- der liggende død. Gensynsglæden hav- de været for meget for ham. Hans hjerte var bristet. Jørgen Fleischer. kavfe Richs-ilo Kalipautigigdlutigdlo, kimeKardlutigdlo, mamardlutigdlo aungnertusårivdluarnarneruput cbuk’t det eh RlcAs, deh 81
Blaðsíða 1
Blaðsíða 2
Blaðsíða 3
Blaðsíða 4
Blaðsíða 5
Blaðsíða 6
Blaðsíða 7
Blaðsíða 8
Blaðsíða 9
Blaðsíða 10
Blaðsíða 11
Blaðsíða 12
Blaðsíða 13
Blaðsíða 14
Blaðsíða 15
Blaðsíða 16
Blaðsíða 17
Blaðsíða 18
Blaðsíða 19
Blaðsíða 20
Blaðsíða 21
Blaðsíða 22
Blaðsíða 23
Blaðsíða 24
Blaðsíða 25
Blaðsíða 26
Blaðsíða 27
Blaðsíða 28
Blaðsíða 29
Blaðsíða 30
Blaðsíða 31
Blaðsíða 32
Blaðsíða 33
Blaðsíða 34
Blaðsíða 35
Blaðsíða 36
Blaðsíða 37
Blaðsíða 38
Blaðsíða 39
Blaðsíða 40
Blaðsíða 41
Blaðsíða 42
Blaðsíða 43
Blaðsíða 44
Blaðsíða 45
Blaðsíða 46
Blaðsíða 47
Blaðsíða 48
Blaðsíða 49
Blaðsíða 50
Blaðsíða 51
Blaðsíða 52
Blaðsíða 53
Blaðsíða 54
Blaðsíða 55
Blaðsíða 56
Blaðsíða 57
Blaðsíða 58
Blaðsíða 59
Blaðsíða 60
Blaðsíða 61
Blaðsíða 62
Blaðsíða 63
Blaðsíða 64
Blaðsíða 65
Blaðsíða 66
Blaðsíða 67
Blaðsíða 68
Blaðsíða 69
Blaðsíða 70
Blaðsíða 71
Blaðsíða 72
Blaðsíða 73
Blaðsíða 74
Blaðsíða 75
Blaðsíða 76
Blaðsíða 77
Blaðsíða 78
Blaðsíða 79
Blaðsíða 80
Blaðsíða 81
Blaðsíða 82
Blaðsíða 83
Blaðsíða 84
Blaðsíða 85
Blaðsíða 86
Blaðsíða 87
Blaðsíða 88
Blaðsíða 89
Blaðsíða 90
Blaðsíða 91
Blaðsíða 92
Blaðsíða 93
Blaðsíða 94
Blaðsíða 95
Blaðsíða 96
Blaðsíða 97
Blaðsíða 98
Blaðsíða 99
Blaðsíða 100
Blaðsíða 101
Blaðsíða 102
Blaðsíða 103
Blaðsíða 104
Blaðsíða 105
Blaðsíða 106
Blaðsíða 107
Blaðsíða 108
Blaðsíða 109
Blaðsíða 110
Blaðsíða 111

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.