Atuagagdliutit

Årgang

Atuagagdliutit - 01.01.1961, Side 81

Atuagagdliutit - 01.01.1961, Side 81
Når MAN MISTER noget kært, opdager man for alvor, hvor meget det har betydet for een. Det samme er tilfældet med solen. Når solens sidste svage stråler forsvinder bag fjeldene, og mørket ruger over det snedækkede' landskab, går det op for een, hvor stor en rolle solen spiller i et menneskes tilværelse, og man forstår bedre den kendsgerning, at solen betinger alt liv. Mørket har en uheldig indflydelse på Ligesom dengang fejres solen, når den vender tilbage. Og jeg husker sær- lig to solfester, som har gjort et ufor- glemmeligt indtryk på mig. I 1939 gik jeg på en kostskole i Ege- desminde. En dag lige efter jul sagde skolens danske forstander, at jeg som legekammerat til hans børn var vel- kommen til solfesten. Han fortalte, at festen ville forme sig som en rigtig havefest i Danmark. Jeg var dengang halvvoksen og kunne dårligt forestille tiden til den begivenhed, som betyder solens tilbagevenden efter næsten to måneders fravær. Jeg var patient på sygehuset. På morgenspadsereturen mødte jeg min kode ven, forhenværende storfanger LoKe. Han var med sine 180 cm og sin tætbyggede skikkelse en kæmpe at se til i forhold til andre grønlændere. Trods sine 74 år var han i besiddelse af en livskraft, der var misundelses- værdig. Vi kom i snak, og jeg spurgte derop og slide vores lasede lunger? Nej, vi skulle til PitorKeK, hvor vi kunne være sikre på at møde mange mennesker, insisterede han på. Og derved blev det. Solens første stråler skimtedes over bjergene i syd, og det gav himlen et rødt skær. Lyset tog til i styrke, og til sidst begyndte solskiven at komme til syne. En menneskeskare stod tavs, og med blottede hoveder stirrede man mod det vidunderligste af alt, solen, ket, der ilede til for at få et glimt af solen, tænkte vi. Men snart blev der røre blandt de forreste. Og nu løb mange mennesker op mod Inugsug- ssuaK. Der måtte være sket et eller andet. Min ledsager og jeg sluttede os uvilkårligt til de andre, og på kort tid var vi oppe på toppen af fjeldet. Ved en sten varde udstrakt på sneen lå en skikkelse. Det var LoKe. Han var død stille og alene, ramt af et hjerte- slag. Af Jørgen Fleischcr Da solen vendte tilbaerc takussaK tupingnarnerpåK — seKineK tåkuterKigtoK. Et vidunderligt syn — solen vender tilbage. Jeg fortrød bittert, at jeg ikke havde fulgt hans opfordring til straks at tage derop, men jeg var overbevist om, at den gamle høvding foretrak fred og ensomhed til for sidste gang at nyde den vidunderlige udsigt og solens hil- sen til den by, hvor han havde levet et langt liv som den første fanger og store velgører. På grønlandsk har man et skønt sagn. Det beretter om en far og søn, som boede ved Aluk i nærheden af Kap Farvel. Faderen var gammel, og han havde aldrig forladt sin kære bo- plads. Hans store lykke var at sidde en årle morgen ved stranden og beskue solen, der langt ude i horisonten stod op af havet. Sønnen var ung og even- tyrlysten, og han længtes efter at dra- ge ud til fremmede egne, som skulle være så rige på vildt. Men han kunne ikke rejse for sin fader. Imidlertid overtalte sønnen sin gamle fader til at tage ud på en langtur mod nord. Til at begynde med gik det godt, men ef- ter nogen tids forløb blev faderen syg, og hans tilstand forværredes. mennesket, og det bringer forstyrrel- ser i vor fysiske og psykiske lov. Det berøver os ikke alene solens varme, men det tynger vort sind og fylder vort indre med angst. De følelser, der rører sig i et menneskes sind ved so- lens forsvinden, kan måske sammen- lignes med et oprørt hav. Knud Ras- mussen