Atuagagdliutit - 01.01.1961, Side 5

Fig. 6:
Rensdyr indridset i et stykke hval
rostand fra Nordalaska.
åssiliaK 6:
tugto kigartorneKarsimassoK tugåmi
nermut Alaskap avangnånit pissou.
måneder senere fik Knud Rasmussen
overrakt en udskæring, som gengav
den beskrevne scene: fire hvalrosser,
en han og tre hunner, driver forbi,
mens Aua med kone og barn sidder
og ser til fra land foran snehuset.
Den almindelige stræben efter at
genskabe motivet i form, der lader sig
beskue fra alle sider, betyder dog ikke,
at eskimoen ikke magtede kunsten at
tegne; han har vel snarere været
hæmmet af manglende materialer og
fortrolighed med denne „abstrakte"
kunstart.
ft ARON FRA KANGEK’
I Vestgrønland kendes der så tidligt
som omkring 1840 eksempler på
smukke kolorerede tegninger fremstil-
let til derboende danske, og inspireret
af dr. Rink opstod der i årene efter
1860 en rig produktion af tegninger,
akvareller og træsnit. Mest fremtræ-
dende og bedst kendt var Aron fra
KangeK, en fanger af ren eskimoisk
afstamning. Fra 1860 til sin død i 1869,
og uden nogen form for skoling, pro-
ducerede han en lang række fine bil-
leder, væsentligt med motiver fra
gamle sagn. Som træsnit illustrerer
disse bl. a. Rinks bekendte sagnsam-
linger. Navnlig i sine træsnit skabte
Aron med enkle redskaber og virke-
midler en umiddelbar og levende
kunst. Med kniven i hånden bøjet
over sine træstokke har han snart følt
sig hjemme, og hans billeder blev pla-
stiske og af næsten skulpturel virk-
ning. Træsnittet vist her (fig. 4) er et
af otte billeder skildrende en sagnhelts
bedrifter (Akigssiak), scenen er her
isen foran en boplads, hvor et forry-
gende boldspil med en udstoppet sæl
er i gang.
ft TO JÆGERKULTURER
Eskimoisk kunst har ikke fået til-
delt nogen fremtrædende plads i
kunsthistorien; oftere tages den op til
behandling i etnografiske værker, og
da navnlig i dem, der vedrører Alaska.
Senest har et søgelys ramt de nule-
vende canadiske eskimoer som følge
af de æstetiske værdier, som deres
„moderne" skulpturer rummer. Men
en vis rolle spillede kunsten dog alle-
rede i den gamle diskussion om eski-
mokulturens oprindelse, bl. a. efter at
William Boyd Dawkins i 1866 havde
fremsat sin teori om en nær forbin-
delse med den mere end 10.000 år
gamle Magdalenien-kultur i Frankrig.
Tidligt blev man imidlertid klar over,
at eventuelle overensstemmelser på
kunstens område var uden betydning;
de paralleller, der kunne udpeges i
Alaska, var fra sen tid og kunne spo-
res til andre kilder.
de mest naturalistiske blandt Alaska-
eskimoernes mange billedfriser ind-
skåret på redskaber af hvalrostand i
nyere tid. Såvel materialets hårdhed
som de beskedne flader, der var til
kunstnerens disposition, har givet fler-
tallet af tegningerne et skitsemæssigt
og ubehjælpsomt præg. Den her af-
tegnede, og stærkt forstørrede, frem-
stilling af to dyregrupper, der mester-
da, også et fælles kulturgrundlag fra
Atlanterhavet til Nordamerika, en
„Cirkumpolar Stenalder".
Hvad der kun antydes af rensdyr-
frisen træder overbevisende frem
med de såkaldte „røntgen-tegninger".
Fælles for Nordvestamerika (navnlig
Alaska-eskimoerne og indianerne på
Stillehavskysten) og det nævnte om-
råde i Den Gamle Verden er frem-
formet i en o. 1500 år gammel ud-
skæring af hvalrostand. Kunstneren
har „trukket" skelettet og leddene
frem på den ellers naturalistiske over-
flade. Nogle århundreder senere er fi-
guren stiliseret som vist på billedet
no. 8 til venstre, delvis sprættet op på
bugsiden. Udviklingen går derfra mod
yderligere stilisering og opspaltning,
dog bevares de i kunstnerens øjne væ-
sentlige træk, og endnu i sin sidste
udformning (til højre) er på oversiden
skelettet og på undersiden „livslinien"
og „hjertet" symbolsk markeret. Den
sidste spatelformede udgave fra om-
kring år 1000 har længe været kendt
af arkæologerne, men af let forståelige
grunde var dens betydning og oprin-
delse uforklarlig; først med de oprin-
delige formers opdukken i Canada
blev det klart, at den repræsenterede
isbjørnen, som formentlig har spillet
en kultisk rolle i Dorset kulturen.
