Atuagagdliutit - 01.01.1961, Blaðsíða 81

Når MAN MISTER noget kært,
opdager man for alvor, hvor
meget det har betydet for
een. Det samme er tilfældet
med solen. Når solens sidste svage
stråler forsvinder bag fjeldene, og
mørket ruger over det snedækkede'
landskab, går det op for een, hvor stor
en rolle solen spiller i et menneskes
tilværelse, og man forstår bedre den
kendsgerning, at solen betinger alt liv.
Mørket har en uheldig indflydelse på
Ligesom dengang fejres solen, når
den vender tilbage. Og jeg husker sær-
lig to solfester, som har gjort et ufor-
glemmeligt indtryk på mig.
I 1939 gik jeg på en kostskole i Ege-
desminde. En dag lige efter jul sagde
skolens danske forstander, at jeg som
legekammerat til hans børn var vel-
kommen til solfesten. Han fortalte, at
festen ville forme sig som en rigtig
havefest i Danmark. Jeg var dengang
halvvoksen og kunne dårligt forestille
tiden til den begivenhed, som betyder
solens tilbagevenden efter næsten to
måneders fravær.
Jeg var patient på sygehuset. På
morgenspadsereturen mødte jeg min
kode ven, forhenværende storfanger
LoKe. Han var med sine 180 cm og sin
tætbyggede skikkelse en kæmpe at se
til i forhold til andre grønlændere.
Trods sine 74 år var han i besiddelse
af en livskraft, der var misundelses-
værdig. Vi kom i snak, og jeg spurgte
derop og slide vores lasede lunger?
Nej, vi skulle til PitorKeK, hvor vi
kunne være sikre på at møde mange
mennesker, insisterede han på. Og
derved blev det.
Solens første stråler skimtedes over
bjergene i syd, og det gav himlen et
rødt skær. Lyset tog til i styrke, og til
sidst begyndte solskiven at komme til
syne. En menneskeskare stod tavs, og
med blottede hoveder stirrede man
mod det vidunderligste af alt, solen,
ket, der ilede til for at få et glimt af
solen, tænkte vi. Men snart blev der
røre blandt de forreste. Og nu løb
mange mennesker op mod Inugsug-
ssuaK. Der måtte være sket et eller
andet. Min ledsager og jeg sluttede os
uvilkårligt til de andre, og på kort tid
var vi oppe på toppen af fjeldet.
Ved en sten varde udstrakt på sneen
lå en skikkelse. Det var LoKe. Han var
død stille og alene, ramt af et hjerte-
slag.
Af Jørgen Fleischcr
Da solen
vendte tilbaerc
takussaK tupingnarnerpåK — seKineK tåkuterKigtoK.
Et vidunderligt syn — solen vender tilbage.
Jeg fortrød bittert, at jeg ikke havde
fulgt hans opfordring til straks at tage
derop, men jeg var overbevist om, at
den gamle høvding foretrak fred og
ensomhed til for sidste gang at nyde
den vidunderlige udsigt og solens hil-
sen til den by, hvor han havde levet
et langt liv som den første fanger og
store velgører.
På grønlandsk har man et skønt
sagn. Det beretter om en far og søn,
som boede ved Aluk i nærheden af
Kap Farvel. Faderen var gammel, og
han havde aldrig forladt sin kære bo-
plads. Hans store lykke var at sidde en
årle morgen ved stranden og beskue
solen, der langt ude i horisonten stod
op af havet. Sønnen var ung og even-
tyrlysten, og han længtes efter at dra-
ge ud til fremmede egne, som skulle
være så rige på vildt. Men han kunne
ikke rejse for sin fader. Imidlertid
overtalte sønnen sin gamle fader til at
tage ud på en langtur mod nord. Til
at begynde med gik det godt, men ef-
ter nogen tids forløb blev faderen syg,
og hans tilstand forværredes.