kommer sandheden nærmere, når han siger: — Når man føler mørket komme, dønningesejgt og uafvendeligt, når man ser det flyde ind over de vinter- hvide fjelde og slette dem af dagen, da bliver man grebet af angst og bæ- ven. Urolige tanker slår ned i sindene, flokkes og flygter som trækfugle i op- brud, og svag over afmagten skælver selv den stærkeste. Når alle muntre klange ude fra naturens store puls- slag, de mange friske lyde, der får os til at lytte, forstummer, og vi kun hø- rer nattens spøgelsesagtige hvisken el- ler stormens glubske hyl, da tænker vi med længsel på den tid, hvor lysets hvide blomst skal folde sig ud over himlen og forvandle det øde landskab til et paradis på jorden. Sådan føles solens forsvinden i en grønlænders hjerte, og efterhånden som mørketiden skrider frem, føles savnet af solen mere og mere. Ens tanker bliver i stigende grad optaget af det syn, solens første rødgyldne stråler vil frembringe på sydhimlen. Forventningens glæde slår ned i sin- dene og gør mørketiden lettere at komme igennem. Det var netop denne forventningens glæde, der kom til udtryk ved mine forfædres kultiske solfester „i mørkets midte". Man mødte den tilbageven- dende sol renset inderst inde og iført nye klæder fra top til tå. Meget er forandret i Grønland siden da, men de følelser og den forventningens glæde, solens snarlige genkomst skaber hos det grønlandske folk, er den samme den dag i dag. mig en skovfest i vinterens kulde og mørke. Den store dag oprandt, og vi samle- des hos forstanderen om aftenen. Det var en frostklar vinteraften med kulde og knirkende sne. Besjælet af en ustyrlig spænding indfandt jeg mig i festsalen før den fastsatte tid, og det syn, der nu mødte mit blik, tog næ- sten vejret fra mig. Pludselig stod jeg midt i en skov, hvor kulørte lamper stak frem mellem efterårets løvpragt. Borde med lækre sager var anbragt rundt i salen. Den sagte musik og den behagelige varme fuldendte romantik- ken. Ganske vist var „skoven" ikke andet end en mesterlig udført væg- dekoration, og bladene på loftet var af kulørt papir. Derimod var lamperne og lysene ægte nok. Men for en grøn- lænderdreng, der aldrig havde set sko- ven, var illusionen forbløffende. Netop som festen var på sit højeste, listede jeg mig ud for at trække frisk luft. Vel var jeg imponeret af det kun- stigt frembragte sommerland, men den skønhed, der nu udfoldes i det arkti- ske lands stille nat, trodser enhver beskrivelse. Fuldmånen var stået op og spejlede sig i nyisens blanke flade. Hundreder af stjerner tindrede på den sorte, skyfri himmel. Nordlyset flim- rede i dets forunderlige farvepragt. Det var genfærd, der spillede bold henover himlens uhyre hvælving. Når nogen fløjter, tager nordlyset ved- kommende op til sig. Det fortalte de gamle, da vi var børn. I skæret af det sære kosmiske lys skimtedes silhuet- ten af koloniens huse. En vidunderlig stilhed hvilede over den arktiske nats fortryllende charme. Der stod jeg om- givet af den ophøjede skønhed, der åbenbarede sig i det storladne og gå- defulde univers. ☆ Den anden solfest, som jeg heller aldrig glemmer, indtraf den 13. ja- nuar 1947 i Jakobshavn. Alle børn i byen ved, hvad denne dag vil bringe, og folk drømmer sig gennem mørke- ham om den nærmeste vej til det sted, hvor solen først ville vise sig. Han for- klarede, at de fleste gik til PitorKeK, fordi det var det traditionelle valfarts- sted. Men når der var tale om den nærmeste vej, behøvede man blot at tage en tur til toppen af Inugsug- ssuaK, et 200 m højt fjeld, der lå i ko- loniens umiddelbare nærhed. Han rå- dede mig til at tage turen. Han ville selv derop og nyde synet af