Denne udviklingsgang er i primitiv
kunst en velkendt foreteelse. Fremhæ-
velsen af visse træk fører ofte til bort-
fald af andre, således at den realisti-
ligt er vist i et øjeblik af opskræmt-
hed, antyder hvad eskimoerne kunne
have præsteret, dersom materialerne
havde været for hånden. Udformnin-
gen og grupperingen af figurerne i et
sammensat hele leder tanken hen på
de østspanske klippemalerier og busk-
mandskunsten, snarere end de palæo-
litiske hulemalerier fra Frankrig.
Med. denne ristning kan der dog,
udover de overensstemmelser, der bun-
der i ensartede forudsætninger, også
spores lighedspunkter med Den Gamle
Verdens frembringelser, som kun kan
forklares ved slægtskab eller kultu-
relle forbindelser. I Nordsibirien og i
Skandinaviens arktiske strøg har sten-
alderkunstneren indenfor de sidste 6—
7000 år skabt lignende dyrefigurer, i
stilen oftest naturalistisk men ved sit
indhold, fremstillingen af dyrets „in-
dre", mærket af jagtmagiens tendens
til stilisering. Det arkæologiske mate-
riale fra disse egne, Sibiriens og Nord-
skandinaviens nåleskovsbælte, viser
stillinger, hvor kunstneren søger ikke
blot at vise detaljer, som ses i øje-
blikket, men også dem, som han ved
må være der. Han afbilder, hvad han
finder er motivets væsentlige bestand-
dele, de indre organer, rygrad og rib-
ben, eller han aftegner de enkelte led
i skelettet. Vest for Beringstrædet er
motiverne ofte de store landdyr, ren
og elg; på eskimoisk grund oftest hav-
dyr, som f. eks. sælen. „Røntgenteg-
ningerne" er i Alaska ikke med sik-
kerhed sporet længere tilbage end til
det 19. århundrede, men traditionerne
og forbindelserne med de gamle jæ-
gerkulturer i Sibirien må være gamle
også blandt eskimoerne, thi den sam-
me opfattelse kommer til udtryk i
skulpturen.
☆ ISBJØRNE-VARIATIONER
Et eksempel herpå er Dorset-kultu-
rens udskæringer af isbjørnen. Figu-
ren no. 7 fra Alarnerk, Iglulik-området
i Canada, viser bjørnen realistisk ud-
Fig. 3:
Fire hvalrosser
driver forbi, mens
Aua med kone og
barn sidder og ser
til fra land foran
snehuset.
åssiliaK 3:
aorfit sisamat
ingerdlaordlutik
sarssutut Aua nu-
lianilo mérartigdlo
igsiavdlutik igdlu-
vigkap silatånit
nunamit issiging-
nårtitdlugit.
ske fremstilling gradvis opgives. Ud-
formningen får karakter af symbolis-
me, hvor nogle få gennemgående træk
er tilstrækkelige til hos beskueren at
skabe den ønskede virkning; fremstil-
lingen er i sin stilisering blevet ren
magisk. Et videre trin i udviklingen
kan følges, hvor motivet reduceres til
konventionelle mønstre, hvis idé endog
er gået i glemmebogen for kunstneren
selv; det er blevet til en ornamental
prydelse og udføres, fordi det nu en-
gang hører sig til. Skeletmotivet ud-
artede således i vort århundrede på
de østgrønlandske udskæringer, hvor
den „traditionsforbundne" kunstner
endog forsynede hals og bagdel med
ribben (fig. 9).
ft EN KVINDEFIGUR
Eskimoisk skulptur er småskulptur.
De er fremstillet i den hensigt at skul-
le tages i hånden og vendes og drejes;
kun sjældent har de en standflade, og
oftest er der ingen „forside", ingen
vinkel hvorfra værket helst skal be-
skues. Derfor kan det være vanske-
ligt at yde udskæringerne retfærdig-
hed i fotografier. De kan også be-
drage en smule i disse gengivelser, og i
forstørrelserne forlenes med en monu-
mentalitet, som de ikke altid besidder.
Men mere taber de dog ved ikke at
kunne beses fra alle sider, og små de-
likate detajler kan gå tabt.
Måske skal man allerhelst se på
formerne med finderens øjne. I 1939
udgravede Eigil Knuth en lille figur
i en ruin fra det 14.—15. århundrede
på Sophus Mullers Næs nær Grøn-
lands nordøsthjørne. Her følger i ud-
drag fundberetningen:
„Jeg lå på knæene i ruinen foran
briksekanten, hvor forskellige fund
tydede på, at kvindepladsen havde
været, og var i færd med at hugge en
ny kage af spæk og muld løs. Da tril-
lede en lille elfenbens-kvindefigur på
lVa tomme frem af tørven, hel og vid-
underlig ....