mennesket, og det bringer forstyrrel-
ser i vor fysiske og psykiske lov. Det
berøver os ikke alene solens varme,
men det tynger vort sind og fylder
vort indre med angst. De følelser, der
rører sig i et menneskes sind ved so-
lens forsvinden, kan måske sammen-
lignes med et oprørt hav. Knud Ras-
mussen kommer sandheden nærmere,
når han siger:
— Når man føler mørket komme,
dønningesejgt og uafvendeligt, når
man ser det flyde ind over de vinter-
hvide fjelde og slette dem af dagen,
da bliver man grebet af angst og bæ-
ven. Urolige tanker slår ned i sindene,
flokkes og flygter som trækfugle i op-
brud, og svag over afmagten skælver
selv den stærkeste. Når alle muntre
klange ude fra naturens store puls-
slag, de mange friske lyde, der får os
til at lytte, forstummer, og vi kun hø-
rer nattens spøgelsesagtige hvisken el-
ler stormens glubske hyl, da tænker
vi med længsel på den tid, hvor lysets
hvide blomst skal folde sig ud over
himlen og forvandle det øde landskab
til et paradis på jorden.
Sådan føles solens forsvinden i en
grønlænders hjerte, og efterhånden
som mørketiden skrider frem, føles
savnet af solen mere og mere. Ens
tanker bliver i stigende grad optaget
af det syn, solens første rødgyldne
stråler vil frembringe på sydhimlen.
Forventningens glæde slår ned i sin-
dene og gør mørketiden lettere at
komme igennem.
Det var netop denne forventningens
glæde, der kom til udtryk ved mine
forfædres kultiske solfester „i mørkets
midte". Man mødte den tilbageven-
dende sol renset inderst inde og iført
nye klæder fra top til tå. Meget er
forandret i Grønland siden da, men de
følelser og den forventningens glæde,
solens snarlige genkomst skaber hos
det grønlandske folk, er den samme
den dag i dag.
mig en skovfest i vinterens kulde og
mørke.
Den store dag oprandt, og vi samle-
des hos forstanderen om aftenen. Det
var en frostklar vinteraften med kulde
og knirkende sne. Besjælet af en
ustyrlig spænding indfandt jeg mig i
festsalen før den fastsatte tid, og det
syn, der nu mødte mit blik, tog næ-
sten vejret fra mig. Pludselig stod jeg
midt i en skov, hvor kulørte lamper
stak frem mellem efterårets løvpragt.
Borde med lækre sager var anbragt
rundt i salen. Den sagte musik og den
behagelige varme fuldendte romantik-
ken. Ganske vist var „skoven" ikke
andet end en mesterlig udført væg-
dekoration, og bladene på loftet var af
kulørt papir. Derimod var lamperne
og lysene ægte nok. Men for en grøn-
lænderdreng, der aldrig havde set sko-
ven, var illusionen forbløffende.
Netop som festen var på sit højeste,
listede jeg mig ud for at trække frisk
luft. Vel var jeg imponeret af det kun-
stigt frembragte sommerland, men den
skønhed, der nu udfoldes i det arkti-
ske lands stille nat, trodser enhver
beskrivelse. Fuldmånen var stået op
og spejlede sig i nyisens blanke flade.
Hundreder af stjerner tindrede på den
sorte, skyfri himmel. Nordlyset flim-
rede i dets forunderlige farvepragt.
Det var genfærd, der spillede bold
henover himlens uhyre hvælving. Når
nogen fløjter, tager nordlyset ved-
kommende op til sig. Det fortalte de
gamle, da vi var børn. I skæret af det
sære kosmiske lys skimtedes silhuet-
ten af koloniens huse. En vidunderlig
stilhed hvilede over den arktiske nats
fortryllende charme. Der stod jeg om-
givet af den ophøjede skønhed, der
åbenbarede sig i det storladne og gå-
defulde univers.