den til- bagevendende sol. — Og det glæder jeg mig til som et barn, tilføjede han med et sælsomt udtryk i sine øjne. Allerede ved ellevetiden begav jeg mig sammen med en sygekammerat på tur ind i landet. Solen stod ikke op før et, men vi kunne ikke længere styre lysten til at drage solen i møde. Jeg sagde til min ledsager, at vi skul- le op til InugssugssuaK. Men det ville han ingenlunde gå med til, og mine forsøg på at overtale ham, gjorde ham endnu mere stædig. — Hvorfor netop piisaunermit pitsaune« Forhandles af: Oles Varehus Godthåb CEME NT-^ PORTLAND-CEMENT opfylder rigeligt normernes krav RAPID-CEMENT til betonarbejder, der skal være hurtigt færdige SUPER-RAPI D-CEMENT til forspændt beton, til betonarbejder, der haster, og til stobning i koldt vejr HAVVAND-CEMENT vandbygningscement, der modstår sulfatangreb HVID PORTLAND-CEMENT forener stor styrke med blændende hvidhed, fremragende til alle dekorative formål FARVET CEMENT leveres i ni farver og bruges ligeledes til dekorative formål vandafvisende murfarve pa basis af HVID PORTLAND-CEMENT CO - smitter ikke af, er let at anvende og økonomisk i brug. Fås i mangeø dekorative farver samt i hvid. AKTIESELSKABET AALBORG PORTLAND-CEMENT-FABRIK 7bn-fokjz 1bfan RÅDGIVER OPLYSER VEJLEDER PRØVER og UNDERSØGER CEMENT- FABRIKKERNES TEKNISKE OPLYSNINGSKONTOR KØBENHAVN DANSK CEMENT CENTRAL KØBENHAVN V. får v>\ /»CENTRAL *\ Forhandlere over hele landet der vendte tilbage. Folk, for hvem mørketiden er ukendt, kan slet ikke forestille sig den følelse af lykke, den tilbagevendende sol skaber hos det lille menneske. Grønlænderne, som må døje så strengt under mørke og kulde, ser i solen en trofast og kær ven. De mange slæder og gående begav sig hjemad. Man havde set drømmen blive til virkelighed. Man vidste, hvad den betød, og allerede nu kunne man glæde sig til det tilstundende forår og torskesæsonen. På vejen hjem blev vi pludselig op- mærksomme på en enlig mand, der kom løbende hen imod os. En forsin- Han talte kun om, hvor smukt der var ved Aluk, når „den store sol steg op af det vældige hav, ligesom dan- sende i de dybe dønninger". Hvor nø- dig han end ville, var sønnen tvunget til at vende hjem for sin faders skyld. Næste morgen efter hjemkomsten hørte man den gamle pusle udenfor teltet. Han smånynnede og drog lange, befriende glædessuk. Men brat for- stummede lyden, og alt blev stille. Da gik sønnen ud og fandt sin gamle fa- der liggende død. Gensynsglæden hav- de været for meget for ham. Hans hjerte var bristet. Jørgen Fleischer. kavfe Richs-ilo Kalipautigigdlutigdlo, kimeKardlutigdlo, mamardlutigdlo aungnertusårivdluarnarneruput cbuk’t det eh RlcAs, deh 81
Side 1
Side 2
Side 3
Side 4
Side 5
Side 6
Side 7
Side 8
Side 9
Side 10
Side 11
Side 12
Side 13
Side 14
Side 15
Side 16
Side 17
Side 18
Side 19
Side 20
Side 21
Side 22
Side 23
Side 24
Side 25
Side 26
Side 27
Side 28
Side 29
Side 30
Side 31
Side 32
Side 33
Side 34
Side 35
Side 36
Side 37
Side 38
Side 39
Side 40
Side 41
Side 42
Side 43
Side 44
Side 45
Side 46
Side 47
Side 48
Side 49
Side 50
Side 51
Side 52
Side 53
Side 54
Side 55
Side 56
Side 57
Side 58
Side 59
Side 60
Side 61
Side 62
Side 63
Side 64
Side 65
Side 66
Side 67
Side 68
Side 69
Side 70
Side 71
Side 72
Side 73
Side 74
Side 75
Side 76
Side 77
Side 78
Side 79
Side 80
Side 81
Side 82
Side 83
Side 84
Side 85
Side 86
Side 87
Side 88
Side 89
Side 90
Side 91
Side 92
Side 93
Side 94
Side 95
Side 96
Side 97
Side 98
Side 99
Side 100
Side 101
Side 102
Side 103
Side 104
Side 105
Side 106
Side 107
Side 108
Side 109
Side 110
Side 111

x

Atuagagdliutit

Direkte link

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.