At jeg oppe i verdens yderste af-
krog på en øde snekyst skulle få en
stærk kunstnerisk oplevelse, havde jeg
heller ikke drømt om, men sådan blev
det. Med en dristighed var hun for-
enklet, armene efter gammeleskimoisk
tradition kun antydet som udvækster
fra skuldrene, og hele figuren derved
i korsform, frontal og symmetrisk
som Kristusfigurerne på de ældste, ro-
manske krucifikser. Og alligevel var
hver lillebitte detaille i fineste relief-
virkning til stede: brysterne, maven,
midien, knæene, læggene og ryggens
muskulatur. Netop, fordi alle former
var holdt så stramme og spændte, talte
livet med koncentreret kraft ud af
dem. Ansigtsudtrykket var umådelig
sigende og frembragt i en ganske plan
flade, blot ved knap mærkbare prik-
ker og ridser der først blev synlige,
efter at jeg havde spyttet og gnedet på
dem; portrætligheden var så overbe-
visende, at jeg nøjagtig vidste, hvor-
dan konen havde set ud, kendte alle
hendes legemes fejl og yndigheder og
— takket være den træffende karak-
teristik — også hendes væsen ....
Og hun, dette lille sprællevende
kvindemenneske, som jeg nu sad og
trykkede på maven, var dømt til ind-
lemmelse i et oldtidsmusæum, skulle
forsynes med nummer og lægges på
række med snese af ligegyldige ting,
dræbt som en sommerfugl, der er sat
l>å nål. Eller skulle hun hengemmes i
skuffe nummer et eller andet dybest
i kælderen, sammenrodet med hobevis
af andre benstykker, for blot engang
hvert 10. år at se dagens lys, når en
bebrillet arkæolog gennemsøgte skuf-
fen ....
Ved et omstændighedernes træf hav-
de jeg været helt naturlig og primitiv
selv, da jeg kom slædende sydfra, lige-
så primitiv og naturlig som den eski-
moiske fanger, der i sin tid kom nord-
fra og skar hende i hvalrostand, og
derfor var jeg så sikker på, at jeg
havde ret i min bedømmelse af hende.
Havde man blot oftere lejlighed til at
se et kunstværk på lignende måde, thi
sådan skal det egentlig betragtes: Som
en ting, man tager op af jorden med
en jægers nysgerrighed og er helt ale-
ne med i mange hundrede kilometers
omkreds. Så er der hverken fidus eller
skaberi med i spillet."
De sidste årtiers arkæologiske ud-
gravninger har bragt et materiale for
dagen, som det kan være af interesse
at sammenstille med Magdalenienkun-
sten; dog ikke med den hensigt at på-
pege en sammenhæng mellem de to
kulturer, derimod en samhørighed
mellem kunstnerne i de to jægerkul-
turer, hvis fælles syn på motiverne
gav sig udtryk i ensartede produkter.
Begge så de på rensdyret med rens-
dyrjægerens øjne, og i begges hånd
formede flintkniven dette rensdyr. Et
eksempel herpå er rensdyrhovedet
(fig. 5) skåret af Dorset kulturens
eskimoiske kunstner omkring år 1000
i „palæolitisk stil".
Ligeledes vil frisen af realistiske
rensdyr (fig. 6) kunne jævnføres med
forhistoriske fremstillinger i Den
Gamle Verden. Rensdyrene er indrid-
set i et stykke hvalrostand fra Nord-
alaska engang i det 19. århundrede,
muligvis lidt tidligere, og de hører til
De øvrige
illustratio-
ner findes
på siderne
6 og 7.
åssilissat
sivnere
Kup. 6. ama
7-imiput
Jeg lå på knæene i ruinen foran briksekan-
ten, hvor forskellige fund tydede på, at
kvindepladsen havde været og var i færd
med at hugge en ny kage af spæk og muld
løs. Da trillede en lille elfenbens-kvinde-
figur på halvanden tomme frem af tørven,
hel og vidunderlig.
igdlukume igdlerup sinåne sérKorsimavu-
nga, navssårissatigut åssigingitsutigut na-
lunarane tåuna arnat inigisimagåt, ivssoK
orssumik akoKanissoK kdngartikalugtualer-
dlugo. taimailissordlo arnap åssinga Kipe-
rugånguan tugåic tommip dipå avigdlugo
takitigissoK ivssumit nåkaratarpon aseruo-
KångitsoK kussanardluinartordlo.
5