☆
Den anden solfest, som jeg heller
aldrig glemmer, indtraf den 13. ja-
nuar 1947 i Jakobshavn. Alle børn i
byen ved, hvad denne dag vil bringe,
og folk drømmer sig gennem mørke-
ham om den nærmeste vej til det sted,
hvor solen først ville vise sig. Han for-
klarede, at de fleste gik til PitorKeK,
fordi det var det traditionelle valfarts-
sted. Men når der var tale om den
nærmeste vej, behøvede man blot at
tage en tur til toppen af Inugsug-
ssuaK, et 200 m højt fjeld, der lå i ko-
loniens umiddelbare nærhed. Han rå-
dede mig til at tage turen. Han ville
selv derop og nyde synet af den til-
bagevendende sol. — Og det glæder
jeg mig til som et barn, tilføjede han
med et sælsomt udtryk i sine øjne.
Allerede ved ellevetiden begav jeg
mig sammen med en sygekammerat på
tur ind i landet. Solen stod ikke op
før et, men vi kunne ikke længere
styre lysten til at drage solen i møde.
Jeg sagde til min ledsager, at vi skul-
le op til InugssugssuaK. Men det ville
han ingenlunde gå med til, og mine
forsøg på at overtale ham, gjorde ham
endnu mere stædig. — Hvorfor netop
piisaunermit pitsaune«
Forhandles af:
Oles Varehus Godthåb
CEME NT-^
PORTLAND-CEMENT opfylder rigeligt normernes krav
RAPID-CEMENT til betonarbejder, der skal være hurtigt færdige
SUPER-RAPI D-CEMENT til forspændt beton, til betonarbejder, der haster, og
til stobning i koldt vejr
HAVVAND-CEMENT vandbygningscement, der modstår sulfatangreb
HVID PORTLAND-CEMENT forener stor styrke med blændende hvidhed,
fremragende til alle dekorative formål
FARVET CEMENT leveres i ni farver og bruges ligeledes til dekorative formål
vandafvisende murfarve pa basis af HVID PORTLAND-CEMENT
CO - smitter ikke af, er let at anvende og økonomisk i brug. Fås i mangeø
dekorative farver samt i hvid.
AKTIESELSKABET
AALBORG PORTLAND-CEMENT-FABRIK
7bn-fokjz
1bfan
RÅDGIVER
OPLYSER
VEJLEDER
PRØVER og
UNDERSØGER
CEMENT-
FABRIKKERNES
TEKNISKE
OPLYSNINGSKONTOR
KØBENHAVN
DANSK CEMENT CENTRAL KØBENHAVN V.
får
v>\
/»CENTRAL *\
Forhandlere over hele landet
der vendte tilbage. Folk, for hvem
mørketiden er ukendt, kan slet ikke
forestille sig den følelse af lykke, den
tilbagevendende sol skaber hos det
lille menneske. Grønlænderne, som må
døje så strengt under mørke og kulde,
ser i solen en trofast og kær ven.
De mange slæder og gående begav
sig hjemad. Man havde set drømmen
blive til virkelighed. Man vidste, hvad
den betød, og allerede nu kunne man
glæde sig til det tilstundende forår og
torskesæsonen.
På vejen hjem blev vi pludselig op-
mærksomme på en enlig mand, der
kom løbende hen imod os. En forsin-
Han talte kun om, hvor smukt der
var ved Aluk, når „den store sol steg
op af det vældige hav, ligesom dan-
sende i de dybe dønninger". Hvor nø-
dig han end ville, var sønnen tvunget
til at vende hjem for sin faders skyld.
Næste morgen efter hjemkomsten
hørte man den gamle pusle udenfor
teltet. Han smånynnede og drog lange,
befriende glædessuk. Men brat for-
stummede lyden, og alt blev stille. Da
gik sønnen ud og fandt sin gamle fa-
der liggende død. Gensynsglæden hav-
de været for meget for ham. Hans
hjerte var bristet.
Jørgen Fleischer.
kavfe Richs-ilo Kalipautigigdlutigdlo,
kimeKardlutigdlo,
mamardlutigdlo aungnertusårivdluarnarneruput
cbuk’t

det eh RlcAs, deh
81